Logo

bekkasiner

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Artikel billede

En repræsentant for en afrikansk race af den europæiske dobbeltbekkasin. Den er her fotograferet ved bredden af Lake Naivasha i Kenya.

FAMILIE: Charadriidae. ORDEN: Charadrii. KLASSE: Aves.

Langnæbbede fugle af underfamilien Scolopacinae med smidige næbender, som kan åbnes under jorden, når de finder føde. Som man kan forvente hos fugle, der er aktive ved svagt lys, har bekkasiner og skovsnepper store øjne, der sidder langt tilbage på hovedet, således at synsfeltet er næsten 360°. Kroppen er ret lille og tyk, og benene er temmelig korte. Fjerdragten har camouflagefarver, og fuglene holder sig helt i ro, indtil de forstyrres på meget nært hold, hvorefter de stiger brat til vejrs, ofte med uberegnelige ændringer af flyveretningen.

De talrigeste medlemmer af denne gruppe af arter hører til slægten Gallinago (tidligere Capella), der har en verdensomspændende udbredelse i åbent marskland.

Artikel billede

Dobbeltbekkasinen, G. gallinago, yngler over hele den nordlige halvkugle, og også i Afrika og Sydamerika, hvor den hovedsagelig er standfugl. Geografiske racer af arten er blevet kaldt f.eks. Wilsons bekkasin fra Nordamerika, der overvintrer i Centralamerika. De vestlige palæarktiske populationer af den almindelige bekkasin trækker om efteråret sydvest på til De britiske Øer og i koldt vintervejr til Spanien, andre populationer når frem til tropisk Afrika. Den sibiriske bekkasin, G. stenura, yngler i Sibirien. Denne fugl kan prale med 26 halefjer sammenlignet med den almindelige bekkasins 14. Den trækker sydpå til Indien om vinteren. I den centrale dele af Palæarktis yngler tredækkeren, G. media, i sumpet skovl and i den nordlige zone, så langt vestpå som Skandinavien (hvor dens antal hurtigt formindskes) og mod øst til Centralsibirien, hvor den erstattes af Swinhoes bekkasin, G. megala. Tredækkeren trækker sydpå om vinteren til tropisk Østafrika.

Hen over den palæarktiske regions midterste breddegrader lever skovsneppen Scolopax rusticola, en vadefugl, som yngler i åbent skovl and. På lignende levesteder i Nordamerika erstattes den af den amerikanske skovsneppe, Philohela minor, som nogle forfattere mener bør henregnes til slægten Scolopax, selvom den har en anden vingebygning. Arter, der er beslægtede med skovsneppen, findes i Indonesien, New Guinea og enkelte andre steder. En anden bekkasinart, som tilhører slægten Coenocorypha, findes på New Zealand, hvor den bygger rede i gange, som andre fugle har lavet. En anden slægt, som kun omfatter en art, er Lymnocryptes. Enkeltbekkasinen, L. minimus, yngler på de nordlige breddegrader af Palæarktis, og nogle af disse trækker sydvestpå om efteråret til De britiske Øer, mens andre overvintrer i Indien og tropisk Afrika.

Artikel billede

Bekkasin og skovsneppe frembringer en mængde ikkevokaliske musikalske lyde i yngletiden. De tre omdannede ydre håndsvingfjer hos den amerikanske skovsneppe frembringer en fløjtende lyd, når fuglen dykker fra højden, og under lignende krumspring frembringer den almindelige bekkasin en trommelyd (eller »brægelyd«), der giver genlyd, ved at fuglen vibrerer med det yderste par udbredte halefjer. Andre arter af Gallinago frembringer også lyde ved vibration med halen med undtagelse af tredækkeren. Her optræder 5-15 hanner i fællesskab og med stor stemmeudfoldelse tidligt på sommeren på en skoggerplads (i lighed med brushanens) i den arktiske nats tusmørke.

Skovsneppens parringsleg er forbundet med en langsom, plan flyvning (sneppetræk) lige over trætoppenes niveau, hvorunder den grynter og fløjter. Den er også bemærkelsesværdig med hensyn til sin evne til undertiden at bære ungerne, mens den flyver, idet den da holder dem imellem sine ben.

Alternativ bekkasin:

Artikel billede

Bekkasin Brændeovnen har været på markedet i mange år. Den er ualmindelig effektiv og brænder nemt natten over uden ekstra påfyldning af brænde. Den spreder varmen godt via et simpelt konvektionssystem, og den kan placeres tæt ved møbler, idet siderne på ovnen aldrig bliver over 70°C varme. Den forbrænder næsten alt, og det er korrekt, at den kun skal tømmes for aske 1-3 gange pr. år! Ovnen er topfyret og dermed renlig i brug, da der ikke kommer aske ud på gulvet.

.............................................................................................................

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Dyrebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (2 stemmer)
Siden er blevet set 6.687 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Har du en airfryer?
Effektiv reklame - klik her