Hyrdehunde: Cao fila de sao miguel er en sjælden race, som
kræver en ejer med hundeerfaring.
HØJDE: Hanner 50-60 cm. Tæver 48-58 cm.
VÆGT: 20-35 kg.
FARVER: Fawn, grå eller gul i forskellige nuancer, brindlet
evt med mindre, hvide aftegninger.
HJEMLAND: Portugal.
INTERNATIONALT RACENAVN: Cao Fila de Sao Miguel.
MENTALITET: En sjælden race, som bærer egenskaber for både
jagt og vagt. En højt specialiseret kvæghyrde, som man nu prøver at omskole til
en velfungerende familiehund. Den er hengiven og social over for familien,
opmærksom og altid forsvarsberedt, men i reglen neutral over for fremmede.
Kræver en ejer med nogen hundeerfaring.
BEHOV: Bør socialiseres fra tidligste hvalpealder og
derefter have god kontakt med mennesker. Behøver rigelig motion og mulighed for
selvstændigt at løse opgaver, som stimulerer den mentalt.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Som vagt- og gårdhund
holder den sig i almindelighed nært til sine mennesker og er tæt knyttet til
sit område. Men racen har derudover været brugt til jagt på for eksempel
vildsvin, og den har på den baggrund bevaret en hel del jagtinstinkt og
selvstændighed.
PELS OG PLEJE: Pelsen er kort og glat med en struktur mellem
blød og hård. Den er lidt længere på halen og bag på lårene. I hjemlandet
bliver halen kuperet, men racen fødes også stumphalet. En hund, der kræver
minimal pleje. En jævnlig gennembørstning er nok til at fjerne de fleste løse
hår.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Racen er
selvstændig, men også positiv over for indlæring. Som med næsten alle andre
hunde når man de bedste resultater ved at opdrage racen med venlighed og
konsekvens uden hårdhed. Træn varieret og tempofyldt med rigelige belønninger.
OPRINDELSE: Spanske søfarere gjorde et sidste ophold på
Azorerne, før de krydsede Atlanterhavet. De medbragte hunde til vagt og jagt,
og nogle af dem parrede sig med de lokale hunde. På Europas vestligste øer
fandtes hverken rovdyr eller jagtvildt. I stedet blev hundene brugt som hyrder
for malkekvæg. Når de drev med køerne, nappede de lavt for ikke at beskadige
yverne, men gik et af dyrene på afveje, tog de mere kontant fat. Enkelte hunde
bruges stadig på denne måde eller som vagthunde på mejerier.