Selskabshunde. Den overdådige hvide pels kræver jævnlig vask
og en daglig indsats med børste og kam
HØJDE: Hanner 21-25 cm. Tæver 20-23 cm.
VÆGT: 3-4 kg.
FARVER: Helt hvid, eventuelt med et blegt, elfenbensfarvet
skær.
HJEMLAND: Det centrale Middelhavsområde og Italien.
INTERNATIONALT RACENAVN: Maltese.
MENTALITET: En livlig og meget selskabelig hund, som let kan
tilpasse sig næsten enhver livsstil, blot ejeren er indstillet på den særdeles
omfattende pelspleje. Hjemme er den rolig og hengiven, nært knyttet til
familien og venlig over for fremmede. Udendørs er den overraskende aktiv og
altid oplagt til sjov, leg og oplevelser.
BEHOV: Den trives kun med nær kontakt, og den vil helst
følge sin ejer overalt. De daglige gåture må gerne være af en vis længde med
mulighed for, at hunden kan løbe frit og bruge sin næse til at søge nye
indtryk.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Forfædrene til racen
bekæmpede mus og rotter, som myldrede i havnebyernes pakhuse og skibenes
lastrum. Den har bevaret meget af lysten og evnen selv efter århundreders liv
som selskabshund. Den er selvstændig, men holder som regel god kontakt.
PELS OG PLEJE: Pelsen er racens pryd. Den er meget lang, tæt
og glansfuld. Den kræver daglig børstning og frisering samt jævnlig vask og
føntørring. Udstillingshunde har pels helt ned til jorden, men ellers vælger
nogle ejere at klippe de længste hår. Skægget skal rengøres efter hvert måltid.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Mange af de små
hunde bliver overforkælede og får aldrig mulighed for at bevise, hvor lærenemme
og samarbejdsvillige de rent faktisk er. En venlig og konsekvent opdragelse er
til stor glæde for hunden, og tidlig socialisering letter I ivet for den.
OPRINDELSE: Racens navn betyder ikke, at den kun har sin
oprindelse på Malta. Betegnelsen maltesisk betyder tilflugtssted eller havn, og
den bruges om mange andre lokaliteter ved det centrale Middelhav. Gruppen af
hvide og langhårede dværghunde kaldes også barbichons. De optræder på fresker
og malerier i middelalderkirker og på portrætter af spanske, italienske og
franske kongelige og adelige fra renæssancen i et sådant antal, at man må
formode, at de har været vidt udbredt allerede på den tid.