FAMILIE: Musophagidae. ORDEN: Cuculi. KLASSE: Aves.
En familie bestående af 20 arter af aktive og ofte stærkt farvede fugle, der bor i træer. De forekommer i Afrika syd for Sahara på alle levesteder, der indeholder træer, fra tørre tornebuske og skovbryn til tætte, stedsegrønne skove. De er beslægtede med gøgen e og er 35-45 cm lange, med forholdsvis slank krop, ret 'lang hale og korte, afrundede vinger. Benene er temmelig lange, med en vendbar ydertå, og fuglene løber og hopper mellem træernes grene med stor væverhed, hvorimod deres : flyveegenskaber er ringe. På hovedet er der ofte en top, der varierer fra hårtotter eller afrundede kupler til slanke fjertoppe eller kan tage form af en stor f jer krone som hos den blå kæmpeturako, Corythaeola cristata. Næbbet er kraftigt, noget bredt og en smule nedadbøjet, og kan være meget højt med en hvælvet ryg. Farverne kan være stærkt gule og røde hos nogle arter, sorte hos andre. Hos nogle arter kan næbbet bagtil danne et frontalt pandeskjold. Næseborenes form og stilling kan variere fra den ene art til den anden. Hos de fleste arter er fjerene på hovedet og brystet af en håragtig beskaffenhed ligesom toppen, og mindre skinnende end vingerne og halen.
Hos Tauracoog Musophaga-arterne er fjerdragten sædvanligvis grøn, violet eller mørkeblå, og hos disse fugle er svingfjerenes inderste faner, og undertiden toppen, livligt røde. Det ses som et skarlagenrødt glimt, når fuglen flyver. Det grønne og røde farvestof i disse fjerdragter er specielt for bananæderne.
Kæmpeturakoen er helt blå og grøn, og en gruppe arter af de to slægter Crinifer og Corythaixoides (se turakoer) har en dæmpet grå farve, kun prydet med en anelse sort eller hvidt. Almindeligvis forekommer arterne med de mattere farver i mere åbne og tørre omgivelser. Hovedet og toppen har ofte pletter af hvidt, rødt eller lyserødt, og der kan være små røde kødlapper rundt om de store, mørke øjne.
Bananæderne er frugtædere og fodrer ungerne med opgylpet frugt, men de tager også knopper og frø og nogle insekter og hvirvelløse dyr. Under parringslegen rejses toppen, og de vifter med vingerne og halen, så de stærke farver præsenteres. Det kan ske, at hannerne mader hunnerne. Stemmen er undertiden en blød kurren, men den kan hos nogle fugle bestå af skarpe skrig, dybere næselyde, en høj skræppen eller gøen. Reden, der består af kviste, er tynd og flad, og de to æg er hvide eller har et blåt eller brungult skær og kan være næsten kuglerunde. Begge køn deltager i rugningen, der varer ca. 2½ uge. Ungerne har tykke dun og en vingeklo og kan udvise tidligt udviklede tendenser, idet de er i stand til at forlade reden og klatre omkring i træet, længe før de er flyvefærdige. Det tager dem omkring en måned at blive flyvefærdige.
1. Great Blue Turaco (Corythaeola cristata)
2. Green Turaco (Tauraco persa)
3. Livingstone's Turaco (Tauraco livingstonii)
4. Schallow's Turaco (Tauraco schalowi)
5. Knysna Turaco (Tauraco corythaix)
6. Black-billed Turaco (Tauraco schuetti)
7. Fischer's Turaco (Tauraco fischeri)
8. Yellow-billed Turaco (Tauraco macrorhynchus)
9. White-crested Turaco (Tauraco leucolophus)
10. Bannerman's Turaco (Tauraco bannermani)
11. Red-crested Turaco (Tauraco erythrolophus)
.............................................................................................................