Jagthunde - drivende og støvere. Den korthårede istriske
støver har en fin, silkeglat pels. Den ruhårede er også lidt kraftigere bygget
HØJDE: Korthåret 44-56 cm, ruhåret 46-58 cm for begge køn.
VÆGT: 18-20 kg.
FARVER: Hvid med få afgrænsede orange aftegninger.
HJEMLAND: Kroatien.
INTERNATIONALT RACENAVN: Istarski Kratkodlaki Gonic/Istarski
Ostrodlaki Gonic.
MENTALITET: En blid og føjelig hund, rolig og meget nært
knyttet til sin familie og venlig over for fremmede og andre hunde. Man må dog
ikke lade sig narre af dens væsen og smukke udseende. Den er en livlig og
energisk jagthund, som nok kan tilpasse sig i en familie, men som vanskeligt
vil kunne trives som udelukkende selskabshund.
BEHOV: Den er udstyret med en fremragende lugtesans og en
ubetvingelig trang til at bruge den. Den behøver megen fysisk motion, mentalt
stimulerende beskæftigelse og nær menneskelig kontakt.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Den er hurtig og
udholdende, så før man får set sig om, er den over alle bjerge, medmindre line
eiler hegn standser den effektivt. Den holder gerne kontakt, men den er svær at
kalde tilbage, hvis en interessant duft vækker dens stærke jagtinstinkt.
PELS OG PLEJE: Racen findes i to hårlagsvarianter. Den
korthårede pels er fin, silkeglat og glansfuld. Den ruhårede er hård, 5-10 cm
lang, lidt pjusket og danner en smule skæg og øjenbryn. Den ruhårede variant er
noget bedre beskyttet mod vejret og vegetationen end den korthårede.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Selvom den
generelt er både lærenem og villig til at samarbejde, er den ikke nem at gøre
lydig. Vær meget venlig, vedholdende og konsekvent. Træn varieret i korte og
tempofyldte sekvenser. Begynd tidligt og læg hovedvægt på indkald.
OPRINDELSE: Racen stammer fra halvøen Istrien, som fra
Kroatien strækker sig ud i Adriaterhavet lige ved den italienske grænse. Den er
afbildet på kalkmalerier fra 1400-tallet, og gamle klosterdokumenter beretter,
at sådanne hunde blev sendt til klostre i Frankrig. Dens hurtighed tyder på, at
asiatiske mynder har bidraget til udviklingen sammen med efterkommere efter
jagthunde fra oldtidens Ægypten. Den lidt tungere ruhårede variant er
formentlig en senere krydsning med den franske griffon vendéen.