Springende laks i et vandfald i det nordlige Brasilien.
Betegnelse for fisk, der fra havet går op i floderne for at yngle. Udtrykket bruges også almindeligvis om de fisk, der lever i store søer og kun går op i de tilstrømmende floder i yngletiden. De mest udprægede eksempler er laks, stører, lampretter og stamsild. De fisk, der går den modsatte vej, dvs. til havet, for at yngle, kaldes katadrome fisk.
Vandringer mellem saltog ferskvand volder betydelige problemer for fiskene, idet den osomotiske balance forstyrres. Kort sagt er fiskenes legemsvæsker mindre salte end havvandet, men mere salte end ferskvandet. Derfor har havfisk tendens til at miste vand og må drikke hyppigt, idet de skaffer sig af med det overskydende salt, de således indtager, hovedsagelig som ekskret gennem gællerne. Ferskvandsfisk derimod har tendens til at optage vand og må udskille store mængder urin. Måden, hvorpå anadrome fisk tilpasser sig de vekslende forhold er en bemærkelsesværdig og kun delvis klarlagt side af fysiologien.
De anadrome fisk synes at have udviklet sig i ferskvand og senere at have brugt havet som yngleområde. Det viste sig øjensynlig lettere for de voksne fisk at tilpasse sig livet i saltvand end for æggene og ungerne. Forældrene er derfor nødt til at vende tilbage til deres oprindelige ynglepladser for at yngle med held.
.............................................................................................................