Jagthunde - drivende og støvere. Det er stort set kun
farven, der adskiller de schweiziske støvere, her repræsenteret ved berner
støver
HØJDE: Hanner 49-59 cm. Tæver 47-57 cm.
VÆGT: 15-20 kg.
FARVER: Berner støver: Trefarvet hvid-tan-sort. Jura støver:
Black-and-tan eller tan med sort sadel. Luzern støver: Sort og hvid marmoreret
med blåt skær, sorte partier og tan aftegninger. schwyzer støver: Hvid med
orange partier.
HJEMLAND: Schweiz.
INTERNATIONALT RACENAVN: Berner/ Jura/Luzerner/ schwyzer
Laufhund.
MENTALITET: For den mellemstore udgave af de schweiziske
støverracer ligger forskellen stort set kun i farven. De er ligesom de
lavbenede schweizer støvere meget ens i væsen. De er venlige og omgængelige,
men de er vanskelige at have som familiehunde og uegnede kun som selskabshunde
på grund af en umættelig jagtlyst.
BEHOV: De værdsætter selskab og nær kontakt med mennesker,
men endnu mere har de brug for rigelig fysisk motion og opgaver, hvor de får
mulighed for at bruge deres fantastiske lugtesans.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: I deres bjergrige hjemegne
opsporer de småvildt og driver det foran sig med kraftig gøen, mens jægeren
prøver at komme på skudhold. De arbejder selvstændigt, gerne over store
afstande, og de er svære at kalde tilbage, når de har fået fært af vildt.
PELS OG PLEJE: Pelsen er kort, fin, glansfuld og tæt
tilliggende med tilstrækkelig underuld til at beskytte mod det mest ubehagelige
vejr. Støv og løse hår fjernes med et opvredet vaskeskind. Ørerne er meget
lange og hænger tæt ind til hovedet, så de kræver en omhyggelig pleje.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: De er
samarbejdsvillige og lærenemme, men de bliver sjældent rigtig lydige.
Opdragelsen kræver tålmodighed og fantasi. Vær venlig, men også vedholdende
konsekvent, beløn varieret og skift ofte træningsmiljø, så hunden ikke taber
interessen.
OPRINDELSE: Typen har eksisteret i århundreder i Schweiz,
hvor tilværelsen i de isolerede alpedale over mod den franske grænse
efterhånden førte til opsplitningen i fire forskellige racer: berner støver,
jura støver, luzern støver og schwyzer støver. Da man omkring år 1900 forbød
støverjagt i Schweiz, syntes racernes skæbne beseglet, men interesserede
sikrede deres overlevelse. De er i dag sjældne og holdes trods deres behagelige
væsen kun som rene jagtbrugshunde ligesom de små schweizer støvere.