Børn og katte

Har børn fra starten lært at omgås hjemmets kat rigtigt, vil der være etableret et årelangt venskab.

Katte og spædbørn er måske ikke den bedste kombination. Man bør altid passe på ikke at lade en kat være alene med et helt lille spædbarn. Ganske vist kunne katten aldrig finde på at skade et spædbarn med vilje, da katten med stor finfølelse opfatter selv det mest skrigende spædbarn på samme måde som killinger og derfor også udviser samme instinktive adfærd over for spædbarnet som over for helt små kattekillinger. På den anden side kan netop denne adfærd medføre, at en kat vil ønske at ligge sammen med et spædbarn i enten seng eller barnevogn, hvor der jo sædvanligvis også er både lunt og blødt, og den kan herved komme til at hindre det helt lille barns frie vejrtrækning. Denne risiko er sædvanligvis uhyre lille, men syge eller svage spædbørn kan ikke klare at »vippe« katten af sig, og så kan ulykken jo ske.

Gælder det derimod større børn kan de faktisk lige fra to års alderen have enorm stor glæde af samværet med en kat. Også for kattens vedkommende kan et sådant forhold blive til glæde, men her kræves så en aktiv holdning fra forældres ide for at sikre katten mod overgreb fra barnet. Man må lige fra starten lære barnet at forstå, at katten er et levende væsen og ikke en ting. Sæt aldrig katten hen til det lille barn, lige meget hvor bedende det rækker ud efter den. At gøre dette ville være at grundlægge den indstilling, at en kat er et stykke legetøj eller en genstand. Fjern også altid katten fra barnet, når det bliver for hårdhændet, ligegyldig hvor ulykkelig den lille bliver. De fleste små børn er nemlig meget interesserede i katte og vil gerne være sammen med dem, så iagttages disse forholdsregler, vil de fleste børn forbløffende hurtigt lære at optræde sådan, at katten vil være hos dem.

Barn og kat - gensidig interesseret.

Er der tale om børn fra fire-femårs alderen og opefter kan man allerede inden man får katten i huset tale med dem om, hvorledes de bør omgås den. Man bør dog aldrig tro, at man kan overlade pasningen af en kat til barnet alene. Det vil kun give anledning til kvaler for alle parter. Det bør altid være en voksen, som har ansvaret for pasningen, selvom det naturligvis er fornuftigt at lade barnet hjælpe til.

Har man børn, og står for at skulle købe kat, bør man finde en opdrætter, der selv har børn, og hvis killinger er frit opvokset i familiens midte.

Ser man i et hjem husets kat ligge trygt og afslappet på skødet af husets seksårige søn eller datter, kan man trygt regne med at barnet har lært noget om omgangen med andre levende væsener, som det vil have glæde af resten af livet.

Et spædbarns gråd kan opfattes af katten som en killings klynken og udløse kattens instinktive beskyttelses-adfærd over for barnet. Lad derfor aldrig et helt lille barn være alene med en kat.