Ulykkestilfælde

Den frie kat er selvsagt mere udsat for ulykker end hjemmekatten - men selv inden for hjemmets fire vægge lurer farerne fra tabte synåle til gennembidte elektriske ledninger og væltede kogekedler.

Katte trues snarere af uheld end af sygdom især i byerne. Trafikulykker er skyld i de fleste brækkede ben, hvis skaden da ikke er større. Prøv ikke selv på at behandle en kat, der er kommet til skade ved en trafikulykke, medmindre du ser, at den mister en masse blod og ved, hvordan man lægger en tourniquet, en årepresse. Et sammenfoldet lommetørklæde eller et stykke vat lagt over såret er tilstrækkeligt til at standse blodtabet ved en mindre beskadigelse. Bring øjeblikkelig katten til en dyrlæge eller få en dyrlæge hen til den. Løft forsigtigt det sårede dyr op på en frakke eller tæppe - flyt så lidt som muligt på dens stilling for ikke at forvolde yderligere indre skade. Bær helst handsker, hvis det er muligt, for i sine smerter kan den bide eller kradse enhver, som rører ved den. Læg så katten på et tæppe i en kasse eller kurv. Hold den varm og bevæg den så lidt som muligt på vej til dyrlægen.

Man føler måske, at man ikke har gjort meget for at lindre dens smerter, men man har hindret den i yderligere at gøre sig selv fortræd eller slæbe sig bort for at dø.

Hvis ens kat halter, og man tror, at den har brækket et ben, kan man prøve om benet er brækket ved at anbringe katten forsigtigt på et bord og sammenligne det mistænkte ben med det ved siden af. Har de forskellig længde? Virker de forskellige? Støtter den naturligt? Hvis man tror, at der er brud på et forben, flyttes katten ud mod bordkanten. De fleste katte vil uvilkårligt række ud efter kanten, og hvis den trækker sig fremad ved hjælp af det mistænkte ben, kan man være nogenlunde sikker på, at det ikke er brækket.

Bid og skrammer eller snit fra glas eller dåser bør renses med et svagt antiseptisk middel for at hindre infektion. Brug aldrig karbol eller noget præparat, som indeholder kultjære eller fenol, som skader katte. Hvis blødningen fortsætter, kan det blive nødvendigt med en stram forbinding, og hvis det er en stor gabende flænge kræver den sammensyning hos dyrlægen. Kattens sår heles som regel hurtigt og kræver ikke særlig pleje. Mere alvorlige er de sår, som man ikke opdager lige med det samme.

En kat vil sandsynligvis luske væk efter et slagsmål for bogstavelig talt at slikke sine sår, og der kan være begyndt at gå betændelse i dem, inden man ser dem. Behandl dem ikke med antiseptiske midler. Saltvand eller et desinficeringsmiddel er meget bedre. Stik eventuelt hul på såret, hvis der er tegn på en begyndende bylddannelse. Pusset bør trækkes ud med et stykke gaze, som er dyppet i varmt saltvand. Vrid det og læg det på det opsvulmede sted mens det er varmt endnu. Gentag dette så snart gazestykket bliver koldt. Efter 10 eller 15 minutters forløb tørres huden og den samme behandling foretages igen fire-fem timer senere. Bylder på ører, hals, led og hale er meget farlige og bør behandles af dyrlægen. Bed i hvert tilfælde om hans råd, for han vil måske give en penicillinindsprøjtning som en sikkerhedsforanstaltning. Fortsæt med at bade såret - gerne med brintoverilte -selv efter at bylden er bristet, for at være sikker på, at al materien er kommet ud, ellers vil en ny byld udvikle sig efter at overhuden er helet.

Katte er dygtige fluefangere, og når de er unge og uerfarne går de gerne i lag med en bi eller hveps, hvilket kan give ubehagelige erfaringer. Stik i nærheden af øjne eller i munden, hvor de hæmmer vejrtrækningen, bør behandles af dyrlægen, men ellers volder de ikke megen skade. Træk brodden ud med neglene eller med en pincet og påsmør lidt antihistaminsalve, hvis den haves.

Ulykker i hjemmet

Opdrag katten til ikke at springe op på ovne, selv når de er kolde - for den kan ikke vide, hvornår overfladen er varm, og brændte trædepuder er umådelig smertefulde. Hvis man udsættes for et sådant ulykkestilfælde, afkøles poterne i koldt vand og et blødt, fugtet tøjstykke svøbes om dem. Det vil lindre smerten og mindske generne dybt i huden. De fleste katte lærer hurtigt de normale farer ved ild og flammer fra lys, og lidt sveden pels eller et knurhår eller to, der ofres for erfaringen, vil ikke gøre dem nogen skade.

Men efterlad for Deres egen sikkerheds skyld ikke åben ild uden afskærmning, når De ikke er hjemme. Katte bliver hyppigere skoldet end brændt, og det er som regel deres ejers skyld, idet der er blevet skubbet til et pandeskaft, eller en overfyldt kedel pludselig sprøjter over med kogende vand. Slemme skoldninger må behandles af dyrlægen, mindre alvorlige kan lindres ved at dække området med kolde fugtede tøjstykker. Hvis et hudlag går af og efterlader en bar plet, kræver det en speciel omhyggelig behandling. Når først pelsen er blevet tør, lægger man ikke mærke til skoldningen, så hvis der er tegn på, at noget er blevet spildt, og det synes at gøre ondt på katten, når man stryger hen over den, kan det være grunden.

Ætsende stoffer kan være lige så farlige som ild. Ikke blot syrer og ætsemidler men også paraffin (kerosen), tjære, kreosot, trælak, de fleste slags maling og malingsfortyndere - samt dampene fra dem - er alle sammen skadelige for katte. Opbevar dem, hvor det er umuligt for katten at få fat i dem og hold alle dyr væk, mens de bruges, og mens de endnu er våde. Disse stoffer kan beskadige huden eller, hvis de kun kommer på pelsen, brænde kattens tunge og blive nedsvælget, når katten gør sig ren.

Syreforbrændinger behandles ved at putte katten i en spand vand, hvori man har blandet en rigelig mængde natriumkarbonat. Forbrændinger fra ætsemidler behandles med borsyre i stedet for natriumkarbonat. Beskyt hænderne mod forbrænding med gummihandsker. Hvis man ikke ved, hvad forbrændingen skyldes, dyppes katten i rent vand for at opløse stoffet, hvorpå den indsvøbes i et tæppe og hurtigt bringes til dyrlægen.

Katten vil ikke synes om det, så vær forberedt på kamp. Kreosot kan fjernes med olivenolie eller medicinsk paraffin. Et mildt opvaskemiddel kan fjerne kerosen - men skyl det godt ud bagefter.

Brug ikke terpentin eller andre opløsningsmidler til fjernelse af maling. Gnid den af, klip om nødvendigt hårene. Løb ingen risiko. Bring katten til dyrlæge for at være sikker på, at alt er i orden.

Glasstumper, torne eller træsplinter kan sætte sig fast i poterne. Hvis katten halter, kan det være grunden. Med et forsigtigt tryk og en pincetkan man få dem ud, hvis de stadig stikker frem. Det er nødvendigt, at en eller anden holder på katten. Bad såret bagefter med et mildt antiseptisk middel og vær sikker på, at der ikke er noget snavs tilbage i det. Hvis såret allerede er inficeret, er det bedst at overlade behandlingen til dyrlægen.

Synåle kan ubemærket falde ud af syæsken og stikke katten. Forudsat at de ikke er knækkede, er de forholdsvis lette at fjerne, og såret vil ikke være alvorligt. Hvis der har siddet en sytråd i nålen vil katten måske lege med den, og nålen kommer ind i dens mund. Selv dette er ingen grund til ængstelse, og hvis man er rolig og ikke gribes af panik, kan man selv fjerne den ved at holde munden åben, som ved indgivelse af en pille (se nedenfor) og fange nålen med en tang. Hvis man tvivler på, at man er i stand til at trække den ud, må katten bringes til dyrlægen.

Hvis den sidder kilet fast, vil den ikke forvolde større skade der end man selv kan forvolde ved sin klodsethed. Hvis man tror, at katten måske har slugt en nål, må den først og fremmest røntgenfotograferes hos dyrlægen. Katte elsker at lege med tråde og snore, så sørg omhyggeligt for, at nålene altid er sikkert bragt af vejen.

Undertiden kan katten sluge et stykke snor. Det vil højst sandsynligt passere igennem, men det kan ende med, at katten går med et stykke snor hængende ud bagi. Hvis det sker, så hiv ikke i snoren.

Prøv, mens en anden holder på katten, og De er sikker på at kunne se, hvad De gør, at trække meget forsigtigt i den. Hvis der mærkes modstand, så lad den selv finde vej ud og risiker ikke at trække endetarmens hud med ud. Hvis der hænger et langt stykke ud, så klip det af (pas på ikke at hive imens) til den kun er et par cm, således at den ikke er lang nok til, at katten kan lege med den og forvolde sig selv skade. Dersom den ikke kommer ud i løbet af kort tid, bør dyrlægen konsulteres.

Elektrisk stød

Det sker ikke. ofte, at katte bider gennem elektriske ledninger, men opdrag katten til ikke at lege med dem og undgå, at ledningerne ligger og flyder unødvendigt i huset. Hvis en kat bider gennem isolering, kan den, være ude af stand til selv at frigøre sig fra kablet. Afbryd først og fremmest strømmen.

Stødet kan have fået katten til at lade vandet, så pas på - urin er en god elektricitetsleder. Hvis man ikke kan afbryde strømmen, må man iføre sig gummihandsker og gummifodtøj for at isolere sig, inden man prøver på at trække katten væk, samt sikre sig, at man ikke skaber ny jordforbindelse. Når katten er fri, kan man anvende kunstigt åndedræt og eventuelt hjertemassage. Hvis det er muligt, så prøv at gøre dette, mens en anden kører Dem til dyrlægen. Der er risiko for svigtende hjertefunktion og det haster med at få katten under dyrlægebehandling.

Gifte

Anbring aldrig giftstoffer, hvor de er tilgængelige for katte; disse omfatter DDT, desinficeringsmidler indeholdende karbol, de mange ukrudtsdræbere, og husholdningskemikalier, som vi alle bruger nu til dags. Læs etiketterne og find frem til modgiften mod enhver gift, som findes i huset og opbevar også disse. Med alle de have- og landbrugskemikalier, der er i brug, kan katten let komme til at spise en kemikalie-forgiftet mus, fugl eller flue, uden selv at indtage giften direkte. Paddehatte og andre gifte i naturen er lige så farlige for katte som for mennesker; planter som laurbær, filodendron og dieffenbacchia er også giftige.

Dersom man ved, at der i nabolaget bruges gifte mod gnavere eller andre ting, må man undersøge, hvilke det drejer sig om, hvilke symptomer de giver, og hvilken modgift der kan bruges. Det lokale sundheds væsen kan måske fortælle det. Opbevar en mikstur af en »universalmodgift« - en sådan kan apoteket fremstille. Den består som regel af magniumoxyd, kul og garvesyre, og man kan i nødstilfælde lave sin egen af magnesia-mælk, brændt ristet brød og stærk te. Der siges at denne blanding er i stand til at opsuge lige så meget som 15 gange sin egen vægt af kultjæregift og mere end 100 gange sin egen vægt af stryknin.

En killing bør have mindst en og helst to spiseskefulde og en voksen kat må tvinges til at nedsvælge en dobbelt så stor mængde.

Det er ikke sandsynligt, at man faktisk ser en kat æde giften, så derfor er det sådanne symptomer som opkastning, diarré, nervøse trækninger, krampeanfald, tab af bevidstheden og tydelige mavesmerter, som vil tiltrække opmærksomheden. Alt dette kan også være symptomer på andre ting.

Hvis man er fast overbevist om, at katten er blevet forgiftet, så giv den rette modgift, hvis De kender den, ellers universalblandingen eller, som en sidste tilflugt, få katten til at kaste op (men ikke hvis den er forbrændt i munden) ved at give den brintoverilte, opløst i 12 gange så meget vand. Gå derefter hurtigst muligt til dyrlægen.

Se luftvejene, opkastning, sygepleje.