Katten efter musen er resultatet af killingens oplæring
gennem leg.
Det er en kendt sag, at katten, som har fanget en mus, giver
sig til at »lege« med den, inden den æder den; dette er gået over i dagligsproget
og symboliserer grusomheden hos et menneske, som til ingen nytte lader et
medmenneske lide. Denne fortolkning er imidlertid fejlagtig og hidrører fra en
dårlig iagttagelse af kattens adfærd. Selvom katten, som har fanget en mus,
virkelig leger med den, lægger den ikke nogen grusomhed i denne leg.
Killingen begynder som ganske lille at lege med alle de små
genstande, den finder på sin vej: en bold, en prop, et insekt, en fjer ... Som
voksen beholder den denne vane ved med poten at skubbe til og atter fange
bevægelige genstande. For den er musen et levende legetøj og intet mere. Det er
nok at iagttage dens behændige bevægelser for at se, at den morer sig uden
bagtanke, for der er ingen vildskab i dens blik, ingen brutalitet i dens
bevægelser.
Det ender sikkert med, at den æder musen, men man kan ikke
bebrejde den, at den er kødæder. Er det desuden ikke at tillægge den en alt for
høj intelligens at mene, at den bevidst ville lade sit bytte lide til ingen
nytte?
Se leg, instinkter.