Send os et godt billede om dette, mail til abcsider@gmail.com
De faktorer, der begrænser dyrenes spredning. De fleste dyr kan kun i begrænset omfang tåle ændringer af de fysiske, forhold i deres miljø. Disse forhold omfatter temperaturen, luftens relative fugtighed, vandets saltholdighed og koncentrationerne af ilt og kultveilte. Derfor er områder, hvor disse fysiske forhold afviger fra dem, dyret tåler eller foretrækker, en hindring for dets udbredelse. Hvor et område er helt utåleligt for et specielt dyr, er barrieren absolut, hvis dyret er ude af stand til at krydse den. For så vidt angår havdyr, er brede landstrækninger således en absolut barriere, ligesom havet er det for mange ferskvandsfisk og landdyr. Havområder udgør de hovedbarrierer, der adskiller landjordens dyreliv på de forskellige kontinenter. De resulterende forskelle imellem disse faunaer gør det muligt at skelne imellem særlige zoogeografiske regioner. I løbet af den geologiske tids lange perioder kan tilfældige hændelser bevirke, at et dyr passerer en barriere, som ellers er absolut. F.eks. har mange padder koloniseret de spredte Stillehavsøer, idet de har krydset brede havstrækninger, som de ikke kan leve i. Sådanne overfarter er antagelig foregået på de bunker af vegetation, der sejler ned ad floderne, efter voldsomme regnskyl.
Inden for et kontinent danner klimaforskelle grundlaget for de fleste barrierer. Det er f.eks. bemærkelsesværdigt, at antallet af dyreformer aftager i stigende grad, efterhånden som man nærmer sig de kolde arktiske eller antarktiske breddegradder. Det omfang, hvori forskellige dyregrupper kan kolonisere disse ugæstfri regioner, varierer. Fugle og pattedyr, der har en isolering i form af fjer eller hår, klarer sig bedre end andre hvirveldyr. Langt mod nord finder mange af disse fugle og pattedyr dog kun eksistensmuligheder i en kort periode af året. De trækker sydpå, når sommeren er forbi, og det bliver så koldt, at mængden af føde følgelig formindskes.
De arktiske og antarktiske regioner virker som yderkanterne af verdens beboelige regioner. I modsætning hertil danner klimaet på sådanne steder som høje bjergkæder eller ørkner barrierer imellem mere gæstfri områder. Dyr, der kan overleve i forholdsvis kort tid i sådanne miljøer, kan derfor krydse disse barrierer. De betegnes undertiden som filtre, idet de tillader nogle dyr at passere men ikke andre, og på denne måde har en selektiv (udvælgende) virkning. Sahara og Gobi-ørkenen og Himalayas bjerge udgør de filterområder, der adskiller den etiopiske og den orientalske zoogeografiske region fra resten af den gamle verden. Andre filtre kan være mindre ekstreme med hensyn til klima. Det kølige mexikanske højland har virket som filter imellem Nord- og Sydamerikas dyreliv, idet dyr, der kræver et tropisk klima, har været ude af stand til at passere dette område på vej til Nordamerika. Bering-området har også virket som et filter mellem Nordamerika og Asien. Det var en betydningsfuld kolonisationsrute tidligere i tertiærtiden, da dets klima var varmere, Beringstrædet var smallere eller helt manglede, og de to kontinenter var forbundet ved en landbro.
.............................................................................................................