Den amerikanske bison, Bison bison, har et kolossalt stort hoved. Den har lange, opstående hår på hovedet og langt skæg.
FAMILIE: Bovidae. ORDEN: Artiodactyla. KLASSE: Mammalia.
Slægt af oksefamilien med to nulevende arter. Den amerikanske bison, Bison bison (»buffalo«), er det største landdyr i Amerika, idet tyrene vejer indtil godt 900 kg og har en skulderhøjde på 1,5-1,8 m. Det enorme hoved, der virker endnu større på grund af det lange hår, den store pukkel på skuldrene, det mørkebrune uldhår, som dækker forfjerdingerne og de spinkle, nøgne hofter er karakteristisk for tyren. Hunnerne er mindre, og de nævnte bygningstræk er ikke så udprægede. Begge køn har horn, men tyrens er mere massive. Kalvene har en lyst gyldenbrun farve i modsætning til deres mørkebrune forældre.
Synet af udstrakte hjorde af bison og gaffel bukke på det nordamerikanske fastlands sletter og prærier før år 1800 må have kunnet måle sig med, hvad man i dag kan opleve i Østafrika. øst for prærierne strakte bisonens område sig til Pennsylvania og Virginia, vestpå nåede det til det østlige Oregon, og fra det nordlige Alberta strakte det sig sydpå helt ind i det nordøstlige Mexico.
I parringstiden fra juli til september forlader tyrene deres hjorde af hanner og blander sig med køer og kalve, og de stærkeste tyre opvarter enkelte køer, indtil parring har fundet sted. Køerne er kønsmodne, når de er to og et halvt år gamle og får normalt en kalv efter en drægtighedsperiode på ca ni måneder. Den samlede bestand af bison var sandsynligvis på omkring 60 til 70 millioner, da den hvide mand kom til Amerika. Til trods for deres store antal strejfede bisonerne sandsynligvis omkring i grupper, der for det meste talte 20-30 individer, og kun lejlighedsvis så man hjorde på 100 eller derover. Hjordene synes kun at have vandret over så begrænsede strækninger som 300 til 500 km og de lange nord- og sydgående vandringer, beskrevet i tidlige beretninger, synes ikke at have rod i virkeligheden.
Indianeren var afhængig af bisonen med hensyn til føde, klæder og husly, og den tørrede bisongødning leverede brændsel på de åbne sletter. Det var til dels for at underkue indianerne, at masseudryddelsen af disse dyr blev foretaget under civilisationens udvidelse mod vest i det nittende århundrede. Fredningsanstrengelser omkring år 1900 reddede bisonen fra udslettelse, og der findes nu omkring 25.000, hvoraf 60 procent lever i den næsten 4,5 millioner ha store Wood Buffalo National Park nær Great Slave Lake i Alberta, Canada, hvor de strejfer omkring i de enorme nordlige skove, i tørvemoser og på græssletter. De største hjorde i De forenede Stater findes i National Bison Range i Montana (350 dyr), Wichita Mountains Refuge i Oklahoma (1250), Yellowstone National Park (700), Badlands National Monument i North Dakota (1300). Mange private ranchejere holder store bisonhjorde. Omhyggelig beskydning af de bestående hjorde er meget vigtigt, og systematisk regulering af deres antal er en anerkendt politik. Under det nuværende frednings- og ledelsessystem er der sikret bisonen overlevelse som art i naturlige omgivelser og på ranchjord.
Den europæiske bison eller visent, Bos bonasus, som ligner den amerikanske bison, er nu næsten udryddet i sin ublandede, vilde form. Siden udryddelsen af de ægte urokser, tamkvægets stamfædre, er den europæiske bison undertiden (fejlagtigt) blevet benævnt urokse, hvilket har givet anledning til megen forvirring. Den europæiske bison adskiller sig fra den amerikanske på adskillige punkter. Bagpartiet er højere skulderpuklen mindre, og ryggen er således nærmere det vandrette plan. Farven er ensartet brun, i stedet for næsten sort på kroppens forpart. Hårlaget på hovedet, benene og halen er af samme type som på resten af kroppen, mens det hos den amerikanske er kruset og krøllet. Pandehåret er kun 20 cm langt, mod 50 cm hos amerikansk bison, og ligger fremadvendt i stedet for at danne en hætte, der hænger ned over snuden. Den europæiske bisens hale er lang og når neden for haserne; den er dækket med lange hår, der ikke danner en kvast som hos den amerikanske. Hovene er brede og svagt krumme, hvorimod de hos amerikansk bison er smalle og stærkt krogede med spidser, som overlapper hinanden. Hos den europæiske bison er der ligesom hos koupreyen en ejendommelighed ved hornets vækst. Det nye horns spidser begynder at trænge igennem den gamle skede, når dyret er omkring fire år. De iøjnefaldende frynser hos koupreyen ses dog ikke her. Den europæiske bison gnider hornene imod træstammer, og dette bidrager til afskalning af den gamle skede.
Den europæiske bison var tidligere udbredt over en stor del af det mellemste og østlige Europa, og i den sidste halvdel af det 18. århundrede fandtes den endnu i den Øvre Irtysh- og Ob-region i Kasakstan. Man ved intet om disse asiatiske bisoner, men de europæiske bisoner var opdelt i to meget tydelige underarter, den ene i lavlandet og den anden i Kaukasus-bjergene. Lavlandsbisonen, Bison bonasus bonasus, der stadig eksisterer som en ren race, er den største af de to underarter. Gamle tyre kan måle 2 m over skulderen og 1,5 m over krydset og kan veje 850 kg. Puklen er forholdsvis høj, og ryggens linje er således krum. Hovedet er temmelig stort. Hovene er også store, idet de måler 10 cm i længden. Kroppens behåring er næsten glat, og farven er brunlig med okkeragtige nuancer.
Kaukasus-bisonen, B. b. caucasicus, der ikke længere eksisterer i sin rene form, målte kun 1,6 m over skulderen og vejede 700 kg. Puklen var lav, ryggens linje forholdsvis lige og flad. Hovene var korte, kun 8,5 cm lange, og kroppens hårlag var ret fint krøllet, næsten som hos den amerikanske bison. Farven var varm gulbrun.
På Karl den Stores tid fandtes der stadig bisoner i Harzen. I år 1000 fandtes de i Sankt Gallen i Schweiz. I 1373 er der beretninger om dem i Pommern, men i år 1800 var de praktisk talt forsvundet fra Europa med undtagelse af Bialowiezaskoven, på den tid hovedsagelig i Litauen, og fandtes i Asien kun i Kaukasus. I 1803 gjorde zaren Bialowiezaskoven til jagtreservat, og på den tid var der mellem 300 og 500 bisoner i skoven. I 1860 var antallet vokset til 1500, men i 1863 tog nogle oprørere imod zaren ophold i skoven, og for at skaffe sig føden dræbte de mange af dyrene. Antallet var igen nede på 500 i 1870. I 1914 var bestanden kun vokset til 750. Fra 1865 og årene derefter sendte zaren et antal bisoner til zoologiske haver og reservater i Polen, Tyskland, England og andre steder. Under den første verdenskrig blev Bialowiezaskoven oversvømmet af tyskerne, og bisonen blev fuldstændig udryddet. Ikke en eneste var tilbage, da man ledte efter dem i 1921.
Den kaukasiske bison blev opdaget i 1836. Den levede på nordsiden af Kaukasus' vestlige kæder, i Bolchaia Laba og Kicha-dalene. I 1880 blev deres antal sat til 1000, men overdreven jagt havde reduceret dette tal til 600 i 1910. I de kaotiske krigsår og under den russiske revolution blev de fleste af dem dræbt, og i 1920 var der kun nogle få snese tilbage. En kommission, der blev sendt ud for at lede efter dem i 1934, kunne ikke finde nogen, og det fortaltes, at de sidste var blevet dræbt i 1927.
Efter den totale udryddelse af den europæiske bison i vild tilstand, var der kun et par hundrede stykker tilbage i hele verden - dem, som zaren havde givet til zoologiske haver og parker, fra Bialowiezaskoven, og en enkelt tyr fra Kaukasus, der fandtes i Carl Hagenbecks dyrepark i Hamborg. To hændelser reducerede bestanden yderligere: for det første hertugen af Hochbergs sindssyge handling, da han i 1921 dræbte sin bestand på 70 dyr for at forhindre dem i at falde i hænderne på de schlesiske oprørere; for det andet det vildledte forsøg på at "forbedre racen gennem indførelse af dem amerikanske bison. På grund af den langsomme tilvækst til Bialowieza-hjorden fra 1870 til 1914 drog man den fejlagtige slutning, at arten havde »degenereret«. Under krigen var adskillige europæiske bisontyre derfor blevet krydset med amerikanske bisonkøer, tyrekalvene blev udskudt, og køerne blev krydset med deres tyrefædre i det håb, at de amerikanske arveanlæg ville blive elimineret, mens den formodede større frugtbarhed hos amerikansk bison blev bevaret. Denne krydsningsavl blev holdt i Ukraine og senere sluppet ud i Kaukasus' bjerge, hvor de stadig lever.
I 1923 blev »The Internation Society for the Protection of the Bison« stiftet i Paris med det formål at bevare den europæiske bison på samme måde som »The American Bison Society« havde hjulpet med til redningen af dens amerikanske fætter. Der blev samlet så mange renblodede europæiske bisoner som muligt inden for et indhegnet areal på 200 ha i Bialowiezaskoven (inklusive et ryddet område på 28 ha). I 1956 blev en del sluppet løs i skoven, og i 1963 var der 57, hvoraf 34 var født på friland, og der var 32 tilbage i indhegningen. Alt i alt var der i 1963 178 europæiske bisoner i Polen. (Bialowiezaskoven ligger nu hovedsagelig i Polen, med en del inde i Rusland).
Den eneste overlevende Kaukasus-tyr blev i 1922 overført til Boitzenburg og krydset med adskillige lavlandsbisoner. Dens afkom kan ses i de fleste zoologiske haver, og de fleste dyr i fangenskab nedstammer fra den. Stambogen fra 1963 indeholder i alt 595 nulevende europæiske bisoner, hvoraf 432 nedstammer fra Kaukasus-tyren. Det er hensigten med tiden ved selektiv avl at forsøge at genskabe den kaukasiske races udseende. Bialowiezaskoven er en fyrreskov med bevoksning af gran, eg og birk, dvs. en blandet nåle- og løvskov. Den europæiske bison søger føde i engene tidligt om foråret, derefter går den op i bakket terræn, hvorfra den kommer ned i juni for at søge ud i dalenes moser om efteråret. Den lever af græs og en del blade samt barken af pil, poppel og asp. Om vinteren lever den af agern, som den meget gerne æder. Om vinteren og foråret samles alle dyrene i en enkelt hjord med undtagelse af nogle af tyrene, der færdes alene eller i grupper på tre eller fire. Der sættes i vintertiden hø ud til dem i tre foderhuse (8 kg pr. dyr om dagen). Køer og kalve samles ved de to af dem, tyrene hovedsagelig ved det tredje. Kalvene fødes tidlig på sommeren, og næsten en tredjedel af alle fødsler finder sted i maj. I brunsttiden, fra august til først i september, deler hjorden sig i små grupper på 8-12 dyr, anført af en ko. Tyrene bliver aggressive og meget farlige på denne tid. De skraber i jorden med hovene, river bark og grene af med hornene og river planter op med rode. De udsondrer en stærk, moskusagtig lugt.·'
De nyfødte kalve vejer 40 kg, mod moderens 600 kg, og måler 70 cm over skulderen. Køerne bliver kønsmodne. når de er tre-fire år; tyrene mindst et år senere, men disse er ikke udvoksede, før de er otte eller ni år. Den europæiske bison kan blive 20 år eller mere. Det nuværende kønsforhold er omtrent 1:1, men på grund af tyrenes sene kønsmodning er avlsforholdet 1:3 eller 1:4. Efter at have været i en fortvivlet situation tidligere i dette århundrede er den europæiske bison i dag et opmuntrende eksempel på, hvorledes en art kan bringes tilbage til livet fra randen af udslettelse.
En flok amerikanske bisonokser, ses her drønende hen over græssteppen i National Bison Range i Montana, U.S.A.
.............................................................................................................