Når man iagttager dyr i almindelighed, bemærker man, at de til tider er ligeglade med, hvad der sker rundt omkring dem, mens de til andre tider er opmærksomme og tilskyndes til handling. Denne almene aktivering kan ses af dyrets bevægelser, som f.eks. når det spidser ører for at opfange en lyd eller følger en genstand i bevægelse med øjnene. Den ændrede adfærd ledsages af en ændring af hjernens elektriske aktivitet, hvoraf meget foregår i netformationen (i den forlængede marv). Enhver påvirkning af et sanseorgan forårsager to slags reaktion i hjernen. Den ene sker i området, som især er ansvarligt for den pågældende sans, f.eks. synsbarken for synet. Den anden er mere almen og stammer fra alle områder, som befordrer sanseimpulser udefra. Disse tilføres netformationen og derfra de højere centrer, hvorved disse »vækkestil handling. På denne måde kan en påvirkning ændre dyrets modtagelighed for andre påvirkninger. Det formodes at dele af hjernen hos lavere hvirveldyr og hos hvirvelløse dyr har en funktion, der ligner netformationens hos pattedyr.
Behovet for sanseindtryk, for at holde nervesystemet »på toppen«, så at sige, kendes udmærket fra mennesker, der bliver alvorligt ophidset psykologisk, hvis de anbringes vægtløse i mørke og stilhed. Et simpelt eksempel, som kan hjælpe os til at forstå dette, kan ses hos insekterne. Ocellerne, eller pandeøjnene, oven på et insekts hoved synes kun at formidle få reaktioner direkte, men det har en meget væsentlig indflydelse på andre reaktioner, at de stimuleres af lyset. Blænding af pandeøjnene kan ændre insektets reaktion på lys, idet det vender en reaktion, der bringer det hen imod lyset, til en reaktion, der får det til at sky lyset. Det kan også resultere i en almindelig ubevægelighed hos insektet. Sanseimpulser synes således at være vigtige for dyrets almene aktivering. Almen aktivering af tendenser til at angribe, flygte eller til seksuel adfærd er forbundet med hormonale forandringer. De ydre tegn på disse tendenser fremkaldes i virkeligheden af hormoner, der sendes ud i blodomløbet. Binyremarven frigiver adrenalin, som forårsager forøgelse af hjerteslagene, får håret til at rejse sig, forøger svedkirtlernes sekretion, giver hurtigt og dybt åndedræt og afledning af blodet fra tarmen til musklerne. Dette kalder man flugt, kamp og frygt-syndromet. Forandringerne forbereder kroppen til voldsom handling. En sådan almen aktiveringstilstand påfører kroppen en betydelig belastning, hvis den vedvarer længe. Men sekretionen af det binyrebarkstimulerende adreno-cortio-tropehormon (ACTH) fra hypofysen under indvirkning af hypotalamus hjælper dyret til at tilpasse sig belastningen.
I almindelighed kan følgende mønster spores. Påvirkninger udefra aktiverer det højere center via netformationen, og dyret bliver opmærksomt. Hvis stimuleringen vedvarer, påvirker hjerneaktiviteten hypotalamus, der gennem det autonome nervesystem igangsætter sekretionen af adrenalin, hvorved dyret aktiveres alment og kan vise det, vi vælger at kalde »emotion«. Endelig vil meget vedvarende stimulering, som frembringer en stress-tilstand, forårsage ACTH-sekretion, og dyret tilpasser sig belastningen.
.............................................................................................................