FAMILIE: Osteoglossidae. ORDEN: Osteoglossiformes. KLASSE: Pisces.
Arapaima, en af de største ferskvandsfisk, der findes. Den kan blive næsten 3 m lang. En stor og ret primitiv fisk i Amazonbækkenet. Arapaimaen er det største medlem af familien Osteoglossidae og er en af de største af alle ferskvandsfisk, idet den kan blive næsten 3 m lang (beretninger om eksemplarer på over 4 m er sandsynligvis overdrevne). Den har en lang, bugtet krop, og ryg- og gatfinnerne sidder langt tilbage, skællene på kroppen er tykke og store, og munden kan ikke skydes frem. Familien, som arapaimaen tilhører, har betydelig videnskabelig interesse, da den ser ud til at have været ret udbredt i eocæntiden, men nu repræsenteres af arter, der lever isoleret i Sydamerika, Afrika, Australien og dele af det Indoaustralske øhav,
Der findes to arter af osteoglossider i Sydamerika, arapaimaen og den beslægtede arawana, Osteoglossum bicirrhosum. Løjer ligt nok synes den mest egnede mading til arapaimaen at være arawanaen. Arapaimaen er en grisk fiskeæder, og selv de pansrede maller tages med lethed. Den forreste del af kroppen er bronzegrøn. men nærmere halen forekommer der røde pletter, og selve halen kan være spraglet orange og grøn. Arapaimaen lever i uklart vand, og svømmeblæren er tilpasset ånding af atmosfærisk ilt, idet de voksne fisk kommer op til overfladen ca. hvert 12. minut for at ånde.
Arapaimahannen bevogter æggene, der lægges i huller, udgravet i flodsengens bløde bund. Den har udviklet en interessant egenskab, som forhindrer de nylig udklækkede larver i at strejfe for langt omkring og således blive taget af rovfisk. I tre måneder' bliver ungerne hos faderen, og i den tid holder de sig nær ved hans hoved. Det skyldes et stof, hannen udskiller fra kirtler bag på hovedet. Man mente tidligere, at det var en slags »mælk«, som ungerne levede af, men det vides nu, at det blot er et stof, som tiltrækker ungerne. Hvis hannen bliver dræbt, mens den vogter ungerne, vil de sprede sig, indtil de møder en anden han for så at slutte sig til dennes yngel. Hannerne æder øjensynlig ikke unger af deres egen art. Arapaimaen vokser hurtigt, og et eksemplar på 15 cm i London Zoo voksede til næsten 1,8 m på seks år.
.............................................................................................................