Er udtryk for et dyrs udvælgelse af et bestemt bosted, der har de egenskaber, der gør det velegnet for den pågældende art. Et sådant artskarakteristisk bosted kaldes også artens biotop. Det er almindeligt kendt, at dyr sjældent, om nogen sinde, er vilkårligt fordelt i miljøet. De har snarere en tendens til at være samlet i områder, hvor levevilkårene er gode, og at optræde mere sporadisk andre steder. Et sådant fordelingsmønster kunne forekomme, hvis de unge stadier spredtes vilkårligt, men senere kun overlever i de områder, der byder på de bedst mulige forhold. Det er imidlertid mere almindeligt, at unge dyr kan udvælge biotoper, bosteder, som vil egne sig for den voksne tilværelse, og på denne måde formindskes de unge stadiers dødelighed. En forandring i de voksnes miljøforhold kan der også kompenseres for, idet de kan opsøge og udvælge et nyt bosted. Mange pattedyr, fugle og insekter foretager f. eks. omfattende vandringer eller træk og udvælger derved nye bosteder egnet til vækst og forplantning. Sådanne vandringer med masseoptræden af en bestemt art, f. eks. vandregræshopper, kan have stor økonomisk betydning og vækker derfor særlig opmærksomhed, men hos mange dyr spiller mindre omfattende vandringer i forbindelse med biotopvalget en lige så vigtig rolle ved bestemmelsen af deres lokale udbredelse. Bænkebideren, Porcellio scaber, forekommer almindeligt på fugtige steder og dør hurtigt, hvis den udsættes for tørke. Dette dyr udviser tre typer af reaktion på luftens fugtighed. For det første er bevægelseshastigheden høj ved lav fugtighed, men lav ved hØj fugtighed. For det andet foretages der et stort antal drejninger ved lav fugtighed, idet muligheden for at møde optimale forhold således øges. Endelig tilbringer dyret ved høj fugtighed en stor procentdel af tiden med at hvile, og hviletiden aftager progressivt, efterhånden som fugtigheden bliver lavere. To eller flere af disse reaktioner kombineres almindeligvis og resulterer i ophobning af individer på fugtige steder. Det vides også, at reaktioner på lyset og tyngdekraften hos et lille bløddyr, skallusen Lepidochiton cinereus, der lever i tidevandszonen, resulterer i samling af denne art på fugtige steder under store sten, når der er ebbe. Mange andre dyr, der lever i tidevandszonen, foretager udflugter efter føde, f.eks. tangloppen, Talitrus saltator, forgællesneglene Littorina littorea (strandsnegl) og Hydrobia ulvae (dyndsnegl) samt nogle muslinger. Hos disse dyr bringer en orientering efter lyset dyret i nærheden af et egnet bosted, og det efterfølges ofte af en reaktion på et egnet steds mere specielle egenskaber. Hos strandsnegle og hos tangloppen kan der f.eks. forekomme orientering efter den lokale topografi, og sneglen Patella (albueskæl) bruger muligvis denne mekanisme til at returnere til nøjagtig det punkt, hvorfra den begyndte sin udflugt efter føde. Skallens rand er ujævn og forskellig fra individ til individ. Den er gennem den gradvise vækst tilpasset til ujævnhederne i klippen, hvor sneglen plejer at sidde, og kun her slutter den tæt til underlaget og hindrer fordampning, når vanddækket er borte. Hvis sneglen ikke finder tilbage til dette sted efter en fourageringsudflugt, kan den blive udsat for et stort vandtab i ebbeperioden.
Hos de dyr, hvor den voksne er ude af stand til at opsøge et nyt bosted efter en forandring i miljøforholdene, får de unge stadiers adfærd særlig betydning. Hos f.eks. mange parasitter er larvestadiernes reaktioner på den passende vært af stor betydning for at sikre den fuldstændige livscyklus. Endvidere er de voksne former af mange dyr, der lever i tidevandszonen, som f.eks. nogle havbørsteorme, rankefødder og østers, fastsiddende eller har i bedste fald kun begrænsede muligheder for at bevæge sig. Derfor spiller larvernes reaktioner ved biotopvalget en vigtig rolle ved bestemmelsen af den zonering, man kan iagttage i de voksnes udbredelse. Mange af disse larver er små planktonorganismer, der passivt følger havstrømmene, og de kan udsætte forvandlingen, til de støder på et under lag, der er egnet for den voksne tilværelse. De kan da sætte sig fast, idet de reagerer på underlagets fysisk-kemiske egenskaber eller tilstedeværelsen af voksne dyr af samme art. Den sidstnævnte »flokstimulusfungerer som et godt tegn på bostedets egnethed for den voksne tilværelse, da den viser, at forholdene er fordelagtige ikke blot på et bestemt tidspunkt, men i en periode, der er lang nok til at tillade vækst hos de voksne dyr. Den kemiske påvirkning, der får larven til at slå sig ned, viser sig i alle tilfælde at blive modtaget efter kontakt med et egnet underlag. Hos dyr, der slår sig ned på visse alger, er den virksomme påvirkning sandsynligvis et slimagtigt stof, men flokdannelsen hos østers, rankefødder og visse havbørsteorme er primært en reaktion på kinongarvede proteiner, som indgår i de stoffer, der fæstner ormerør og rankefødder til underlaget. I andre tilfælde synes et lag af mikroorganismer, der dækker sandskorn af en passende finhed, at få visse havbørsteorme og snegle til at slå sig ned.
Sådanne mekanismer i biotopvalget kan resultere i dannelsen af meget tætte bestande, men man ved også, at mange dyr reagerer på en sådan måde på arts
fæller, der allerede findes på stedet, at de ikke slår sig ned inden for en vis afstand. Der sker altså en spredning af dyrene inden for biotopet, og på denne måde formindskes den stærke konkurrence mellem individerne, som ellers ville blive resultatet.
.............................................................................................................