Mynder. Den spanske mynde danner uden tvivl en del af
grundlaget for nutidens lidt større greyhound
HØJDE: Hanner 62-70 cm. Tæver 60-68 cm.
VÆGT: 20-30 kg.
FARVER: Brindlet fawn, sort, rødbrun, gul, rød, hvid eller
broget.
HJEMLAND: Spanien.
INTERNATIONALT RACENAVN: Galgo Espanal.
MENTALITET: Den spanske mynde er generelt en venlig
selskabshund, men den kan også være lidt utilnærmelig. Den kan falde til i en
aktiv familie med hundeerfaring og forståelse for denne hundetypes behov og
særlige karakter. Den knytter sig oftest mest til en bestemt person i familien.
Den er vagtsom og noget afvisende over for fremmede.
BEHOV: Den behøver lange spadsereture og mulighed for at
løbe frit, hvilket indebærer rådighed over et større og sikkert indhegnet
areal. Den er selskabelig, men ikke egentlig kontaktsøgende.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Det er en energisk og
livfuld Jagthund, som uden betænkning bevæger sig ud på stor afstand, hvis den
får øje på et muligt byttedyr. Det kræver enten tidlig og vedholdende træning
eller et effektivt hegn at holde den voldsomme jagtlyst under kontrol.
PELS OG PLEJE: Oftest er pelsen fin, kort og glat og holdes
fri for støv og løse hår med en daglig aftørring med et fugtigt vaskeskind. Der
forekommer en ruhåret variant af racen med hård, halvlang pels med tendens til
et let skæg. Den skal blot jævnligt børstes grundigt igennem.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Den skal fra
tidligste hvalpealder lære at omgås fremmede og andre hunde for at overvinde
sin udprægede reservation. Den videre opdragelse kræver tålmodighed, venlighed
og konsekvens. Beløn straks øjenkontakt og samarbejde.
OPRINDELSE: Racen er med sikkerhed efterkommer af urgamle
asiatiske mynder og minder meget om sloughi. Den har været kendt siden
antikken, men der er grund til at antage, at den er kommet til Den Iberiske
Halvø langt tidligere. Fra 1500-tallet til 1700-tallet blev den i stort tal
eksporteret til lande som Irland og England, og den er nok her en del af
grundlaget for nutidens greyhound. I Spanien benyttes galgoen stadig som jagt- og
væddeløbshund, ofte krydset med greyhound, som er lidt større og noget
hurtigere.