Irish glen af imaal terrier blev oprindelig brugt til
gravjagt.
Terrierne er oprindelig jagthunde. De har deres udgangspunkt
i de drivende jagthunde, men alle racerne er af nyere oprindelse. De fleste er
udviklet i Storbritannien til forskellige terræntyper og arbejdsopgaver.
Ordet terrier kommer af det latinske ord terra, som betyder
jord. Det giver en klar ide om, hvad disse hunde oprindelig blev brugt til. De
skulle gå ned under jorden eller ind i snævre huler og som de drivende
jagthunde, de er i bund og grund, jage vildtet ud til jægeren eller ved gøen
markere, hvor det kunne betale sig at grave efter det.
Praktisk talt alle terrierracerne har deres rødder i
Storbritannien, hvor de også tidligt blev specialiseret til forskellige
terræntyper og arbejdsopgaver. Ingen af racerne er dog specielt gamle.
De ældste beskrivelser stammer fra tiden omkring
1600-tallet. På den tid fandtes der kun kortbenede terriere. Langt de fleste
var ruhårede, farven enten sort med rustrøde partier eller grumset beige.
I 1800-tallet kom de højbenede terriere til. De var hurtige
nok til at kunne ledsage ryttere på jagt, men nogle af dem var for store til at
følge ræven eller grævlingen ned i graven, så de måtte nøjes med at markere,
hvor den befandt sig.
LAVBENEDE TERRIERE
Typemæssigt var der stor forskel på terrierne fra egn til
egn. I det bjergrige grænseland mellem England og Skotland finder man
oprindelsen til mange af de lavbenede racer.
Her drev man udelukkende jagt til fods. Hver mand i
landsbyen mødte med en hund eller to, og så gik man samlet ud i terrænet. Man
gik ikke på jagt for sjov eller som adspredelse i hverdagen. Man gjorde det af simpel
nødvendighed, for at lammene kunne være i fred for de rovdyr, som disse områder
vrimlede med. Og fåreavl var det, man levede af i bjergegnene.
De terriere, man her havde brug for, skulle være stærke og
udholdende. De skulle arbejde frygtløst, ufortrødent og effektivt, også når de
blev konfronteret med en voksen ræv eller grævling. Hurtigheden var mindre
vigtig.
HØJBENEDE TERRIERE
Anderledes var det længere sydpå. I det engelske lavland i
The Shires var det finere folk, der hovedsagelig for deres fornøjelses skyld
drog på jagt til hest. Rytterne var ledsaget af en gruppe drivende jagthunde,
som skulle opspore vildtet og løbe det træt.
Men terrieren kunne man ikke undvære. Den skulle være der
til at drive ræven ud af dens grav, hvis det skulle lykkes den at smutte under
jorden. Bedst var det, hvis også terrieren var hurtig nok til at følge med
rytterne, men over længere strækninger havde den sin plads i rygsækken hos en
medhjælper til hest.
At det var hestefolk, der skabte de højbenede terriere,
betød, at man lige fra begyndelsen interesserede sig mere for hundenes
udseende, end man ellers gjorde på den tid. Og meget mere, end man gjorde i de
områder, hvor terrierne først og fremmest var almindelige menneskers
arbejdshunde.
KAMPHUNDE
Intet vildt er i øvrigt helligt for en terrier. De slår også
nådesløst ned på rotter og mus, så de var samtidig værdsatte som gårdhunde.
Som arbejdshund er ingen anden hundetype en mere effektiv
dræber. Helt frem i begyndelsen af 1900-tallet arrangeredes ligefrem
konkurrencer i rottebidning i specielle indhegninger. Vinderen var den hund,
som gjorde det af med flest rotter inden for en fastsat tid.
Andre terriere blev tidligere brugt til hetzkampe, hvor
terriere sloges mod hinanden eller mod andre dyr. Hunde, som blev brugt til for
eksempel tyrekampe, var oprindelig store hunde af molos eller doggetypen, men
terriere blev krydset ind for at øge aggressiviteten. Resultatet blev de
forskellige bull terriere og den amerikanske staffordshire terrier.
Amerikansk Pitbull terrier og Amerikansk
Staffordshire terrier er på listen over forbudte racer.
KARAKTERTRÆK
Terriernes jagtinstinkt er bevaret lige under overfladen hos
de mange racer, vi kender i dag. Som ejer af en terrier må man være forberedt
på, at hunden insisterer på at kontrollere hvert et musehul, den finder på sin
vej.
En terrier er selvstændig, grænsende til det stædige. Den er
temperamentsfuld, grænsende til det hidsige. Men den er også mentalt robust, og
som familiehund er den en kilde til uophørlig morskab, for den elsker fest og
farver. Den er utrolig aktiv, livlig og charmerende, og indstiller man sig på
dens betingelser, er den både intelligent og lærevillig.
Før man vælger en terrier, må man også se i øjnene, at
pelsen undtagen for de glathårede racer kræver professionel hjælp nogle gange
om året, hvis racen skal tage sig ud som på billeder. Det koster naturligvis
penge, men til gengæld fælder disse racer stort set ikke, og pelsen er meget
nem at holde i det daglige.
Som voksen har den charmerende jack russell terrier stadig
masser af jagtlyst.