RÆKKE: Brachiopoda.
Armfødder eller brachiopoder er bløddyrlignende havdyr. De adskiller sig så meget fra alle andre dyr, at de udgør en særlig række, Brachiopoda. Skønt de i lang tid henregnedes til bløddyrene på grund af den overfladiske lighed, som deres skaller havde med muslinger, er de to ikke beslægtede. Deres nærmeste slægtninge er to temmelig upåagtede rækker: Phoronida og mosdyr. Armfødderne repræsenteres i dag af ca. 260 arter, hvoraf ingen er ret almindelig. Deres fossilhistorie er imidlertid omfattende, idet der kendes mindst 30.000 uddøde arter, og rester af disse findes i stort antal i visse aflejringer. Rækken inddeles i to klasser: de hængslede brachiopoder eller Articulata, der har skallens klapper anbragt oven på hinanden ved hjælp af et tand-og-hulearrangement, og de uhængslede brachiopoder eller Inarticulata, hvor skalklapperne mangler enhver hængselmekanisme.
Alle nulevende former, og de fleste forsteninger, er ret små, indtil 8 cm lange, men nogle få uddøde arter var indtil 37 cm i bredden. Armfødder lever enkeltvis og er sædvanligvis fastgjort til underlaget, skønt nogle af dem kan bevæge sig lidt omkring.
øverst tre typer armfødder. A. Magellania, B. Terebratula. Nederst et snit gennem en armfod.
Dyret er indesluttet i en skal med to klapper og er sædvanligvis fastgjort ved hjælp af en lang, elastisk stilk. Skallens to klapper er anbragt på ryg og bug, ikke til venstre og højre som hos muslinger. Fosterstudier viser, at stilken, og hos articulate former hængslet, sidder bagtil, og også at skallen, der er øverst i levende live, udviklingsrnæssigt er en bugskaI. Hos de articulate former stikker stilken ud gennem et hul i overskallens nedadvendte næb, som rager ud bag hængsellinien. Hos inarticulate former stikker stilken frem mellem de to skaller eller gennem en sprække i bugskallen. Hos begge klasserne kaldes den skal, som stilken stikker ud af og som den er fastgjort til, stilkskallen, og den anden skal, som bærer lophophoren eller brachia, kaldes brachiaskallen. Skallen både lukkes og åbnes ved muskelvirkning. På grund af hængselmekanismen kan de articulate armfødder kun bevæge klapperne fra hinanden i et plan, og åbningen er altid foran. Inarticulate armfødder er meget mere fleksible og kan åbne klapperne i alle retninger, ligesom de kan dreje dem i forhold til hinanden.
Stilken er i det store og hele cylindrisk. Den er lang, bøjelig, kirtelagtig og kan trækkes sammen hos nogle af de inarticulate former, hvor den bruges til at grave huller med. Den er almindeligvis kortere, tykkere og dækket af en tyk overhud hos de articulate former. Indvendig er skallen beklædt med en kappe, som er ansvarlig for udskillelsen af denne. Størstedelen af den bløde krop er begrænset til den bageste tredjedel af rummet inden i skallen. Den er omgivet af en kropvæg, der består af overhud, bindevæv og krophulens foring. Kropvæggen går ud i et med kappen, som også indeholder rørlignende forlængelser af krophulens hulhed. En skrå væg skiller krophulen, der indeholder de indre organer, fra kappens hulrum, som er åben ud til havet. En stor lophophor med fimretråde stikker ind i kappehulen og er ansvarlig for dannelsen af en fødestrøm og for fangsten af føde, Dens form kan være meget kompliceret. Lophophoren støttes af kalkholdige fremspring fra det indre af brachialklappen. Fordøjelseskartalen er kort og består af en simpel spalteåbning ved lophophorens basis, et kort spiserør, en lille sæk lignende mave, der modtager kanalerne fra de store fordøjelseskirtIer og en lang, tynd tarm. Hos inarticulate armfødder fører gattet ind i kappehulen, men hos articulate former er der intet gat, og tarmen ender blindt. Der er et blodkarsystem, der består af et lille, svagt slående, hjertelignende organ og et kompliceret system af blodkar med cilier. Ekskretion foregår ved hjælp af et par store nephridier, og der er en enkel nervering.
Dyrene er sædvanligvis særkønnede. idet hvert individ har to kønskirtler, en på ryggen og en på bugen. KØnscellerne udløses i krophulen og føres ud gennem nephridierne. Befrugtningen kan foregå i havet, eller æggene kan tilbageholdes i rugeposer eller kappehulen. Zygoten udvikler sig til en fr itsvørnmende, trochophorlignende larve, som efter nogens tids svømning fastgør sig selv ved hjælp af en særlig dannelse, der bliver til det voksne dyrs stilk. Der er overhovedet intet tegn på segmentering på noget stadium af livshistorien. Armfødder er udbredt over hele verden, men findes i dag i størst antal rundt om Japan og New Zealand og ud for Sydaustralien. De er ret almindelige i Nordatlanten, ved Nordpolen og Sydpolen og i Middelhavet. I danske farvande lever kun en art, den 1 cm lange Crania anomala, der sidder fast på sten. Ved Sveriges vestkyst findes et par arter mere. Den ene, T erebratulina caputserpentis, træffes på klipper og sten på ret dybt vand. Den er ca. 2 cm lang. Skallerne er radiært riflede, medens skallerne hos den anden, Waldheimia cranium, er glatte. Sidstnævnte art kræver større saltholdighed end den foregående og findes ikke indenskærs ved Sveriges vestkyst.
De nulevende armfødder er alle havdyr, skønt nogle af de articulate armfødder kan tåle brakvand og koncentrationer af forrådnende organisk stof, der dræber de fleste andre former for dyreliv. De forekommer i alle dybder ned til 5000 m. De fleste er permanent fastsiddende, men nogle inarticulate armfødder som f.eks. Lingula og Glottidia graver huller i sand eller mudder ved hjælp af stilken. De kan bevæge sig ud og ind af deres huller, og hvis de tages op og slippes fri på mudderets overflade, kan de grave sig ned igen.
De uddøde former synes at have levet på samme måde som armfødderne i dag, og forsteninger af inarticulate, bl.a. slægten Lingula, findes hyppigt alene eller med få andre forsteninger, i sort skifer ler, dannet af mudder med højt indhold af organiske stoffer. Armfødder optræder første gang i nedre kambrium, og de havde deres blomstringstid i ordovicium-, silur- og devontiderne. Derefter formindskedes deres antal og formrigdommen gradvis, sandsynligvis på grund af konkurrence fra muslingerne. En interessant kendsgerning er familien Lingulidae's udholdenhed fra mellemste silur op til vor tid, et tidsrum på mere end 400 millioner år, med meget små forandringer.
.............................................................................................................