Hyrdehunde: Arven fra ulven gør racen noget mistænksom, og
den er ikke egnet som selskabshund.
HØJDE: Hanner 65-75 cm. Tæver 60-70 cm.
VÆGT: 36-41 kg.
FARVER: Fra lyse til mørke nuancer af mørk (sort) eller brun
vildtfarve eller fra lys creme til hvid.
HJEMLAND: Holland.
INTERNATIONALT RACENAVN: Saarlooswolfhond.
MENTALITET: En livlig hund med en meget selvstændig
karakter. Hengiven og pålidelig i familien, reserveret og temmelig mistænksom
over for fremmede, hvilket viser sig som nervøsitet og trang til flugt. Kan kun
fungere i en meget hundeerfaren familie, som har den fornødne viden om racens
særlige adfærd. Uegnet som selskabshund.
BEHOV: Skal behandles med stor viden og forståelse for at få
et godt socialt liv. Det er en robust og kraftig hund, som kræver en del
motion, og som har et stort behov for at løse meningsfyldte opgaver.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Racen er ikke blevet skabt
med sigte på nogen bestemt anvendelse. Den besidder egenskaber, der gør den
egnet til at være en trofast og pålidelig ledsager for en hundeejer, der
respekterer den forsigtighed og skyhed, racen har fået i arv fra ulven.
PELS OG PLEJE: Sommerpelsen adskiller sig betydeligt fra
vinterpelsen.
Om vinteren dominerer underulden, og pelsen virker fyldig.
Om sommeren dominerer dækhårene, så pelsen er tæt tilliggende. Racen fælder
meget i perioder med temperaturskift. Den opholder sig dog gerne udendørs.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Dens trang til
flugt i ukendte situationer er typisk for racen og kan give voldsomme
reaktioner, for eksempel hvis hunden er i snor, når en fremmed nærmer sig.
Racen kræver meget tidlig og omhyggelig socialisering med fremmede voksne og
børn.
OPRINDELSE: Den hollandske genetiker Leendert Saarloos
syntes, at hundene var blevet for menneskeliggjorte. For at øge de mere
naturlige egenskaber påbegyndte han i 1932 et avlsarbejde på basis af en
schæferhund parret med en ulv, som stammede fra den sibiriske gren af den
europæiske type. Det er en mere flokorienteret ulvetype end den ensomt jagende
karpatiske ulv, der danner baggrund for den tjekkoslovakiske ulvehund.
Saarlooswolfhond blev anerkendt i 1975 og opkaldt efter sin skaber.