Hyrdehunde: Hyrdehunden fra Nordspanien er en underholdende
selskabshund for aktive mennesker
HØJDE: Hanner 47-55 cm. Tæver 43-53 cm.
VÆGT: 17-19 kg.
FARVER: Fawn, brun i mere eller mindre rødlige nuancer, grå,
sort og hvid.
HJEMLAND: Spanien.
INTERNATIONALT RACENAVN: Gos d'Atura Catala.
MENTALITET: Den er aktiv, legelysten og altid opmærksom. Der
er ingen risiko for at komme til at kede sig i selskab med hyrdehunden fra
Catalonien. Det er en utrættelig ledsager, hvis man kan lide at vandre, løbe
eller cykle og en herlig legekammerat for børn. Den er meget vagtsom og kan
virke noget skeptisk over for fremmede.
BEHOV: En livlig og motionsglad hund, som har behov for tæt
kontakt til sin familie, og dermed er den velegnet som selskabshund for aktive
mennesker. Meget glad for at opholde sig udendørs.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: En energisk hund, der
sætter stor pris på at blive beskæftiget. Den har mange af de oprindelige
hyrdehundeegenskaber i behold, og den er således altid opmærksom på, hvad der
foregår i omgivelserne. Den er lydhør, men tager også selvstændige initiativer.
PELS OG PLEJE: Den stride pels er nem at holde i hverdagen
ved hjælp af karte og børste. Den fælder i to tempi, først på forparten og
derefter på bagparten. Pelsen er lokket og glat eller let bølget. Racen findes
også i en meget sjælden korthåret variant (perro de pastor eller catalan de
pelo corto).
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Racen kræver
tidlig socialisering til fremmede. Hurtig opfattelsesevne, lærenem og
samarbejdsvillig, så indlæringen volder sjældent problemer. Træn varieret og
tempofyldt i korte sekvenser, så hunden ikke når at kede sig ved for mange
gentagelser.
OPRINDELSE: Racen stammer fra den nordspanske provins
Catalonien, som strækker sig fra kysten ved Barcelona til Pyrenæerne. Her har
dens nøjsomme forfædre vogtet får i århundreder under barske vilkår, hvilket
har gjort hundene ufølsomme over for varme og kulde og al slags vejr. Racens
standard blev skrevet i 1929 på basis af to individers udseende, så i
lokalområdet kan man stadig finde forskellige typer. Sandsynligvis i nær
familie med de franske hyrdehunderacer fra den anden side af Pyrenæerne.