Pas på - her bor jeg!
Kattens adfærd styres af flere forskellige faktorer: Psyke,
instinkter, race og ikke mindst indlærte erfaringer. Det er en almindelig
opfattelse, at et af kattens mere markante karaktertræk er dens uafhængighed af
alt og alle, men hvad ligger der egentlig i dette? Det er sandt, at en kat, der
aldrig har fået mulighed for at knytte sig til mennesker på det »strategiske-
tidspunkt nemlig i løbet af de første 3 til5 måneder, ikke senere er i stand
til at få virkelig nær tilknytning til mennesker. Den lever hele sit liv som
»herreløs« også selvom den godt kan finde et stabilt boligforhold hos
mennesker. Det er klart, at sådan en kat vil være knyttet til stedet og ikke
til sine »ejere- - det er også klart, at sådan en kat kan fordrives fra sit
territorium af andre dyr eller ændrede forhold. Det er netop denne type, som
har givet anledning til myten om kattens uafhængighed.
Ganske anderledes er situationen for en kat, der fra
killingealderen har været vant til at omgås mennesker og til at give og modtage
hengivenhed. En sådan kat er i stand til at knytte sig meget stærkt til sin
herre og følger ham gladelig fra den ene bolig til den anden, tager med i
sommerhus og på ferier uden nogen sinde godvilligt at ville forlade sine
mennesker, selvom den selvfølgelig tro mod sine instinkter godt kan tage på
kortvarige eventyr på op til et døgn. Man kan imidlertid med sikkerhed regne
med, at en sådan kat vender hjem, hvis den overhovedet kan; frivilligt
udebliver den ikke.
Enhver, der har haft et nært forhold til flere katte, ved
hvor store individualister katte er. Har man også brugt tid på at iagttage sine
katte, ved man hvilket fond af uspolerede instinkter de har i behold, måske
flere end noget andet husdyr. Det er netop det fine samspil mellem instinkter
og intelligens der gør katten så fascinerende.
Territorium
Som kødædende rovdyr afmærker medlemmerne af kattefamilien
et territorium, som de sjældent er parat til at dele med andre af samme art.
Efter at den tamme kat er flyttet ind hos mennesket, og især i bymæssige
omgivelser, er den blevet nødt til at gå med til at dele et område, og dette er
den i stand til at gøre, fordi den sætter sin lid mere til mennesket end til
jagt, hvor det gælder forsyning af mad. Dog jager mange katte stadig fremmede
indtrængende bort fra et begrænset område - for eksempel deres egen have - og
prøver ofte at undgå at bruge de fælles veje på samme tid som de andre katte i
nabolaget. Kendte naboer tåles på en måde, som fremmede ikke ville blive, og
områderne kan krydse hinanden.
En hankat med udviklede kønsorganer afmærker sit territorium
ved at strinte og afmærker herved med sin urin grænserne og land mærkerne i sit
domæne med sin egen lugt - en lugt som det er umådelig vanskeligt at fjerne
eller dække over. For mange katteejere er dette grund nok til at lade en hankat
kastrere. Denne enkle operation * fjerner også kattens trang til at gå på
natlige strejftog for at søge efter hunkatte og mindsker sandsynligheden for,
at den bliver indviklet i slagsmål og hvad der måske er endnu vigtigere: den er
med til at reducere antallet af uønskede killinger.
Katten efter musen -leg eller grusomhed?
Jagt
Selvom huskatte ikke længere er nødt til at fange og dræbe
for at ernære sig, er kattens fysik og instinkter indrettet til jagt og nogle
tusind års tæmning har ikke sløvet disse evner. Når man betragter et kuld
killingers leg, vil man se, at næsten alle legene i virkeligheden er øvelser i jagtmæssige
færdigheder. De afprøvet den teknik, som man kan iagttage hos den voksne kat,
når den lister sig ind på sit bytte. Den måde, hvorpå en killing nærmer sig en
bold, er en prøve på at fange en mus, og i angrebet på et stykke dinglende
legetøj bruger den de samme bevægelser, som hvis den skulle prøve at fange en
fugl.
Den erfarne kat kan vente tålmodigt ved et spor, som den
ved, dens bytte vil bruge, og forholde sig ubevægelig i timevis, hele tiden
parat til et pludseligt spring, eller den sniger sig ind på sit bytte. Katte
elsker højtliggende steder, hvorfra de kan overvåge området og observere bytte,
farer eller blot interessante hændelser. Selv indendørs kan man finde dem
øverst oppe på møbler og lignende, hvis de da ikke er i færd med at snige sig
ind under en avis, som er faldet på gulvet.
Når lugt, lyd eller bevægelse fortæller en kat om et byttes
tilstedeværelse (eller bringer et eller andet spændende eller forstyrrende
budskab) koncentrerer den sig med alle sanser et øjeblik for at få den størst
mulige oplysning. Den kan dukke frem fra sit skjul for at undersøge situationen
yderligere og går ofte omveje for at undgå at blive set. Medmindre katten ved,
at den selv er sikkert dækket, bevæger den sig med korte, bratte sæt og holder
kroppen så tæt til jorden som muligt. Jo nærmere den kommer sit bytte, des mere
forsigtigt går den frem, idet den hyppigt standser for at vurdere situationen,
sænker ørerne for at gøre sig så lidt synlig som muligt og lytter forsigtigt,
inden den går videre frem. Så kommer et dirrende øjebliks anspændelse, så et
pludseligt spring frem fra dækningen eller et lynsnart slag med udstrakte poter,
og tænder og kløer griber dyret eller legetøjet.
Et insekt bliver snappet af kattens kæber, men andre
byttedyr dræbes som regel med et præcist og beslutsomt bid i nakken og som de
fleste små kødædere spiser katten sit bytte fra hovedet (eller undertiden når
det er fugle fra vingeroden) og nedad.
I naturen bringer moderen ofte det endnu levende bytte til
sine killinger og optræner dem i at fange og dræbe, men en kat, som aldrig har
dræbt for at skaffe sig føde, vil aldrig forbinde drab med mad, og hvis en
killing ikke dræber i en speciel modtagelig periode under sin opvækst, vil den
aldrig lære at gøre det. Skønt metoden med at bide i nakken synes at være en nedarvet
reaktion, der sættes i gang under jagten på byttet, er den ikke instinktiv, men
må læres.
Et alvorligt slagsmål kan ikke altid undgås.
Angreb og forsvar
Killinger vil under leg sjældent såre hinanden, uanset hvor
voldsomme deres lege kan forekomme, for et hæmmende instinkt får dem til at
trække deres kløer tilbage. Selvom kuld søskende kan udløse impulsen til jagt
eller angreb kan det oprindelige offer for jagten hurtigt skifte over til at
være den jagende part. Selv som voksne indlader katte sig sjældent i et
alvorligt slagsmål, selvom nogle hankattes forrevne ører tyder på det modsatte.
Katte giver næsten altid rigeligt med advarsler, inden de kaster sig ud i et
angreb og prøver først at indlede en psykologisk konfrontation, der består i at
vise kræfterne og udveksle truende signaler eller tegn på underkastelse, indtil
den ene af parterne giver efter.
To katte kan stå og stirre på hinanden i flere minutter ad
gangen, inden de foretager sig noget yderligere. Den strittende pels og
svulmende hale, som får en kat til at syne større og måske mere
frygtindgydende, er et tegn på frygt og holder sig et stykke tid efter, at
katten er undsluppet. I virkeligheden er den kendte stilling med krum ryg og
strittende pels en blanding af forsvars- og angrebssignaler.
Opspilede øjne, åbenstående mund og tilbagelagte ører anses
af zoologerne for at være forsvars stillinger, mens stive ben og oprejst hale
er tegn på angreb. Bagpartiet går frem til angreb, mens forpartiet trækker sig
tilbage eller i hvert fald bliver stående og tvinger ryggen til at bues. Hvæsen
og sprutten er et advarselssignal, og den høje eksplosive lyd, som kan komme
fra en kat, forskrækker måske for eksempel en aggressiv hund, således at katten
bliver i stand til at undslippe, før hunden kommer til sig selv igen. Et
pludseligt angreb kan også blive brugt til at afbryde en overlegen fjendes
koncentration - det er ikke så meget et forsøg på at forvolde alvorlig skade,
men snarere på at få lejlighed til at slippe bort under den påfølgende
forvirring. Medmindre katten virkelig er trængt op i en krog, vil den sjældent
prøve på at gå løs på en angriber, men vil hastigt lægge en sikker afstand
mellem truslen og sig selv.
Det er usandsynligt, at man nogen sinde vil se en kat kaste
sig ind i kamp, medmindre den er sikker på, det kun drejer sig om leg. Hvis et
virkeligt slagsmål ikke kan undgås, angriber en kat med forpoternes kløer, som
er meget skarpe, samt med tænderne, dersom det er muligt for den at komme nær
nok til fjenden uden selv at blive kradset i hovedet. Bidsår er sjældne i
katteslagsmål, medmindre modstanderne står meget ulige i kampen. En tabende kat
vil som regel indtage en forsvarsstilling ved at kaste sig om på ryggen, så den
kan lange ud mod sin modstander med alle fire sæt kløer; den vil især
koncentrere sig om at uddele voldsomme slag med sine kraftige bagben. Den samme
kampteknik bruges i konfrontation med mennesker. Først en alvorlig mundtlig
indsigelse, hvis man gør noget, den ikke kan lide, så en symbolsk kradsen og
derpå rigtig kradsen eller biden, som giver den mulighed for at flygte, mens
man kommer til sig selv igen. Hvis situationen ser virkelig farlig ud for en
kat, vil den hurtigt stikke af eller søge hen til et fordelagtigt sted, hvorfra
den kan udskrige sin vrede mod en. Det er ikke nogen god ide at lege slåskampe
med sin kat med bare hænder - i sin ophidselse kan den komme til at fejlvurdere
situationen og såre en - men i almindelighed er kattene meget forsigtige med
ikke at gøre deres venner fortræd.
Kløer, som er ude det ene øjeblik, mens den klatrer op ad
ens frakke, vil i det næste være trukket tilbage, så den kan putte sig på tyndt
skjorte- eller blusestof. Poternes bløde trædepuder gør kattens bevægelser
meget lydløse - en stor fordel for en jæger - men ikke så lydløse, at andre
katte ikke kan høre dem. De orientalske kattes kløer trækker sig ikke så let
ind som andre racers og giver en klik-klaklyd, når de nærmer sig hen over en
hård overflade.
Ordenssans
Katte er sirlige væsener. De holder af at holde sig selv og
deres omgivelser rene. Ekskrementer graves omhyggeligt ned, og pelsen holdes
grundigt ren. Faktisk tager soigneringen* en stor del af kattens tid. Den kan
nå det meste af kroppen med tungen"; der fungerer både som svamp og kam,
og dens hoved* og nakke holdes rene ved at den væder forpoterne og bruger dem
som skurebørste. De holder ikke af stærke lyde eller pludselige bevægelser og
søger som regel dækning, hvis de overværer et hjemligt skænderi, selvom det
ikke har noget med dem selv at gøre.
De er vanedyr og holder af at overholde regelmæssige tider
for hver aktivitet - især måltider og at blive lukket ind og ud - de ønsker
faste sove- og spisesteder og faste vaner, når de færdes omkring. De bryder sig
ikke om, hvis der er flyttet om på møblerne eller deres sædvanlige ruter er
spærret - men de undersøger alle forandringer med forsigtig interesse. Ikke ret
meget undgår en kats opmærksomhed. Katte savner ikke humoristisk sans og kan
tage del i en spøg, ja, endog selv spille en et puds, men de synes absolut ikke
om selv at blive til grin.
Se instinkter, leg, spinden, sprog, hund og kat.
Her kan ingen overraske mig.
Katten er den fødte akrobat.
Nysgerrighed og forsigtighed er typiske kattetræk.