Det er forbudt at bortkaste døde dyr, eller begrave dem i
skov eller på mark, der ikke tilhører en selv. I flere lande findes der
dyrekirkegårde, hvor man kan få sin kat rigtig begravet og sat et minde.
Katte lever lidt længere end hunde. Enkelte runder de tyve
år og er stadig raske og rørige. Så en skønne dag lægger de sig stille hen og
dør i en krog.
Når husets kat dør, må ejerne trods deres sorg straks tænke
på at blive af med dens lig. Bortset fra ethvert sentimentalt hensyn kan der
aldrig være tale om at anbringe den i skarnkassen, da loven forbyder det. Den
bør derfor begraves eller transporteres til destruktion på en
forbrændingsanstalt. I nogle lande kan man også give sin kat en rigtig
begravelse. Da det er forbudt at begrave dyr på menneskers kirkegårde, findes
der specielle begravelsespladser til dyr. Her ser man mange marmor- eller
granitplader, med det døde dyrs billede, dets kvalifikationer som champion og
indskrifter med kærlige mindeord. I Asnières i Frankrig findes en hel del katte-gravsteder
for dyr, der har tilhørt berømte folk.
Begravelse er ikke den eneste løsning. Nogle ejere
foretrækker at lade deres dyr brænde og gemmer dets aske som erindring. Enhver
dyrlæge, som har en krematorieovn kan påtage sig den handling. Andre ejere - et
mindretal - lader deres kat udstoppe. Det er ret kostbart, og udstopperen
behøver som regel temmelig lang tid til det.
Hvis man har en ejendom med have enten i byen eller på
landet, er den enkleste løsning at begrave liget der i et ret dybt hul, der
graves så langt som muligt fra huse og eventuelle brønde. Det er bedst at dække
liget med læsket kalk for at undgå enhver risiko for forurening. På landet er
det forbudt at bortkaste et dødt dyr samt at begrave det i en skov eller på en
mark, som ikke tilhører en selv.
Se aflivning, alderdom.