Terriere: Mentalt lidt mere afdæmpet end lakeland og fox
terrier, som den ellers minder meget om
HØJDE: Højst 39 cm for begge køn.
VÆGT: 9-9,5 kg.
FARVER: Rødgul med sort sadel.
HJEMLAND: Storbritannien.
INTERNATIONALT RACENAVN: Welsh Terrier.
MENTALITET: Minder i væsen, bygning og størrelse om både
lakeland og fox terrier. Den er en typisk terrier med udpræget jagtlyst og
vildtinteresse, men samtidig nok den roligste af de tre racer. Den er glad for
børn, for fremmede og for andre hunde, hvis den er vænnet til dem fra hvalp.
Den er vagtsom, men ikke voldsomt gøende.
BEHOV: En tilpasningsdygtig hund, der villigt indordner sig
under de mest forskelligartede forhold, blot den får rigelig motion, megen
beskæftigelse og nær social kontakt med sine mennesker.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Mange terrierracers
tøjlesløse jagtiver og stridbarhed over for andre hunde er mere dæmpet hos
welsh terrier, som dog stadig er en meget livlig og aktiv hund. Selvom den
sjældent strejfer, er den dog nysgerrig nok til, at haven bør være indhegnet.
PELS OG PLEJE: Den ru dækpels over kort og tæt underuld
beskytter godt mod al slags vejr. Den kræver trimning tre til fire gange om
året, men til gengæld fælder den ikke. Pelsen må ikke klippes det vil gå ud
over både farver og struktur. Den daglige pleje klares med karte og kam.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Racen er
samarbejdsvillig og glad for at lære. Opdragelsen skal være meget venlig og
positiv, men samtidig konsekvent, ellers bliver man snøret af den lille filur.
Undgå al brug af magt. Beløn samarbejde og venlig omgang med andre hunde.
OPRINDELSE: Har været brugt til gravjagt i det nordlige
Wales siden 1700-tallet. Den er udviklet på basis af den nu uddøde brokenhaired
black-and-tan terrier, og den var langt op i tiden den foretrukne terrier til
rævejagt både på De Britiske Øer og på det europæiske fastland. Det er en race
med helt sit eget præg lige så lidt en miniudgave af airedale som en solidere
lakeland eller en farvevariant af fox terrier. I dag er den primært
selskabshund, men den er også god til forskellig hundesport.