Flok af olivenfarvede bavianer, der har spredt sig for at søge føde.
FAMILIE: Cercopithecidae. ORDEN: Primates. KLASSE: Mammalia.
Aber, der er typiske for Afrikas åbne landstrækninger. De kendes på den lange snude, som er særlig udtalt hos hannen, og deres betydelige størrelse. Den mest udbredte art, Papio hamadryas, forekommer over hele savannen, halvørknen og de tynde skovområder i Afrika syd for Sahara. Der findes også to arter i de tætte skove i Cameroun-regionen. De har meget kort hale, grelt farvet bagdel og kraftige riller på hver side af næsen. Savannebavianer har ikke stærke farver, ingen kraftige riller, og deres hale svinger opad, tilbage og ned i en bue. Man mente engang, at der fandtes fem arter af bavianer i savanneområderne, og at hver af disse var begrænset til en del af området, men senere studier har vist, at der består overgangsformer imellem dem, med flokke af bastarder og gradvise ændringer i farve og hår mønstre (kliner) inden for området. Mod nord er de mere tætbyggede, hannerne har større manke, ansigtet er spidst, og næsen rager frem over snuden. Farven er lys, idet de enkelte hår har mørke og lyse bånd. Mod syd er bavianerne mere langbenede og slanke, hannen har lidt eller ingen manke, ansigtet er mere nedadbøjet og næsen rager ikke ud over enden af snuden. Farven er mørkere, og hårene er ikke så båndet.
Der kendes otte underarter:
Hamadryas, kappebavian, P. hamadryas hamadryas. Ret lille, 75 cm lang, halen er 60 cm, vægt indtil 18 kg. Hunnerne er brune, hannerne grå. Hannerne har en stor manke, der ender midt på ryggen, og meget korte hår på resten af kroppen. Ansigtet er lyserødt, sædepuden rød. Lever i det nordlige Somaliland, Eritrea og det sydvestlige Arabien.
Den olivenfarvede bavian, P. h. anubis. Meget større, olivengrøn. Hannen har lang manke. Ansigt og sædepude er sorte. Fra Senegal mod øst til Etiopien og Kenya. Overgangsform med kappebavian langs Awash River, Nordetiopien.
Guineabavian, P. h. papio. Mindre, med manke, rødlig, med røde sædepuder. Begrænset til et lille område af Senegal, Guinea og Gambia.
Den gule bavian, P. h. cynocephalus. Lange ben, ingen manke, gullig. Østafrika, fra Amboseli (hvor den danner en overgangsform med den olivenfarvede bavian) til Zambezi.
Dværgbavian, P. h. kindae. Som den gule bavian, men meget mindre og med kort ansigt. Zambia og Katanga.
Kalahari-chacmabavian, P. h. ruacana. Broget, brunlig, langt ansigt og en lang hårtop i nakken og på rygkam. Det sydlige Angola og Sydvestafrika.
Gråfodet chachma, P. h. griseipes. MØrk gullig, større end kalahari-chacma, som den ellers ligner. Rhodesia og Mozambique. Overgangsform med den gule bavian i det østlige Zambia.
Sortfodet chacma, P. h. ursinus. Sortbrun, med sorte hænder og fødder. Den største af alle bavianer. Sydafrika, undtagen i det nordlige Transvaal.
bavianer, der søger føde i en skovkant i Østafrika i selskab med antiloper.
Bavianunge, der får en ridetur
et portræt af en ung bavian
Bavianerne, der er aggressive og farlige, lever i store flokke, hvis sammensætning og sociale adfærd varierer fra område til område. På Øst- og Sydafrikas savanner er flokkene små med 20-80 medlemmer, der altid bliver sammen. Imidlertid findes der i ørkenområderne i Eritrea, det nordlige Somaliland og Sydvestafrika enorme flokke med helt op til 150 medlemmer, men disse opdeles om dagen i grupper, som dels består af en enkelt han og flere hunner, dels udelukkende af hanner, ungkarleflokke. Denne samfundsform, som især er typisk for kappebavianer, har en del særlige egenskaber og må beskrives særskilt. Den mest typiske sociale organisation på savannen beskrives først.
Savannebavianernes organisation er mere eller mindre hierarkisk inden for flokken, idet en enkelt han ofte er dominant i alle henseender. Det sker imidlertid, at forskellige individer dominerer i forskellige situationer, og undertiden kan to eller tre af de mindre stærke hanner slå sig sammen permanent og tage magten i situationer, hvor en enkelt stærkere han ellers altid ville dominere. Hunnerne er altid underordnet hannerne og har en slags rangfølge inden for deres egne rækker, skønt denne også kan brydes: en hun med en lille unge behandles f.eks. hensynsfuldt af resten af flokken.
Inden for bavianflokken er kønsforholdet mere eller mindre lige. Der er imidlertid to eller tre gange så mange voksne hunner som voksne hanner, eftersom hunnerne bliver kønsmodne på 4-5 år, hvorimod hannerne kræver 7-10 år. Flokken har et stort leveområde med et kerneområde, der består af en klynge træer. Ud fra dette område færdes flokken inden for en radius af godt 1,5 km. og kan tilbagelægge helt op til 10 km på en dag, mens de samler føde undervejs. Bavianer er altædende. De lever af frø, rodknolde, græs, insekter - selv skorpioner og slanger. Man har også set bavianer dræbe og æde unge gazeller. De sniger sig imidlertid ikke ind på dem med hensigt, sådan som chimpanserne gør, men støder sandsynligvis ved et tilfælde på en gazelleunge, som moderen har efterladt i græsset.
Om dagen slår en bavianflok sig tit sammen med en hovdyrhjord; især impalaer. Forbindelsen er til fælles fordel. Impalaen er årvågen og advarer om fare, mens bavianerne er stærke og frygtindgydende og kan yde antiloperne beskyttelse. Det sker ikke sjældent, at leoparder og geparder jages bort af en gruppe hanbavianer. På den anden side kan en enlig bavian, selv en han, blive dræbt og ædt af en leopard. På Serengetisletten udgør bavianer 4% af leopardens føde.
Bavianflokken har stærkt sammenhold. Det sker sjældent, at et individ skifter flok. En meget stor, uhåndterlig flok vil opdeles i undergrupper, når der søges føde og gradvis opstår der to uafhængige flokke. Dominante hanner og hunner med unger færdes i midten af flokken. De yngre og svagere hanner bevæger sig almindeligvis i yderkanterne og er de første til at se og advare om fare. Når dette sker, kommer de store voksne hanner frem. Som hos alle østaber er bavianhannens hjørnetænder lange, skarpe og afskrækkende, med en knivskarp bagside. Hunnens kønscyklus varer 35 dage, og ligesom mange højere primater udvikler bavianhunnerne seksuelle hævelser; huden omkring kønsåbningen begynder at svulme op og fyldes med en vandagtig væske kort tid efter menstruationen og er mest hævet, når brunsten er på højdepunktet. I denne periode parrer den dominante han sig med hende og søger at forhindre andre hanner i at gøre det. Derfor er de fleste medlemmer af det næste kuld afkom efter den stærkeste han. Efter brunsten forsvinder hævelsen hurtigt, og den stærkeste han håndhæver ikke længere sit monopol på hende. Andre hanner kan parre sig med hunner uden for brunsttiden og gør det også.
Drægtighedstiden er seks måneder. Ungen er sort, når den fødes, og er genstand for omsorgsfuld opmærksomhed fra andre medlemmer af flokken. I begyndelsen holder den sig fast på moderens mave, senere på hendes ryg. Efter fire til seks måneder antager ungen den voksne farve, og lidt senere vænnes den fra. Efterhånden som ungen bliver mere og mere uafhængig af moderen, begynder den at søge beskyttelse hos de voksne hanner i stedet. De unge abers ret voldsomme leg tåles af de voksne hanner til at begynde med, men efterhånden tages korrigerende opdragelsesmetoder i anvendelse, i form af klaps og trusler. De unge hanner bliver snart meget stridbare, og der udbryder ofte alvorlige slagsmål blandt dem, antagelig i et forsøg på at skabe fremtidig dominans. De voksne hanner standser imidlertid disse kampe ved at jage og true deltagerne. På denne måde straffer de også en halvvoksen, der generer en hun eller en unge, og skriget fra en unge vil prompte bringe adskillige store hanner til dens undsætning.
Bortset fra at være beskyttere og de forplantningsmæssigt heldige dyr får de dominante hanner fortrinsret hos de andre dyr. De får føden, hvis der er mangel, og de udstøder flere trusler, end de modtager. Et truende blik eller blottelse af hjørnetænderne ved at krænge læberne tilbage, ledsaget af en pludselig foroverbøjet stilling og en hostende grynten, den »åbne munds trussel«, er sædvanligvis nok til at fremkalde god opførsel hos den formastelige. Pacificeringsadfærd optræder i flere former. En af de mest almindelige er »at tilbyde sig«, en pseudoseksuel handling, der indbyder det dominante dyr til parring, og endog til at støde, skønt det sædvanligvis ikke lykkes den at trænge ind, og som oftest har det dominante dyr ikke erektion. Både hanner og hunner tilbyder sig i underkastelsessituationer. Bestigning og virkelig parring antager forskellige former hos forskellige racer af bavianen. Hos de fleste foregår der en enkelt bedækning, hvor hannen støder, indtil han får sædudtømmelse. Hos den sortfodede chacma kan den dominante han og en brunstig hun danne et par, der søger føde og bevæger sig omkring sammen en del af dagen. Hannen bestiger hunnen, giver nogle få stød, trækker sig tilbage og kommer igen et par minutter senere. Sådan fortsætter han, indtil sædudtømmelsen. Chacmaer parrer sig også med større anvendelse af stemmelyde end andre bavianer.
De store flokke af kappebavianer, der hver aften samles på soveklipperne, skilles om dagen og danner et antal mindre grupper, der hver består af en voksen han og adskillige hunner. De overskydende hanner danner en ungkarleflok. Situationen er blevet godt undersøgt af Hans Kummer. I hver enkeltmans-gruppe truer hannen sine hunner, og de samler sig om ham og følger tæt efter ham. Det er nødvendigt for dem at lære dette. Et dyrs sædvanlige reaktion på trusler er flugt. Kummer og hans medarbejdere opdagede, at olivenfarvede bavianhunner, hvis de blev sluppet løs i områder, som var beboet af kappebavianer blev omringet af kappebavianernes hanner og hurtigt lærte at følge dem. Det forholder sig sådan, at til trods for de forskellige sociale organisationer hos olivenfarvede bavianer og kappebavianer, foregår der en betydelig krydsning på grænserne til deres områder, idet hver enkelt hun lærer at tilpasse sig den lokale hans adfærd. Hos kappebavianen vil en genstridig hun få lært lydighed ved hjælp af et hurtigt bid i nakken, som hannen giver hende med fortænderne. Gruppeadfærd hos kappebavianen begynder tidligt, i en alder af 3-4 år. Før den tid vil den unge han have parret sig med voksne hunner, indtil gruppeinstinktet er udviklet og smelter sammen med seksualinstinktet. En af de hunner, han har samlet til sin gruppe, bliver da hans seksuelle partner og kernen i hans enkeltmans-gruppe. Ungkarlehannerne prøver på at knytte sig til særlige enkeltmans-grupper og er altid på udkig efter en chance til at overtage gruppen. Skønt de olivenfarvede bavianer trænger langt ind i det nordøstlige Congo, er de virkelige skovbavianer den korthalede dril, Papio leucophaeus, og mandrillen, P. sphinx.
Mandrillerne er endnu større end de fleste bavianer, mørkebrun med hvidt kindskæg, gult overskæg og en tot hår på issen. Ansigtet har stærke farver hos den voksne han: næsen er rød, rillerne på hver side af den er blå. De samme farver findes hos hunnerne og ungerne, men er meget mere dæmpede. Penis er rød, og pungen blå. Sædepuderne er røde, og sædets behåring er blå og hvid. Overkæbens sider er diagonalt rillede. Drillen er mindre end mandrillen, dens farve er mere over i det olivengrønne. ansigtet er sort, og den har ingen riller på snudens sider. Hagen er rød, og den har en hvid hår krans hele vejen rundt om ansigtet. Mandrillen lever i Cameroun, Ækvatorial Guinea, Gabon og Congo (Brazzaville), hovedsagelig nær ved kysten. Drillen lever i de samme områder, men foretrækker i højere grad skovene inde i landet, og deres område strækker sig til Mount Cameroun, Cross River-distriktet i Nigeria og Øen Fernando P6 i Biafrabugten. De lever begge hovedsagelig på skovbunden, men viger ikke tilbage for at klatre i træer, hvor de æder frugt og bær samt bark og rødder. Flokkene er store, indtil 60 medlemmer, men deler sig til tider i enkeltmans-grupper (i det mindste hos drillen) der søger føde hver for sig i flere dage. De spredte flokke finder sammen igen ved hjælp af særlige signallyde. Drillen og mandrillen placeres undertiden i en særskilt slægt, adskilt fra de mere typiske bavianer, der lever i åbent landskab. Nyere undersøgelser viser imidlertid, at de i alt væsentligt ligner andre bavianer, men blot har specialiseret sig til livet i skovene ved at udvikle en kraftigere storetå til at gribe med og store, skarpe fortænder. Bavianer betragtes som en plage i de fleste dele af deres område og jages for den skade, de gør på afgrøder og haver. Der hersker imidlertid ingen øjeblikkelig fare for, at de skal blive sjældne.
Han af anubis-bavian med kappe lignende manke.
Gul bavian i typisk siddestilling, på hug.
Kort, der viser udbredelsen af de otte underarter af hamadrysbavianer. Pilene viser de gradvise eller pludselige, retningsbestemte ændringer i farve, hårmønstre og størrelse.
.............................................................................................................