Jagthunde - drivende og støvere. Ingen af de store franske
støvere er egnet som udelukkende selskabshunde. De er smukke, men jagtlysten er
ubetvingelig
MENTALITET: Af udseende er de syv højbenede franske
støverracer nogle af de ædleste, eleganteste og smukkeste hunde, der findes. De
er også omgængelige, venlige og tillidsfulde over for mennesker og meget
selskabelige i forhold til artsfæller. Men man skal ikke skue hunden på hårene.
Det er modige og lynhurtige drivende jagthunde med meget stærke jagtinstinkter
og en næsten grænseløs energi. De har altid udelukkende været opdrættet til at
jage mange sammen i et såkaldt pack, og de er ikke egnet som familie- eller
selskabshunde.
BEHOV: Det er racer, som stiller store krav. De behøver en
meget tidlig, vedholdende og målrettet socialisering til mennesker. De skal
have megen fysisk motion og mange udfordringer, som giver dem mulighed for at
bruge deres fine lugtesans, og som stimulerer dem mentalt.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Når jagten gik ind, blev
en stor flok hunde sluppet fri. De fandt sporet, optog forfølgelsen af vildtet
og løb det træt, til det segnede. Derefter dræbte hundene vildtet, og de var
stærke nok til at gøre det af med selv en ulv. Jagtformen er nu forbudt i
næsten alle lande, men hundene har stadig jagt- og dræberinstinktet i behold,
og de er næppe til at holde under kontrol, hvis de får fært af noget
interessant.
PELS OG PLEJE: Med en enkelt undtagelse har disse hunde en
helt kort, glat og glansfuld pels, som er tilpasset et noget varmere klima end
det nordiske. Pelsplejen er ubetydelig, men de lange og tunge ører behøver
nogen pleje. Kun racen grand griffon vendeen har en ru, pjusket og mere
beskyttende pels.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Selvom de hjemme
er opmærksomme
og villige til at samarbejde, er de lang fra lette at
opdrage. De går gerne deres egne veje og lader sig vanskeligt kalde tilbage.
Træningen skal begynde tidligt og være venlig og yderst konsekvent. Både
træningsmiljø og belønninger skal varieres ofte for at styrke kontakten.
OPRINDELSE: Det er meget gamle racer formodentlig med en
fælles oprindelse. Interesserede opdrættere, fortrinsvis fra den franske
højadel, udviklede i 1600og 1700-tallet racerne med hver deres særlige træk,
tilpasset efter områdets terræn, klima og vegetation. Alle de højbenede støvere
blev, som symboler på adelens magt, bevidst søgt udryddet under Den Franske
Revolution. Det lykkedes dog lokale entusiaster at skjule nogle grupper af
hunde, som senere blev krydset med blandt andet engelske foxhounds, og de
danner nu grundlag for de racer, der kendes i dag.
I Frankrig betragter man ofte farvevarianterne af ellers
helt identiske hunde som selvstændige racer
Francais tricolore,
blanc et noir, blanc et orange
De tre farvevarianter af den franske støver betragtes som
tre forskellige racer, der ikke krydses indbyrdes. Nutidens racer skyldes
opdrætteren Henri de Falandre, som i sit arbejde brugte franske racer som
poitevin, billy, saintongeois og muligvis bleu de gascogne samt engelsk
foxhound.
FAKTA
HØJDE: Hanner 62-72 cm. Tæver 60-68 cm.
VÆGT: 34-36 kg.
FARVER: Trefarvet hvid-tan-sort, tofarvet hvid med sorte
partier eller tofarvet hvid med orange partier.
HJEMLAND: Frankrig.
INTERNATIONALT RACENAVN: Francais Tricolore/Francais Blanc
et Noir/Francais Blanc et Orange.
Poltevin
Racen daterer sig tilbage til år 1692, men den har haft en
grum skæbne. Kun få hunde overlevede Revolutionen, og 50 år senere, da der
netop var kommet gang i genoprettelsen, blev den ramt af en rabiesepidemi. Nu
er den retableret og fornyet gennem krydsning med engelsk foxhound.
FAKTA
HØJDE: Hanner 62-72 cm. Tæver 60-70 cm.
VÆGT: 29-30 kg.
FARVER: Trefarvet hvid-tan-sort eller tofarvet hvid med
orange partier.
HJEMLAND: Frankrig.
INTERNATIONALT RACENAVN: Poitevin.
Billy
Den elegante race har sit navn efter Château de Billy i
Poitou, hvor man i 1800-tallet kombinerede tre racer, som ikke længere findes,
nemlig larye, ceris og montemboeuf. Billy blev skabt som pack hound og blandt
andet værdsat på grund af dens lyse, klangfulde og varierede stemme. Den er
stadig sjælden og ses næppe uden for hjemlandet.
FAKTA
HØJDE: Hanner 60-70 cm. Tæver 58-62 cm. VÆGT: 25-33 kg.
FARVER: Helt hvid eller mælkehvid eller hvid med lyst orange
eller gule partier.
HJEMLAND: Frankrig.
INTERNATIONALT RACENAVN: Billy.
Grand anglo-francais
tricolore, Blanc et noir, Blanc et orange
Den større udgave af den engelsk-franske støver betragtes
ligesom francais-støveren som tre forskellige racer. De adskiller sig kun ved
farven, hvoraf den trefarvede er den mest populære efterfulgt af den
hvid-sorte. Racen stammer delvis fra gamle støvertyper og delvis fra racerne
poitevin og engelsk foxhound.
FAKTA
HØJDE: 60-70 cm for begge køn.
VÆGT: 34-36 kg.
FARVER: Trefarvet hvid-tan-sort, tofarvet hvid med sorte
partier eller tofarvet hvid med orange partier.
HJEMLAND: Frankrig.
INTERNATIONALT RACENAVN: Grand Anglo-Francais Tricolore/Grand
Anglo-Francais Blanc et Noir/Grand Anglo-Francais Blanc et Orange.
Grand bleu de
gascogne
Det er en af de ældste drivende jagthunderacer. Oprindelsen
er ukendt, men dens ophav kan muligvis være de hunde, som fønikerne bragte med
til Sydfrankrig. Racen har desuden været opdrættet i USA siden 1700-tallet og
findes nok i dag i større antal der end i hjemlandet.
FAKTA
HØJDE: Hanner 65-72 cm. Tæver 62-68 cm.
VÆGT: 32-35 kg.
FARVER: Sort- og hvidmarmoreret med et blåt skær og med
større eller mindre sorte aftegninger.
HJEMLAND: Frankrig.
INTERNATIONALT RACENAVN: Grand Bleu de Gascogne.
Grand griffon vendéen
Racen opstod for flere hundrede år siden i Vendee-distriktet
som en blanding af den gamle sankt hubertus støver og griffon nivernais. Den
var næsten forsvundet ved slutningen af 2. Verdenskrig, men blev genskabt ved
krydsning med anglofrancais og billy. Den dobbelte halvlange pels gør hunden
velegnet til arbejde i vand.
FAKTA
HØJDE: Hanner 61-69 cm. Tæver 59-66 cm.
VÆGT: 30-32 kg.
FARVER: Fawn eller sort med hvide, rødgule eller rustrøde
aftegninger, eventuelt trefarvet hvid-tan-sort.
HJEMLAND: Frankrig.
INTERNATIONALT RACENAVN: Grand Griffon Vendéen