Logo

alkefugle

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Artikel billede

To små søkonger, Alkefugle, der især er knyttet til drivisen ved Grønlands kyster.

 

FAMILIE: Alcidae. ORDEN: Charadrii. KLASSE: Aves.

Det almindelige navn for medlemmer af familien Alcidae, små og tætte, dykkende havfugle med korte vinger, der bruges som luffer til at svømme under vandet med. Der findes 22 arter af alkefugle, hvis vi medtager gejrfuglen, den store ikke-flyvende art, som uddøde i 1844. Af andre alkefugle kan nævnes alken, Alca torda, søkongen, Plautus alle, lomvierne, dværgalkene, tejsten, Cepphus grylle, og lunderne, Fratercula artica. Familien er gammel og er opdelt i 13 slægter.

Ligesom pingvinerne, der på mange måder ligner alkefuglene, tilhører de sydlige have, tilhører alkefuglene de nordlige. De synes at stamme fra Beringhavets område, og deres nuværende fordeling er i det nordlige Stillehav, Nordatlanten og Ishavet. Alkefuglene varierer i længde fra 16 - 76 cm. Fjerdragten er i det store og hele sort på oversiden og hvid på undersiden, skønt to af Stillehavsarterne har en camouflerende yngledragt. Halen, benene og halsen er korte, og dette i forbindelse med de korte vinger, den tætbyggede krop og det store hoved giver fuglen dens undersætsige udseende. Søkongen med det stumpede næb ligner meget en humlebi, når man ser den flyve på afstand. Der er en betydelig variation i gruppens næbkarakter. Hos lomvierne er det langt og spidst, hos gejrfuglene, alkene og især lunderne er det højt og sammentrykt. Som hos andre fugle, der tilbringer megen tid i vandet, findes de vigtigste kendetegn på hovedet.

Artikel billede

Lunden, en alkefugl, nær beslægtet med alken.

Hos lunderne og nogle af dværgalkene er næbpladerne stærkt farvede og modellerede. Disse plader afkastes efter yngleperioden og fornys hvert år. Nogle arter har pyntefjer på hovedet, og næbrandene er almindeligvis stærkt farvet. Nogle arter har også stærkt farvede fødder.

Skønt ret svage flyvere, der har besvær med at komme på vingerne, er alkefuglene dygtigere dykkere og undervandssvømmere, der skaffer sig fremdrift ved hjælp af vingerne i halvåben stilling. Benene er anbragt godt tilbage på kroppen, hvilket giver mere effektiv styring, og alkefuglenes stående stilling er derfor temmelig opret. Gejrfuglen lignede meget en middelstor pingvin. Fødderne bruges sjældent til fremadgående bevægelse under vandet, men tjener som styreblade under overfladen, ligesom tilfældet er i luften. Der er selvfølgelig svømmehud imellem tæerne, selvom bagtåen - den - første - er rudimentær eller mangler. De resterende tre tæer bærer stærke kløer.

Alkefuglene æder mange slags havorganismer, bl.a. orme, skaldyr (både bløddyr og krebsdyr) og tilmed alger, men det vigtigste punkt på de fleste arters kostplan er fisk. Byttet fanges sædvanligvis på dybt vand, idet de fleste alkefugle uden for yngletiden lever til havs. Der tages også en del føde fra havbunden, men dette foregår hyppigere, når de voksne har unger at føde. Foderspecialiseringerne illustreres af de forskellige slags bytte, som ungerne hos søkonger, alke, lomvier og lunder får. Indtil tre af disse arter kan fiske i det samme vand på samme tid, men overdreven konkurrence undgås gennem forkærlighed for forskellige slags bytte. Søkongen fodrer sine unger med plankton og krebsdyr, som den bærer i en særlig kæbepose. Lunden koncentrerer sig om småfiskeyngel og tobiser. Alken tager fisk, der er lidt større, og lomvien tager de største fisk af dem alle. En lunde kan således vende tilbage til redekolonien med helt op til 30 småfisk på tværs i det ejendommelige næb, hvorimod en alk bærer færre, større fisk i sit længere næb. Lomvien, der har det længste næb af dem alle, bærer de største fisk - sædvanligvis kun en ad gangen, og ungen kan sluge en fisk - med hovedet først - som er længere end den selv. Når dette sker, vedbliver fiskens hale at stikke ud af ungens næb, mens hovedenden fordøjes. Næbbene hos disse tre fugle viser, at de må koncentrere sig om forskellige typer bytte. Næbbenes effektive længde, når fuglene griber om fisk, er hos typiske voksne eksemplarer 3,6 cm for lunden, 4,1 cm for alken og 5,7 cm for lomvien. Alkefuglene optræder i flok og yngler sædvanligvis i kolonier. Nogle af disse kolonier er enormt store og kan bestå af millioner af fugle. Hannens og hunnens udseende er ens, og begge forældrene deltager i udrugningen af ægget eller æggene og fodringen af ungerne. Rederne, der findes på klippekyster eller Øer ud for kysten, er anbragt på klippeafsatser , helt synlige, men sædvanligvis utilgængelige for klatrere. De kan også være delvis skjult i sprækker og under kampesten, eller helt skjult i huller. Disse huller kan alkefuglene selv grave, eller de kan overtage dem fra andre dyr som f.eks. skråper eller kaniner. Man har set en lunde flyve ind i et hul, som oprindelig tilhørte en kanin, og efter et kort, men kraftigt skænderi jage en skråpe ud. Undgåelsen af direkte konkurrence imellem alkefugle i samme område viser sig også ved deres valg af redeplads, ofte på samme klippeskrænt. Den almindelige lomvie og kortnæbbet lomvie, Uria lom via, lægger æg på fremstående afsatser. Alken har tendens til at lægge æggene i mere beskyttede positioner på afsatserne, undertiden helt skjult. Tejsten og sø kongen lægger æg i ly af klipper, og lunden bygger rede i et hul. Tejsten lægger oftest to æg, hvorimod næsten alle de andre alkefugle kun lægger et. I de arktiske egne er alkefuglenes æg, såvel som andre havfugles, blevet indsamlet af mennesket i århundreder, og nogle af havfuglekolonierne i det nordlige Rusland og i Grønland er underkastet fredning på grund af denne trussel.

Artikel billede

En stor koloni af lomvier, De yngler her på toppen af en høj, flad klippe.

 

Tiden for de flyvefærdige alkefugleungers afrejse fra reden varierer betydeligt efter arten. Den almindelige lomvies og den kortnæbbede lomvies unger tilbringer f.eks. fra 18-25 dage på de nøgne klippeafsatser, før de står til havs. Det første par dage efter udklækningen er ungen ret hjælpeløs og i stor fare for at falde ned fra afsatsen, ligesom den er udsat for elementernes påvirkning. Fra omkring den sjette dag vover ungerne sig hyppigere frem under forældrene, og snart begynder de at tigge føde af en hvilken som helst voksen. De flyvefærdige unger forlader reden og flagrer ned til havet, før deres primære vingefjer er fuldtudviklede, og det er derfor yderst risikabelt at gå til havs. Hyppigt ligger yngleafsatserne hundreder af fod over havoverfladen, og de unge fugle må flyve 400 m eller mere for at komme fri af klipperne nedenfor. På denne første flyvetur ledsages de sædvanligvis af en eller flere voksne. Undertiden prøver de unge at stå til havs, før de er tilstrækkeligt udviklede, og under disse omstændigheder dør de sædvanligvis af kulde og udmattelse eller drukner. Det synes, som om forældrene aktivt prøver på at forhindre en for tidlig afrejse ved at stille sig imellem ungerne og deres bestemmelsessted.

Lundens unge opvokser i redehullets sikkerhed. Den kan således tillade sig at tage den nødvendige tid og udvikle sig helt, før den står til havs. Dette kan' tage helt op til 50 dage. Stillehavets mindre alkefugle af slægterne Endomychura og Synthliboramphus udklækkes imidlertid på et højt udviklet stadium og følger med de voksne til vandet, før de er to dage gamle.

Marmoreret dværgtejst, Brachyramphus marmoratus' redebygningsvaner er hidtil ikke blevet klarlagt. Dens yngleområde synes at være nåletræsbæltet langs kysten af det nordlige Stillehavsområde. Kittlitz' dværgtejst, B. brevirostris, er højst udsædvanlig inden for alkefuglene, idet den ruger alene og lægger sine æg på den bare jord blandt snedækte pletter over trægrænsen i Alaskas bjerge eller på Øer ud for kysten. Begge arterne har en camouflerende ynglefjerdragt, hvoraf man kan udlede, at den marmorerede dværgtejst rimeligvis også bygger rede på jorden.

Uden for yngleperioden er stemmeudfoldelserne ikke hyppige, men på eller nær ved rugepladserne er de ret varierede, fra tejstens hvislende fløjten til alkens og lundens skurrende grynten, brummen og stønnen. Kaldelydene er for det meste en del af parringslegen, men aggressive toner forekommer også. Parringslegen omfatter også »vandballet" hos et antal arter, hvorunder flere fugle svømmer omkring i rækker og figurer, eller parvis optræder for hinanden med positurer, lyde og fremvisning af mundens farvepryd. Fuglene næbbes også meget, både på vandet og på rugepladsen.

Alkefuglenes oprindelse fra Beringhavet antydes delvis gennem udbredelsen af alkefugle i dag. Nogle af dem lever omkring polen, men 16 arter forekommer i det nordlige Stillehav, og 12 af disse træffes ikke andre steder. Ud over de allerede nævnte arter omfatter Stillehavets alkefugle de fem dværgalke af slægterne Ptychoramphus og Aethia, som er Økologiske modstykker til søkongen i Nordatlanten den toppede lunde og næsehornsalken. Den toppede lunde, Lunda cirrhata, har lundens sædvanlige, påfaldende næbplader, men den har også et par fjerduske, som falder ned bagtil på hver side af hovedet. Næsehornsalken, Cerorhinca monocerata, har et mærkeligt kort horn, der rager op fra overnæbbets rod, samt på hver side af hovedet et par hvide konturfjer, der strækker sig bagud, den ene fra over øjet og den anden fra mundvigen. Ulig andre lunder er denne en natfugl.

Alkefuglene udgør en meget succesrig gruppe af havfugle. Nogle af arterne tæller individer i snesevis af millioner. De hundredvis eller tusindvis af millioner af alkefugle i nordens have spiller en vigtig rolle i det almindelige Økologiske mønster og udnyttelsen af foder materialer i disse egne.

.............................................................................................................

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,8 (5 stemmer)
Siden er blevet set 9.493 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvad synes du om de nye skruelåg der skal sidde fast?
Effektiv reklame - klik her