Mynder. Afghanerens forrygende pels er skabt gennem mange
generationers selektiv avl
HØJDE: Hanner 68-74 cm. Tæver 63-69 cm.
VÆGT: 23-27 kg.
FARVER: Alle farver accepteres.
HJEMLAND: Afghanistan og Storbritannien.
INTERNATIONALT RACENAVN: Afghan Hound.
MENTALITET: Måske en af de eleganteste hunderacer, der
findes. Men også yderst krævende både med hensyn til pelspleje og forståelse
for dens særlige karakter. Den er selvstændig, grænsende til det uafhængige.
Den behøver en forstående og tålmodig opdragelse fra hvalp for helt at tilpasse
sig livet som selskabshund i en familie.
BEHOV: Dens største behov er at få lov til at løbe hurtigt
og langt. Det kan være et problem på grund af den stærke jagtlyst. Den sætter
pris på selskab, men er ikke specielt kontaktsøgende.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Oprindelig skabt til at
jage alt ørkenvildt enten alene, i par eller i gruppe. Den arbejder lynhurtigt
ved hjælp af synet, vender på en tallerken og dræber effektivt. Man skal ikke
forvente at kunne slippe den løs på steder med vildt, små hunde og trafik.
PELS OG PLEJE: Den overdådige pels kræver sin ejer. Den skal
helst friseres dagligt for ikke at ende som filtrede totter. Den skal vaskes en
gang om ugen og eventuelt trimmes let på skuldre og ryg. Det er vigtigt, at
hunden fra tidligste hvalpealder vænnes til den omfattende pelspleje.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Traditionel
træning med mange gentagelser preller af på afghaneren som vand på en gås. Det
er ikke, fordi den ikke kan lære, mere fordi den er svær at motivere. Man når
længst med venlig konsekvens, tålmodighed og hurtig belønning af kontakt.
OPRINDELSE: I Afghanistan fandtes to typer jagtmynder, en
korthåret fra det hede sletteland og en mere langhåret fra bjergene, hvor
pelsen skulle beskytte mod kulden. Begge typer er meget gamle, men blev først
kendt i Vesten omkring år 1900, da britiske officerer tog dem med hjem til
England. Her udkonkurrerede bjerghunden hurtigt slettehunden, og pelsen blev
yderligere udviklet gennem 50 års selektiv avl. Også afghaneren deltager i
coursing og væddeløb for at give den afløb for løbeglæden.