I takt med at menneskenes bosættelser voksede til landsbyer
og egentlige byer, fik også hundene nye opgaver at tage sig af. De skulle
blandt andet beskytte og forsvare deres ejer, hans hjem og hans værdier.
De første bosættelser bestod af en overskuelig gruppe
personer, som var tæt knyttet til hinanden. De var ofte fælles om jagt og
fiskeri, jordbrug og husdyrhold samt hvad forholdene på bopladsen ellers kunne
tilbyde.
Men udviklingen fortsatte. Flere grupper slog sig ned på
samme sted. Bopladserne voksede til landsbyer enkelte steder til byer.
Menneskene specialiserede sig og fik forskellige opgaver i samfundet, det samme
som var sket for hundene århundreder før.
Nogle af de hunde, der havde bevogtet husdyrene på marken,
flyttede nu ind til byen. Menneskene var nemlig begyndt også at omgive sig med
døde ting, som de betragtede som deres personlige ejendele. Husene var blevet
mere veludstyrede. Der blev opbevaret forråd og såsæd, indtil næste års
forsyninger var i hus. Alt det skulle der også passes på, og det kunne hundene.
Gruppen af hunde, hvis opgaver blev knyttet til deres ejers
person, hans hjem og hans værdier, spænder vidt. Skellet mellem dem og
hyrdehundene er også flydende. Oprindelig har de samme hunde sikkert gjort god
fyldest på begge områder.
I dag kalder man officielt gruppen for schnauzere,
pinschere, molosser og sennenhunde.
SCHNAUZERE OG PINSCHERE
Schnauzere og pinschere er de klassiske gårdhunde. De havde
en ganske behagelig tilværelse sammenlignet med mange andre af de tidlige
hundetyper.
De levede lunt og trygt i stalden. De fik rigeligt at spise
og masser af kontakt med mennesker og andre dyr. Til gengæld skulle de holde
rotter, mus og andet småkravl fra dørene, så der ikke gik for meget svind i det
dyrebare vinterfoder. De skulle også slå alarm, hvis der kom fremmede til
ejendommen efter lygtetændingstid, for dyrene i stalden var en livsbetingelse
for familien og en væsentlig del af ejerens formue.
Størrelsen hos schnauzere og pinschere varierer en hel del.
Fælles for dem alle er dog adrætheden, smidigheden og hurtigheden.
MOLOSSER
I den tunge ende blandt hundene finder man molosserne også
kaldet dogger. Deres oprindelse går tilbage til babylonerne. Herfra kom de til
Rom som vagtog kamphunde.
Det er store og kraftfulde hunde, som nok kan sætte sig i
respekt bare ved deres tilstedeværelse. Men bortset derfra har de gennem
århundrederne udviklet sig i flere retninger. Nogle er stadig pålidelige
beskyttere af mennesker og ejendom. Andre har fået fredeligere opgaver som
trækog lastdyr, og de klarer selv de tungeste byrder både på landjorden og i
vandet. Andre igen er blevet hurtige nok til at kunne deltage i jagt på selv de
største byttedyr.
SENNENHUNDE
Nogle af molosserne fulgte med de romerske legioner på
marchen over Alperne og videre op i Mellemeuropa.
De havde til opgave at passe på karavanen af forsyninger,
som også bestod af levende kvæg.
I de afsides alpedale levede allerede forskellige lokale
bondehunde. De fik fra molosserne et tilskud af muskelkraft, og det har siden
gjort stor nytte, når kærrerne med forsyninger skulle trækkes op ad bjerget til
kvægets græsgange, og når mælken skulle bringes ned i dalen.
Sennenhundene er i dag fire forskellige racer med lokal
baggrund. Størrelse og hårlag er forskellige, men de er alle karakteriseret ved
at bære nationalsymbolet på brystet det hvide kors på rød baggrund.
KARAKTERTRÆK
Der er stor forskel på mentaliteten hos racerne i denne
store gruppe. Man kan fristes til at sammenligne den med en pose blandede
bolsjer.
Schnauzerne og pinscherne er generelt meget selvstændige
hunde. De samarbejder gerne, men på deres egne betingelser. De er energiske og
vagtsomme, men ikke bidske det har aldrig været accepteret hos hunde, der
levede i tæt kontakt med mennesker. De skal nok vide at gøre opmærksom på sig
selv, og for de mindste racers vedkommende kan det ske på en ret så støjende
måde.
Molosserne kan for nogle racers vedkommende være beslutsomme
vagthunde, der er villige til at sætte magt bag truslerne. Det kan kræve en vis
råstyrke at håndtere dem i det daglige, og de kræver en konsekvent opdragelse.
Først og fremmest skal de tidligt vænnes til at omgås andre mennesker og dyr.
Andre molosserracer er rare vennesæle bamser, der ikke ville
drømme om at blotte en tand. De kan eventuelt brumme lidt, hvis det ikke kan
være anderledes, men det ligger ikke til dem at angribe nogen eller noget.
Sennenhundene kan som mange oprindelige bondehunde være
noget reserverede. Det kan modvirkes gennem en tidlig socialisering og en
konsekvent, men kærlig opdragelse.
For både molosser og sennenhunde gælder det, at der ikke er
nogen direkte sammenhæng mellem størrelse og motionsbehov. De sætter
naturligvis alle pris på en gåtur, men mange af de meget store hunde er
egentlig lidt lade, når de kommer ud over hvalpe- og unghundealderen.
De schweiziske sennenhunde her berner sennenhund var
oprindelig arbejdshunde, som vogtede gården om vinteren og kvæget på sæteren om
sommeren.