Selskabshunde. Man må tage hensyn til, at chihuahua er
verdens mindste hunderace. Den er bare ikke selv klar over det
HØJDE: 15-23 cm for begge køn.
VÆGT: 0,5-3 kg.
FARVER: Alle farver og kombinationer er tilladt.
HJEMLAND: Mexico.
INTERNATIONALT RACENAVN: Chihuahueno.
MENTALITET: Verdens mindste hunderace er helt uvidende om
sin ringe størrelse. Den er selvbevidst, nysgerrig og går ikke af vejen for ret
meget. Den har rigelig med plads i selv den mindste bolig og er en kærlig og
underholdende selskabshund, også for ældre mennesker. Den er meget spinkel og
mindre egnet i en familie med små børn.
BEHOV: Den er glad for daglige spadsereture, men indretter
sig helt efter ejerens aktivitetsniveau. Til gengæld har den brug for nær
kontakt, masser af opmærksomhed og for at lege med sin ejer.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Den kan være noget
kuldskær og bevæger sig ikke gerne udenfor i koldt og fugtigt vejr. Den er
vagtsom og villig til at beskytte sin ejer. Over for fremmede og andre hunde
kan den optræde truende, så pas på, at situationen ikke kommer ud af kontrol.
PELS OG PLEJE: Racen forekommer i to pelsvarianter. Den
korthårede pels er den oprindelige, mens den langhårede er opstået ved
krydsning med kontinentale dværgspaniels. Begge pelstyper behøver kun jævnlig
gennembørstning. Hold kløerne kortklippede og tænderne fri for tandsten.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Den er kvik og
opmærksom og fuldt ud i stand til at lære alt, hvad ejeren finder
hensigtsmæssigt og morsomt. Vær dog varsom med at slippe den lille hund løs
sammen med større artsfæller, som kan risikere at forveksle den med et
jagtbytte.
OPRINDELSE: Den har fået navn efter den største provins i
Mexico. Det menes, at disse hunde tidligere levede vildt, og at de blev
indfanget og tæmmet i den toltekiske civilisation. Gengivelser af en lille
dværghund, som meget ligner nutidens chihuahua, blev brugt som dekoration på
arkitekturen i byen Tula. Der er mange legender om racens oprindelse. Det
eneste, man ved med sikkerhed, er, at den omkring 1895 blev" opdaget"
af amerikanske turister. Den blev bragt til USA og videre ud over hele verden.