Vagt- og gårdhunde: Store hunde behøver god plads omkring
sig, men er ikke nødvendigvis meget motionskrævende
HØJDE: Hanner 72-80 cm. Tæver 65-75 cm.
VÆGT: 35-50 kg.
FARVER: Løvegul fra mørkt rødgul til sandfarvet med sort
maske og eventuelt mørke hårspidser.
HJEMLAND: Tyskland.
INTERNATIONALT RACENAVN: Leonberger.
MENTALITET: Rolig, venlig, blid og omgængelig. En pålidelig
og stærk beskytter af sit område og sin familie, som den knytter sig stærkt
til, men ikke nogen udpræget vagthund. Meget overbærende med familiens børn og
tolerant over for andre hunde og dyr. I høj grad en familiehund, der forventer
at være med i alle daglige gøremål.
BEHOV: En meget stor hund, som behøver plads omkring sig.
Indendørs kan den altid glade hale rydde ethvert veldækket bord på et øjeblik.
Den opholder sig gerne udendørs, dog nødig i en hundegård.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: En selvsikker hund, som
dagligt udfordrer familien med nye påfund. Den kan udfolde overstrømmende
aktivitet, når den er glad, og der er udsigt til gåtur eller leg, men ellers
holder motionsbehovet sig inden for en halv til en hel time et par gange om
dagen.
PELS OG PLEJE: Racen har en meget rigelig pels med tyk
underuld, og både i og uden for fældeperioderne vil der tit være løse hår både
på gulvet og i møblerne. Jævnlig gennembørstning begrænser det en del, så beregn
en til to timer om ugen til en grundig omgang med karte og kam.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Racens
selvstændighed viser sig ofte i indlæringen, hvor hunden kan have sin egen
opfattelse af, om en øvelse er værd at beskæftige sig med. Træn i korte,
varierede sekvenser med masser af belønning, som kan holde dens interesse
fangen.
OPRINDELSE: Omkring 1840 foretog Heinrich Essig, rådmand i
byen Leonberg ved Stuttgart, en krydsning mellem en hvid-sort newfoundland og
en tidlig sankt bernhardshund. Senere blev også en pyreneerhund indblandet.
Målet var at skabe en stor og smuk hund, som lignede løven i Leonbergs byvåben.
Allerede tyve år senere var Essigs hunde blevet statussymboler for de rige
folk. De solgtes for fantastiske summer og eksporteredes til hele verden.
Verdenskrigene minimerede antallet, men racen er nu retableret.