Vagt- og gårdhunde: Der er flere forklaringer på ordet
pinscher. De hentyder til disse racers fortid som rottehunde.
HØJDE: 45-50 cm for begge køn.
VÆGT: 13-18 kg.
FARVER: Ensfarvet rødbrun i forskellige nuancer eller sort
med rustrøde aftegninger.
HJEMLAND: Tyskland.
INTERNATIONALT RACENAVN: Deutscher Pinscher.
MENTALITET: Livlig, selvsikker og ligevægtig er tilsammen
egenskaber, som gør racen både til en fortrinlig selskabshund i en aktiv
familie og til en alsidig vagt- og sportshund. Den er en overraskende sammensat
natur. Den kan skiftevis være kærlig og følsom eller sej og noget
selvbestemmende. Lidt reserveret over for fremmede.
BEHOV: Behøver en del motion og megen beskæftigelse, helst
på sine egne betingelser. Især sætter den pris på at få mulighed for at bruge
sin næse til at finde ting eller til at følge et spor.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Racen er opmærksom,
nysgerrig og energisk, og den har stor glæde af alle slags aktiviteter. Den kan
mentalt "koge op" som mælk i en gryde og have brug for at blive
dæmpet ned. Generelt holder den forholdsvis nær kontakt og er lydhør for
anvisninger.
PELS OG PLEJE: Den korte og tætte pels er glansfuld og glat
tilliggende. Den kræver kun ubetydelig pleje som for eksempel en daglig
aftørring med et fugtigt vaskeskind for at fjerne løse hår. Men den beskytter
ikke meget mod vejret, og hunden kan være lidt uvillig til at gå ud i regnvejr.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Intelligent,
selvstændig og meget lærenem. Den vil ikke tvinges, men kræver alligevel en
konsekvent opdragelse. Man når længst med samarbejde frem for konfrontation.
Undgå at terpe og gentage øvelserne, men træn varieret med god motivation.
OPRINDELSE: Ordet pinscher kan enten stamme fra det engelske
ord pinch, som betyder at nappe, eller det franske ord pincer, som betyder at
bide af. Begge muligheder hentyder til racens fortid som rottehund. Den tyske
pinscher er gammel, og den har samme baggrund som schnauzeren, der også blev
kaldt ruhåret pinscher, Oprindelig fødtes begge hårlagsvarianter i samme kuld.
Opdelingen i to selvstændige racer skete i slutningen af 1800-tallet. I
1960'erne var pinscheren ved at uddø, men blev reddet.