Bughindebetændelse

Bughinden beklæder alle tarme og organer i bughulen, samt indersiden af bugvæggen. Betændelse kan forårsages af mikroorganismer, som ved et tilfælde trænger ind i bughulen enten via underlivsorganerne eller fra tarmdefekter.

Mulige årsager er ofte operationer, sjældnere medfødte misdannelser. Bughindebetændelse kan også opstå efter en perforering i fordøjelseskanalen forårsaget af et fremmedlegeme eller af sprængning af en inficeret livmoder. Når bughindebetændelsen er akut, viser det sig ved forhøjet temperatur. Katten viser tegn på voldsomme smerter i underlivet, hvilket får den til at gå helt sammenkrummet og hæmmer dens vejrtrækningsbevægelser.

Når betændelsen er kronisk, er den som regel mindre smertefuld og temperaturen stiger kun ganske lidt samtidig med at bugen udspiles og fyldes med serøs eller materiefyldt væske. Denne lidelse må behandles af dyrlægen, der vil give katten antibiotika og dræne bughulen, enten ved at anbringe et dræn eller ved at give vanddrivende midler. Hvis bughindebetændelsen skyldes bakterier, inddrypper han direkte antibiotika som tetracyklin i bughulen. Behandlingen med antibiotika må strække sig over længere tid; samtidig må dyret tilføres væske, og man må overvåge de vigtigste udsonderingsorganer, lever og nyrer.

I den seneste tid er man blevet opmærksom på en speciel, ondartet form for bughindebetændelse. Det drejer sig om den såkaldte infektiøse Virus peritonitis, som delvis er beslægtet med cancersygdomme* som fx katteleukæmi, som også fremkaldes af et virus. Man har dog ikke med sikkerhed fastslået om der er slægtskab imellem de to slags vira. Sygdommen udvikler sig snigende over lang tid, måske op mod 4-6 måneder, og viser sig ved, at katten får tiltagende bugomfang samtidig med, at den går og skranter. Efterhånden bliver bughulen så stor, at det går ud over kattens evner til at ånde korrekt, og der kan derfor støde tegn på åndedrætslidelse til.

Lidelsen er i princippet smitsom, men det ser ud til, at smitten næsten kun overføres gennem meget direkte kontakt fx fra moderdyr til endnu ufødte killinger og måske fra hankat til hunkat i forbindelse med parringer. Der kendes endnu ikke nogen behandling af denne lidelse, men man kan nu ved hjælp af forfinet laboratorieteknik - immunfluorescens - fastslå denne diagnose med sikkerhed.

Se fordøjelsessystem, leukose.