Russian blue

Russian blue kaldtes tidligere også Archangelsk-kat, og den første kan være blevet bragt med fra denne russiske havn af engelske sømænd og handelsfolk, der på Elisabeth I's tid handlede der, men blå katte kan også forekomme som en naturlig mutation og har også været kendt som malteserkatte. Tidligere i dette århundrede, da det engelske navn for denne type var Foreign Blue, fik en engelsk opdrætter to hunkatte, der faktisk kom fra Archangelsk. Den første, der dukkede op i Amerika, blev indført til Chicago omkring århundredskiftet, men racen" blev ikke etableret i De Forenede Stater før end efter anden verdenskrig. På den tid var skandinaviske og britiske opdrættere begyndt at indføre katte af siameser-blod, og i 1950 fik Foreign Blue en standard, som krævede en helt igennem blå siameser-type. På nuværende tidspunkt er der sket en tilbagevenden til den oprindelige type. Russian blue er kendt for sin reserverede natur og er undertiden sky og har som regel en meget spæd stemme, så det kan være vanskeligt at vide, hvornår en hunkat er i løbetid, hvis man ikke kender katten godt. Imidlertid knytter de sig nært til deres ejere, så det er ikke sandsynligt, at dette volder problemer. De synes at have let ved at vænne sig til at leve i lejligheder.

Forbehold og reservation hører til russian blues karaktertræk.

Standard

Både europæiske og amerikanske standarder kræver nu en kat med en langstrakt, elegant krop, med en middelkraftig knoglebygning, som har en temmelig lang og tilspidset hale, høje ben, små ovale poter og et kort kileformet hoved med en flad hovedskal og en lige pande og næse, som danner en vinkel ved næseroden. Næsen er kortere end hos siameseren. Øjnene er mandelformede med stor indbyrdes afstand. De skal være livligt grønne, når katten er voksen. Ørerne er store og tilspidsede, brede ved roden og anbragt lodret på hovedet. Et specielt kendetegn for racen er ørerne s tynde hud, der skal være omtrent gennemsigtig, og indersiden skal være en smule behåret. Knurhårspuderne er veludviklede.

Pelsen skal have en klar blå farve, og selvom nogle tabby-aftegninger kan være synlige hos killingerne, bør disse forsvinde når de bliver ældre, og der må ikke være nogen skygger. I Europa foretrækkes en mellem blå farve, men farvens jævnhed er vigtigere end schatteringen. Der skal være et tydeligt sølvskær, som fremkommer af det dobbelte hårlag. Standarder kræver, at pelsen er opretstående, tyk, blød og silkeagtig. Den skal være kort, tæt og meget fin, og sølv spidserne på hvert hår fremhæver den ønskede virkning. Denne bliver særlig fremtrædende om vinteren, mens stærk sommersol kan give pelsen en brunlig nuance.