Jagthunde stående. Alle stående hønsehunde arbejder på samme
måde. Når man i dag skelner mellem engelske og kontinentale racer skyldes det
forskellene i hundenes baggrund og ikke mindst i terræn og jagttraditioner.
Man fik tidligt øje for, at enkelte hunde viste særlige
evner, som øgede udbyttet af jagten. Deres naturlige talenter blev derefter
yderligere forstærket gennem træning, og de bedste hunde blev udvalgt til
videre avl.
Det begyndte med de drivende jagthunde. De fandt vildtet,
forfulgte det og udmattede det, indtil de selv eller jægerne kunne komme til at
slå det ihjel.
Visse vildttyper som hønsefugle og harer reagerer ved at
trykke sig mod jorden, når en trussel kommer for tæt på. Det fandt enkelte af
hundene ud af. De blev stående og holdt byttet fast med blikket, indtil jægeren
nåede frem, for eksempel med et net til at kaste over det.
Hunde med det særlige instinkt gjorde jagten mindre
anstrengende for menneskene og øgede udbyttet. Det var der i høj grad brug for,
så man forstærkede hundenes medfødte evner gennem træning. Samtidig førte man
naturtalentet videre til kommende hundegenerationer ved ganske enkelt at bruge
de mest effektive hunde i den videre avl.
Jagthunde af denne type har eksisteret i årtusinder. Gennem
tiderne er teknikken så blevet udviklet til noget i retning af det perfekte.
SPECIALISTER
Den stående hønsehund er en af hundeverdenens specialister.
Den har til opgave at afsøge et areal for fugle oftest fasaner eller agerhøns.
Den skal arbejde hurtigt, så ikke for mange fugle når at gå på vingerne. Men
den skal også være så omhyggelig, at ikke en eneste fugl går dens fine næse
forbi.
Så snart hunden får fært af en fugl, fastfryser den i den
karakteristiske stilling med løftet forben, sænket hoved og halen lige bagud.
Blikket er fast rettet mod fuglen, der trykker sig ned mod jorden, og hver
muskel er spændt. Man siger, at hunden tager stand.
Den dygtige hund holder en helt præcis afstand til fuglen,
så den bliver på stedet. Standser hunden for langt fra, vil fuglen give sig til
at løbe. Går hunden for tæt på, flyver fuglen op.
Når jægeren kommer på skudhold, kommanderes hunden til at
nærme sig fuglen og få den til at lette. Indtil skuddet er faldet, skal hunden
forholde sig i absolut ro. Derefter skal den gå ud og hente den døde fugl,
medmindre den får hjælp af en anden specialist den apporterende jagthund.
ENGELSKE OG KONTINENTALE HUNDE
Alle stående hønsehunde arbejder på samme måde. Når man i
dag skelner mellem engelske og kontinentale racer skyldes det forskellene i
hundenes baggrund og ikke mindst i terræn og jagttraditioner.
De engelske racer setterne og pointeren nedstammer fra
spaniels og er udviklet specielt til åbent terræn. De fleste af dem er lette og
meget hurtige hunde.
De kontinentale racer omfatter alle de øvrige stående
hønsehunde. Også her har flere både franske, tyske og hollandske racer deres
baggrund i spaniels. I andre mellem-, sydog østeuropæiske racer har mange
forskellige europæiske jagthundetyper været indblandet. De kontinentale racer
mange af dem ligner i øvrigt hinanden til forveksling er i mange tilfælde
kraftigere og tungere end de engelske, og de gør god fyldest også i krat og tæt
skov.
I Danmark er der størst interesse for jagthunde, som kan
bruges på flere vildttyper. Harer er ikke noget problem, for også de trykker
sig ned mod jorden ligesom hønsefuglene og bringes til at løbe, når jægeren når
frem. Men også hjortevildt jages med hjælp fra stående jagthunde.
De kontinentale hønsehunde har stadig meget af den drivende
jagthund i sig. De kan drive med vildtet, og de kan tage spor efter skadet
vildt ligesom schweisshundene. De er også stærke nok til at bringe en ræv eller
et stykke hjortevildt hjem.
KARAKTERTRÆK
De stående jagthunde er i almindelighed rolige, selvstændige
og mentalt robuste. De fleste er venlige og omgængelige. De større af racerne
kan dog godt være noget reserverede over for fremmede.
Mange af racerne tilpasser sig gerne livet i en familie,
forudsat man her erkender, at det er en jagthund, man har fået inden for
dørene. Jagtiveren, arbejdsglæden og trangen til at røre sig er avlet ind i
racerne gennem utallige generationer, og de trives meget sjældent som
sofahunde.
Man behøver ikke være aktiv jæger for at have det godt
sammen med en stående jagthund. Men man skal være glad for at færdes meget i
naturen med den. Man skal også være indstillet på at give den en venlig og
konsekvent opdragelse og på at tilbyde den masser af meningsfyldt
beskæftigelse.
En frustreret jagthund kan udvikle sig til en plage for sine
omgivelser. Den samme hund kan dog også være en drøm af en kammerat, hvis den
får mulighed for at bruge sine naturlige anlæg.
Der er fart over feltet, når en engelsk setter afsøger et
areal for fugle. Den skal arbejde hurtigt, så ikke for mange fugle når at gå på
vingerne.