en af de vingede former, med klare, gennemsigtige vinger.
FAMILIE: Psocidae. ORDEN: Psocoptera. KLASSE: Insecta. RÆKKE: Arthropoda.
Et navn, der dækker mere end 1000 meget små insekter, der lever i tempererede eller tropiske regioner.
Kroppen er buttet, med eller uden vinger og er karakteristisk ved ændringen af munddelenes kæber til et par kitinstænger eller »hakker«, som sammen med kindbakkerne sætter dyret i stand til at bide eller rive føde af barkeller bladoverflader. En velkendt gruppe er boglusene, bl.a. arterne Atropos pulsatorius og Liposcelis divinatorius, der især findes i gamle bøger og lever af det mel, limvand og lim, der findes i indbindingen samt af den mug, der trives på gammelt papir.
De fleste arter har vinger, men mange arter er vingeløse eller har korte vinger, og disse findes naturligt under træers bark eller i fugles og pattedyrs reder. Nogle har slået sig ned i menneskeboliger eller i pakhuse og lastrum i skibe, og de er på denne måde blevet kosmopolitter. De klassificeres som mindre betydelige skadedyr.
Barklus er blandt de få insekter, der spinder silke som voksne. Nogle, som f.eks. Reuterella helvimacula, laver kun små spind til beskyttelse af både de voksne og deres æg og nymfer. Andre, som Mesopsocus immunis, laver blot et spind oven over en klase æg. Hos andre igen, bl.a. Liposcelis, produceres der slet ingen silke. Barklusenes livscyklus omfatter det store æggestadium med den store blomme, sædvanligvis seks nymfestadier og den kønsmodne voksne. Ved hvert hudskifte under udviklingen bliver de udvendigt synlige vingeanlæg større, og kønsorgarierne udvikles. Der findes intet passivt puppestadium.
her ses en vingeløs barklus, der lever under bark eller i fuglereder.
Levesteder og livshistorier varierer, men barklusene er fortrinsvis skovog skovlandsinsekter. Nogle få arter lever permanent i det øverste lag af døde og forrådnende blade i skovbunden. Andre, især dem, der lægger æg på løvfældende træers blade, avler sædvanligvis et kuld om foråret i bladlaget og senere kuld i selve træernes bladhæng. Liposcelis-arterne og Embidopsocus enderleini lever i barksprækker på træstammer eller under barken på døde eller døende træer. Nogle få arter er mere mobile end de fleste andre, idet de sandsynligvis udsøge r levesteder , som kun er midlertidig fordelagtige. Her yngler de i hast og flyver derefter bort. En af disse arter er den lille Lachesilla pedicularia, der ofte går ind i huse sent på sommeren og er den almindeligste barklus i luftens svæv. Endelig lever mange arter hele deres livscyklus igennem på træers bark, hvor deres føde er de encellede grønalger, honningdugskimmelsvampene, der vokser på barken, eller lav. Barklus kendes som forsteninger fra den nedre permtid, for 270 millioner år siden, da ordenen repræsenterede bestanden, der gik forud for de næbmundede insekter, Hemoptera, fjerlus, Mallophaga, og ægte lus, Siphunculata.
.............................................................................................................