Spidshunde: Den elegante race fra Etnas ujævne lavaskråninger
har bevaret meget af den oprindelige jagtlyst
HØJDE: Hanner 46-52 cm. Tæver 42-50 cm.
VÆGT: 8-12 kg.
FARVER: Fauve med eller uden hvide aftegninger eller hvid
med orange aftegninger.
HJEMLAND: Italien.
INTERNATIONALT RACENAVN: Cirneco dell Etna.
MENTALITET: Den mindre og lettere udgave af pharaoh hound
har masser af temperament, men er samtidig blid og hengiven over for alle, den
kender. I forhold til fremmede mennesker og andre hunde er den afventende og
kan være noget forbeholden. Som selskabshund kan dens stærke jagtinstinkt og
behov for bevægelse skabe problemer.
BEHOV: Indendørs er den rolig, kontaktsøgende og meget lidt
pladskrævende. Men den er næppe nogen byhund, da den kræver afløb for sin udprægede
trang til nye oplevelser og til at løbe frit.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: En særdeles aktiv
jagthund, oprindelig tilpasset jagt på vilde kaniner i det vanskelige terræn på
Etnas ujævne lavaskråninger. Den lytter og snuser sig frem til byttet,
forfølger det gøen de ved hjælp af synet og dræber det hurtigt og effektivt.
PELS OG PLEJE: Den korte, fine og tæt tilliggende pels yder
ingen beskyttelse mod fugt og kulde, så hunden går kun modvilligt ud i dårligt
vejr. Når det er varmt, opholder den sig til gengæld gerne udendørs. Pelsplejen
indskrænker sig til en daglig aftørring med et fugtigt vaskeskind.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Beløn hunden for
samarbejde og kontakt. Trænes den venligt, vedholdende og konsekvent med mange
belønninger, reagerer den erfaringsmæssigt positivt. Det bliver dog næppe en
hund, som man kan slippe løs på steder med vildt og trafik.
OPRINDELSE: Man har ment, at racen stammede fra oldtidens
jagthunde, og at den fra Nildeltaet kom til Sicilien med fønikerne. Nye
undersøgelser hævder imidlertid, at det er en indfødt race af siciliansk
oprindelse. Under alle omstændigheder bekræfter mønter og graveringer, at den
fandtes i egnen omkring vulkanen Etna i flere hundrede år før vor tidsregning.
Her levede den i århundreder isoleret og upåagtet som jagthund, og her har den
stadig sin største udbredelse. Uden for Italien er den sjælden.