ORDEN: Anura. KLASSE: Amphibia,
En lille familie af frøer, der findes i Central- og Sydamerika. De tilhører underordenen Procoela og er mest beslægtet med tudserne (Bufonidae). De adskiller sig fra tudserne ved bygningen af deres skulderbælte. I stedet for at overlappe hinanden foran som hos tudserne, er de to halvdele sammenvoksede ned langs midterlinien, mens brystbenet mangler.
Der er kun to slægter, Atelopus (øverst) og Brachycephalus (herunder), hvoraf den førstnævnte omfatter 25 arter, som er udbredt i Central- og Sydamerika, mens den eneste art af Brachycephalus, B. ephippium, lever i det sydlige Brasilien.
Udvendig kan man også let skelne dem fra tudserne, idet mange af dem har en lang krop med meget tynde, lange ben. Hos nogle arter er snuden næbformet, mens den hos andre er firkantet, som om spidsen var skåret af. Øjets pupil er vandret, og trommehinden er ikke syn. lig. Huden kan enten være glat eller helt kornet i strukturen. Huden er giftig, og mange arter af A telopus har strålende farver.
Zetek's frø, A. zeteki, fra Panama er gyldengul med sorte pletter og er, måske på grund af giften, helt uden frygt, idet den ikke gør forsøg på at flygte, når nogen nærmer sig. Den er aktiv om dagen, og dens farve gør den meget iøjneraldende.
Den grønne mosaikfrø, Atelopus cruciger, fra Venezuela er derimod mønstret med grønt og er godt camoufleret, når den sidder på vandløbenes mosdækkede bredder.
Atelopus stelzneri fra Uruguayer sort med orange hænder og fødder. Når den bliver skræmt, bøjer den pludselig hovedet og benene bagud og viser de stærktfarvede hænder og fødder. Dette advarer angriberen om dens giftighed. Hos denne art kan både hunnen og hannen kalde. Æggene lægges i midlertidige regnvandsansamlinger, og haletudserne klækkes efter kun 24 timer.
Guldfrøen. Brachycephalus ephippium, er en bemærkelsesværdigt lille frø. Når den er fuldt udvokset, er den kun ca. 20 mm lang, og kun en af fingrene på hver hånd er veludviklet, idet de andre er reduceret til små klumper. To af tæerne på hver fod er tilsvarende reduceret. Den har en kort, tudselignende krop med store benkopper bag ved øjnene. Den har også en stor benplade i huden på ryggen. Denne passer over ryggen som en sadel, og er sammenvokset med den underliggende rygsøjle. Dens funktion er uvis, men sandsynligvis beskyttende, idet denne frø bevæger sig meget langsomt. Dens hud er glat undtagen over benpladen og er strålende orange på oversiden og kromgul på undersiden. Selvom dens øjne ikke er ret store, er de meget lette at se, fordi de er helt sorte. Haletudserne af denne art har en tilsvarende stærk orange farve, men er meget større end de voksne.
De voksne lever på skovbunden under blade og væltede træstammer i bjergskovene i det sydlige Brasilien og kommer frem i store mængder i regnvejr.
.............................................................................................................