- Jagthunde - stående

Jagthunde stående. Alle stående hønsehunde arbejder på samme måde. Når man i dag skelner mellem engelske og kontinentale racer skyldes det forskellene i hundenes baggrund og ikke mindst i terræn og jagttraditioner.

Man fik tidligt øje for, at enkelte hunde viste særlige evner, som øgede udbyttet af jagten. Deres naturlige talenter blev derefter yderligere forstærket gennem træning, og de bedste hunde blev udvalgt til videre avl.

Det begyndte med de drivende jagthunde. De fandt vildtet, forfulgte det og udmattede det, indtil de selv eller jægerne kunne komme til at slå det ihjel.

Visse vildttyper som hønsefugle og harer reagerer ved at trykke sig mod jorden, når en trussel kommer for tæt på. Det fandt enkelte af hundene ud af. De blev stående og holdt byttet fast med blikket, indtil jægeren nåede frem, for eksempel med et net til at kaste over det.

Hunde med det særlige instinkt gjorde jagten mindre anstrengende for menneskene og øgede udbyttet. Det var der i høj grad brug for, så man forstærkede hundenes medfødte evner gennem træning. Samtidig førte man naturtalentet videre til kommende hundegenerationer ved ganske enkelt at bruge de mest effektive hunde i den videre avl.

Jagthunde af denne type har eksisteret i årtusinder. Gennem tiderne er teknikken så blevet udviklet til noget i retning af det perfekte.

SPECIALISTER

Den stående hønsehund er en af hundeverdenens specialister. Den har til opgave at afsøge et areal for fugle oftest fasaner eller agerhøns. Den skal arbejde hurtigt, så ikke for mange fugle når at gå på vingerne. Men den skal også være så omhyggelig, at ikke en eneste fugl går dens fine næse forbi.

Så snart hunden får fært af en fugl, fastfryser den i den karakteristiske stilling med løftet forben, sænket hoved og halen lige bagud. Blikket er fast rettet mod fuglen, der trykker sig ned mod jorden, og hver muskel er spændt. Man siger, at hunden tager stand.

Den dygtige hund holder en helt præcis afstand til fuglen, så den bliver på stedet. Standser hunden for langt fra, vil fuglen give sig til at løbe. Går hunden for tæt på, flyver fuglen op.

Når jægeren kommer på skudhold, kommanderes hunden til at nærme sig fuglen og få den til at lette. Indtil skuddet er faldet, skal hunden forholde sig i absolut ro. Derefter skal den gå ud og hente den døde fugl, medmindre den får hjælp af en anden specialist den apporterende jagthund.

ENGELSKE OG KONTINENTALE HUNDE

Alle stående hønsehunde arbejder på samme måde. Når man i dag skelner mellem engelske og kontinentale racer skyldes det forskellene i hundenes baggrund og ikke mindst i terræn og jagttraditioner.

De engelske racer setterne og pointeren nedstammer fra spaniels og er udviklet specielt til åbent terræn. De fleste af dem er lette og meget hurtige hunde.

De kontinentale racer omfatter alle de øvrige stående hønsehunde. Også her har flere både franske, tyske og hollandske racer deres baggrund i spaniels. I andre mellem-, sydog østeuropæiske racer har mange forskellige europæiske jagthundetyper været indblandet. De kontinentale racer mange af dem ligner i øvrigt hinanden til forveksling er i mange tilfælde kraftigere og tungere end de engelske, og de gør god fyldest også i krat og tæt skov.

I Danmark er der størst interesse for jagthunde, som kan bruges på flere vildttyper. Harer er ikke noget problem, for også de trykker sig ned mod jorden ligesom hønsefuglene og bringes til at løbe, når jægeren når frem. Men også hjortevildt jages med hjælp fra stående jagthunde.

De kontinentale hønsehunde har stadig meget af den drivende jagthund i sig. De kan drive med vildtet, og de kan tage spor efter skadet vildt ligesom schweisshundene. De er også stærke nok til at bringe en ræv eller et stykke hjortevildt hjem.

KARAKTERTRÆK

De stående jagthunde er i almindelighed rolige, selvstændige og mentalt robuste. De fleste er venlige og omgængelige. De større af racerne kan dog godt være noget reserverede over for fremmede.

Mange af racerne tilpasser sig gerne livet i en familie, forudsat man her erkender, at det er en jagthund, man har fået inden for dørene. Jagtiveren, arbejdsglæden og trangen til at røre sig er avlet ind i racerne gennem utallige generationer, og de trives meget sjældent som sofahunde.

Man behøver ikke være aktiv jæger for at have det godt sammen med en stående jagthund. Men man skal være glad for at færdes meget i naturen med den. Man skal også være indstillet på at give den en venlig og konsekvent opdragelse og på at tilbyde den masser af meningsfyldt beskæftigelse.

En frustreret jagthund kan udvikle sig til en plage for sine omgivelser. Den samme hund kan dog også være en drøm af en kammerat, hvis den får mulighed for at bruge sine naturlige anlæg.

- Jagthunde - stående