Denne benævnelse med den lærde klang er dannet af to græske
ord ailouros, kat, og phobos, skræk. Den betegner den afsky, som nogle
mennesker nærer for katte, og som undertiden giver sig udslag med en sådan
styrke, at den antager en klart sygelig karakter. I de yderliggående tilfælde
er det nok, at en kat kommer ind i den stue, hvor den »syge« befinder sig, til
at denne blegner, begynder at svede og får kvalmefornemmelser. Ildebefindendet
kan gå så vidt som at blive til et nervøst anfald, eventuelt med besvimelse.
Når denne besynderlige sygdom rammer en højtstående
personlighed, bevares sporet heraf i historien. Man ved således, at Julius
Cæsar ikke kunne tåle en kats nærværelse. Henrik II faldt i afmagt når en kat
nærmede sig ham, og han skal have videreført denne fikse ide til sin anden søn,
Karl IX. Hvad angår Napoleon, besvimede han ikke, når han så en kat, men
begyndte at svede stærkt.
Selvom de fysiske reaktioner ikke altid er så voldsomme, er
der mange mennesker, som ikke kan lide katte, fordi de føler sig ilde tilpas i
deres nærværelse. De prøver så på at retfærdiggøre denne antipati ved at
beskylde de uskyldige dyr for en masse fejl, som de aldrig har haft, først og
fremmest et specielt menneskeligt træk: falskhed, noget som dyr ifølge sagens
natur aldrig kan være i besiddelse af.
