Birmakat

Birmakatten har et middel-temperament, når man undtager hunkattens overvældende hyppige og støjende kønsaktivitet

Denne interessante race blev anerkendt i Frankrig i 1925. Imidlertid må det konstateres, at oprindeligt blev birmakatten ikke forædlet gennem franske katte. Man må tilbage til 1920 for at finde oprindelsen til de første eksemplarer. Æren for at have indført racen i Frankrig tilkommer den amerikanske milliardær Vanderbilt.

Under et krydstogt i det fjerne østen lykkedes det ham for en meget høj pris at skaffe sig et par hellige katte, som man sagde var stjålet i Lao-Tsung-templet af en upålidelig tjener. Kun hunkatten, Sita, overlevede den lange hjemrejse. Heldigvis skulle den være moder, og den nedkom med et kuld i Nice.

Det er fra dette kuld at samtlige birmakatte helt op til 1940 stammer.

Så satte krigen brat en stopper for opdrætternes bestræbelser, og i 1945 stod man praktisk taget atter ved udgangspunktet. Heldigvis var der stadig et par tilbage af glimrende afstamning. Ikke desto mindre skulle der gå tyve år før opdrætternes anstrengelser resulterede i, at man atter kunne beundre Birmas hellige katte på udstillingerne.

Standard

Krop: Middel af bygning og lidt langstrakt. Hankatte noget kraftigere end hunkatte.

Ben kraftige, korte og velformede.

Hoved: Bred pande med kraftige, runde kinder. Hvælvet hovedskal. Kort, rund næseryg, som hverken må være lige (som hos siameseren) eller have stop (som hos perseren). Et svagt knæk, som understreges af pelsen, er tilladt ved næseroden. Kraftig hage.

Ører så små som muligt og ikke for højt ansat.

Lange, kraftige knurhår. Persertype uønsket.

Øjne: Dybt blå. Runde til let ovale.

Pels: Alt efter hvor på kroppen, der er tale om, lang til halvlang pels: på ryggen og siderne lang og af silkeagtig kvalitet. I ansigtet kort pels, som tiltager i længden fra kinderne og videre bagud. Kraftig krave.

Farve: Birmakattens pelsfarve svarer til siameserens på ansigt, ører, ben og hale. Aftegningerne er enten brune eller blå. Den øvrige pels er lyst æggeskalsfarvet. Ryggen er gyldenbeige, også hos den blåmaskede variant. På bugen er pelsen helt hvid.

Hvide pletter i de brune (eller blå) områder er diskvalificerende, og sådanne dyr må ikke anvendes i avlen.

Handsker: Birmakattens særkende er de fire hvide poter. Alle fire poter skal være rent hvide og give indtryk af handsker. De helt hvide handsker kan ende ved tæernes basis, men kan også nå op til overgangen mellem poter og ben.

Det hvide parti på bagbenene skal ende i en spids på bagbenenes undersider. Mangler disse »sporer« kan der ikke gives certifikat. På bagpoterne tolereres noget længere handsker end på forpoterne.

Regelmæssighed og symmetri er vigtig.

Hale: Elegant og af middel længde med kraftig pels. I hvilestilling hænger halen nedad, men under bevægelse bæres den ofte som en egernhale. Der må hverken være knæk eller knuder på halen.

Denne standard beskriver - som det også er tilfældet for andre racer - de fuldkomne egenskaber. Fejlfri katte er undtagelser; men fejlene ses lettere hos birmakatten, for uregelmæssigheder i handskerne er iøjnefaldende. Derfor bør man fortrinsvis anvende katte med størst mulig regelmæssighed i handskerne til avl uden dog at glemme de øvrige egenskaber. Birmakattens skønhed ligger i det harmoniske helhedsindtryk, og herefter bør den også bedømmes.

Points

Krop 20

Hoved og øjne 20

Farve 15

Tegninger

på forben 5

på bagben 5

Sporer på bagben 5

Hale 15

Pels og kondition 15

ialt 100

Legenden om birmakatten, hvori fiktion og virkelighed blandes på den måde, man hører i østens fortællinger, er da også meget smuk. Længe før Buddhas ankomst til Jorden rejste der sig i Birma templer, indviet til guden Song-Hio og gudinden Tsung-Kiang-Kse. Præsterne - kitthas'erne - tilbragte deres liv i meditation. I det øjeblik, de opnåede den evige ekstase, overførtes deres ånd til en af de hellige katte, som levede på tempIets område.

Præsterne og kattene, som blev drevet bort af den brahmanske indflydelse, søgte tilflugt i det nordlige Indokina i Lao-Tsung-templet. Det var her, at en ærværdig præst, en vis blandt de vise, Mun-Ha, gjorde sig bemærket og helligede sig gudinden med safirøjnene. Man sagde, at hans gyldne skæg var blevet flettet af guden Song-Hio selv. Oldingen havde en kat, der hed Sinh. Denne tjente ham som orakel og blev agtet på lige fod med sin herre.

Så en aften, da thai'erne, der kom fra Siam, belejrede templet, døde den gamle mand. Man så da transfiguration-miraklet foregå for alles øjne: katten sprang op på sin herres hoved: dens krop, som hidtil havde været hvid, antog den samme gyldne farve, som den hellige mands skæg; dens øjne blev safirblå som gudindens og dens brune poter fik sokker, hvide som håret, den hagede sig fast i; Kattens blik opflammede præsterne, der jog deres fjender på flugt. Syv dage senere døde så Sinh; og man så hundrede hellige katte komme ud fra templet, og disse havde ved et nyt mirakel undergået den samme forvandling som Sinh ...

»Ve den, som volder en af disse kattes død, siger legenden. Han skal lide de grusomste kvaler, indtil den sjæl i nød, som han har bragt forstyrrelse i, finder ro.«

Birmakattene er meget tiltrækkende. Den mærkelige skønhed i deres gang, deres majestætiske holdning, deres pels, deres fascinereride øjne gør dem til venner, som er noget anderledes end andre katte. De er ikke så flegmatiske som persere, ikke så livlige som siamesere men er hengivne ledsagere, der bliver fraværende og fjerne, så snart deres herre fjerner sig. Som et mere prosaisk træk må nævnes hunkattenes overvældende, hyppige og støjende kønsaktivitet.

Birmakat