Hyrdehunde: En pumi stiller krav til sin ejer og til
omgivelserne, for racen er meget gøende.
HØJDE: Hanner 41-47 cm. Tæver 38-44 cm.
VÆGT: 8-15 kg.
FARVER: Grå i forskellige nuancer eller sort.
HJEMLAND: Ungarn.
INTERNATIONALT RACENAVN: Pumi.
MENTALITET: Den er dristig, lærenem, livlig og selvsikker.
Loyal og trofast over for sin familie, men temmelig mistroisk over for
fremmede. En vagtsom og opmærksom hund, der stiller krav til sin ejer og til
omgivelserne, for racen er meget gøende. Den højrøstede årvågenhed kan selv
ikke den bedste opdragelse fjerne helt.
BEHOV: Den altid opmærksomme og aktive hund har brug for
megen motion og beskæftigelse. Kræver desuden en omhyggelig socialisering fra
den tidligste hvalpealder og tæt kontakt til familien.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Drivende hyrdehund for
alle slags fritgående dyr, som den styrer selvstændigt. Derudover er den en
effektiv muse- og rottejæger med en veludviklet jagtlyst også over for større
dyr. Ikke specielt lydhør, men den holder som oftest kontakt med ejeren.
PELS OG PLEJE: Pelsen er kortkrøllet eller mere lokket med
megen underuld, og den yder god beskyttelse mod al slags vejr. Pelsen er ikke
tilbøjelig til at filtre, så en ugentlig gennem børstning er tilstrækkelig til
at holde den i orden og til at fjerne løse hår. Fælder ikke meget.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Lærevilligheden
er næsten forbløffende, så racen egner sig til enhver form for hundesport. Bør
trænes venligt med rigelig belønning, men også bestemt, for en pumi overtager
selv lederrollen, hvis den kommer i tvivl om, hvem der har den.
OPRINDELSE: Pumien opstod formentlig i 1600- eller
1700-tallet som en krydsning mellem oprindelige pulier, franske hyrdehunde og
tyske spidshunde med stående ører. Senere er der tilsat en sjat terrier til
denne blanding for at øge dristigheden. Anerkendt som selvstændig race i
1920'erne. Selv i dag er pumi en populær arbejdshund i Ungarn, hvor den løser
sine opgaver på gårde overalt i landet, altid ivrig og energisk under højlydt
gøen. Uden for hjemlandet er den værdsat som sports- og konkurrencehund.