Vagt- og gårdhunde: En så stor hund som grand danois skal
fodres og motioneres med omtanke under opvæksten
HØJDE: Hanner mindst 80 cm. Tæver mindst 72 cm.
VÆGT: 46-54 kg.
FARVER: Gul, tigret eller sorthvid-broget (harlekin) samt
sort eller blå eventuelt med hvide aftegninger.
HJEMLAND: Tyskland.
INTERNATIONALT RACENAVN: Deutsche Dogge.
MENTALITET: Venlig og kærlig over for familien, især
børnene. Over for fremmede er den mere forbeholden uden dog at være afvisende.
En velafbalanceret og social selskabshund, som knytter sig tæt til sine
mennesker, men som alene på grund af størrelsen kræver megen plads omkring sig
og visse hensyn omkring foder og motion i opvækstperioden.
BEHOV: Har som alle hunde brug for passende daglig motion og
tæt social kontakt. Musklerne skal hos den unge hund bygges op i et roligt
tempo ved gåture i kuperet terræn og på blødt underlag.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Lydhør inden for kortere
afstand, mindre hvis den får lov til at bevæge sig længere væk. Racen blev
oprindelig brugt til jagt på storvildt, og den har stadig jagtlyst i behold.
Pas på, at for eksempel leg med små hunde ikke udvikler sig til ukontrolleret
jagt.
PELS OG PLEJE: Kort, tæt og glat pels uden beskyttende
underuld. Den behøver kun en daglig aftørring med et fugtigt vaskeskind, ellers
vil den fælde noget. De stive hår har en irriterende evne til at bore sig
lodret ned i møbler og tæpper, hvor de kan være svære at fjerne, og hvor de
hvide hår ses meget.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Racen er let at
påvirke og skalopdrages venligt og konsekvent, gerne i vekslende omgivelser.
Som hvalp er den meget lærevillig og modtagelig for belønning, så start
tidligt, mens hunden endnu er nem at håndtere. Træn i korte sekvenser.
OPRINDELSE: Racen kan føres tilbage til alanerne, en
folkevandringsstamme, som kom til Europa fra Kaukasus. Deres mastifflignende
hunde blev krydset med store mynder til jagt på bjørne, vildsvin og hjorte. Der
opstod gennem århundreder forskellige lokale typer. I Danmark blev racen
opdrættet blandt andet i de kongelige stalde på Frederiksborg allerede i 1500-tallet,
deraf navnet grand danois, som bruges i mange lande. I Tyskland besluttede man
i 1878 at sammenfatte varianterne til en race under navnet Deutsche Dogge.