Rekonstruktion af en belemnit, der viser den formodede forbindelse imellem bløddel ene og skelettet (blåt), den eneste del, hvoraf forstenede rester kendes.
RÆKKE: Mollusca. Uddøde blæksprutter, som var nært beslægtede med de nulevende ottearmede og tiarmede blæksprutter. De var alle sammen havdyr og opstod sandsynligvis af primitive nautiloider med lige, udvendige skaller i det mindste så tidligt som i devon tiden for 350-400 millioner år siden. Skallens vægge blev efterhånden enormt fortykkede og voksede bagud og gav dyret en god beskyttelse, medens fragmoconen og kropkammeret aftog i størrelse. Samtidig bredte bløddelene sig bagud og opad og omgav skallen. Disse ændringer gaven betydelig forbedring af den strømlinede udformning, men indvirkede uheldigt på opdriften. Selvom den reducerede fragmocone kunne fyldes med luft, kunne den ikke udligne den vægtstigning, der skyldtes den tunge skal, og dyrene må have været betydelig tungere end havvandet. De var sandsynligvis hurtige, men dårlige svømmere.
De første kendte belemnitter stammer fra kultiden. De var almindelige i jura- og kridttiden og findes i store antal i visse formationer. De døde ud i eocæntiden. De fleste forsteninger består kun af rostrum eller piggen, skønt det ikke er ualmindeligt at finde eksemplarer med dele af fragmoconen. På grund af deres form kaldes de undertiden tordenkiler eller vættelys.
Belemnittens skal består af tre dele: rostrum, fragmocone og proostracum. Rostrum er meget stærk og udgør en del af skelettet. Den er i grove træk cigarformet og slutter i en spids bagtil. Den har et tragtformet hulrum, alveolen, fortil, men bortset fra dette er rostrum massiv og består af calcitkrystaller, en form for kalciumkarbonat, der udstråler fra' en længdegående akse. Fragmoconen ligger inden i alveolen. Den svarer til den. del af perlenautilens skal, der indeholder kammeret, men er stærkt reduceret. Dens hulrum er opdelt af tætsiddende tværvægge, der er let konkave med krumningen vendende fremad og fastgjort til fragmoconens tynde væg i simple, cirkulære suturer. Der findes et meget tyndt siphuncularrør, der antagelig indeholdt en streng, mens belemnitten levede, skønt der måske ikke har været tale om ret meget mere end et rudiment. Proostracum er et skohornsformet fremspring, der strækker sig fremad fra alveolens rygkant. Det beskyttede i nogen grad dyrets bløddele, og udgør sandsynligvis resterne af kropkammeret.
Det er klart, at en skal af denne art umuligt kunne omslutte dyret, og dette bekræftes af nogle usædvanlig velbevarede forsteninger fra juratidens litografiske kalksten i Bayern og kridttidens kalksten i Libanon. Disse forsteninger viser dyrets form i retning af tiarmet blæksprutte, den indvendige skal, et lille antal arme, sandsynligvis ti, en blæksæk og de hornagtige kæber. Gælleantallet kendes ikke, men der er god grund til at antage, at bel em nitterne kun havde et par.
I klassifikationer, der hovedsagelig behandler nulevende former og derfor i hovedtrækkene er baseret på bløddele. anbringes belemnitterne i ordenen Dibranchiata og underordenen Decapoda. Inden for den klassifikation, som normalt bruges af palæontologer, anbringes belemnitter som ordenen Belemnoidea i underklassen Coleoidea, der omfatter alle blæksprutter med en reduceret invendig skal.
.............................................................................................................