Spidshunde: Med passende opdragelse og beskæftigelse kan
norrbottenspidsen være en fin familiehund
HØJDE: Hanner ca. 44 cm. Tæver ca. 41 cm.
VÆGT: 12-15 kg.
FARVER: Alle farver er tilladt. Den ideelle er hvid med gule
eller rødbrune aftegninger.
HJEMLAND: Sverige.
INTERNATIONALT RACENAVN: Norrbottenspets.
MENTALITET: En yderst livlig, vågen og opmærksom hund. En
modig og selvbevidst jagthund, som med passende opdragelse og beskæftigelse
også kan være en selskabelig familiehund hos sporty og hundeinteresserede
mennesker. Racen er normalt venlig og omgængelig i alle situationer, men man må
være forberedt på, at den er meget gøende.
BEHOV: Den behøver megen motion med mulighed for at bevæge
sig frit, så den også kan få tilfredsstillet sin lyst til at følge et spor.
Derudover trives den bedst i nær kontakt med familien.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Racen er skabt til jagt på
skovfugle, som den finder i træerne, hvor de tror sig i sikkerhed. Med kraftig
gøen kalder den jægeren på skudhold. Instinktet er medfødt og lader sig ikke
dæmpe, så selv med god kontakt går hunden gerne sine egne veje.
PELS OG PLEJE: Pelsen er hård, temmelig kort, glat og tæt
tilliggende med blød og fyldig underuld. Det er en pels til al slags vejr, og
den er ikke arbejdskrævende. En ugentlig gennembørstning begrænser fældningen
til perioderne forår og efterår. Hunden vasker sig ligesom en kat.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Hunden er kvik,
glad for at arbejde og hurtigt opfattende. Begynd opdragelsen tidligt, og læg
hovedvægten på indkald. Træn gerne med hunden løs i skiftende miljøer, vær
meget opfindsom med belønningerne og forvent ikke ubetinget lydighed.
OPRINDELSE: Den har eksisteret i Norrbotten på grænsen
mellem Sverige og Finland i århundreder, og den er i familie med finsk spids og
måske også med norsk buhund. Oprindelig blev den brugt til jagt på egern, hvis
pels engang var en vigtig handelsvare. Desuden gjorde den gavn som vagt- og
gårdhund og som hyrdehund for mindre husdyr. Den bruges i dag også til elgjagt.
I 1948 blev racen erklæret for uddød, men det var heldigvis forkert. Den
eksisterede upåagtet, men i bedste velgående i det skjulte.