Manx kat

Den haleløse kat er ikke en race, der kan renavles; men manskatten har på Øen Man haft specielle vilkår.

Den haleløse manxkat har været kendt i flere hundrede år, og mange gamle overleveringer beretter om dens oprindelse og dens ankomst til øen Man. En ret usandsynlig historie fortæller om hvordan fønikiske søfolk bragte den med fra en rejse til Japan. En anden handler om, hvordan en hunkat bed killingernes haler af for at forhindre dem i at blive slået ihjel, så krigerne kunne bære deres buskede haler som hjelmduske. Den enkleste historie af dem alle er den forklaring, at manxkatten kom for sent til Noas ark, og den utålmodige patriark, der var ivrig efter at sejle, da vandene steg, smækkede døren i og klemte dens hale af.

I virkeligheden forekommer der haleløse katte i mange dele af verden. Charles Darwin berettede om dem i de malaysiske egne. Der findes haleløse katte i Kina, i Rusland - specielt på Krim - og her i landet på Reersø. Måske er der et gran af sandhed i den føniske historie med, at de kan være spredt gennem skibsfarten. Formodentlig har det været det begrænsede avlsmønster, påtvunget af vilkårene på en ø, som førte til det store antal haleløse katte på øen Man. Manxkatten er ikke en race i den betydning, at den kan renavles. Manx-forældre producerer ofte et kuld omfattende killinger med haler og med stumphale; de såkaldte »stumpies« er killinger med en kort hale. Ligeledes kan katte med lange haler besidde kromosomdefekter for haleløshed og frembringe manx-lignende killinger i deres kuld.

Manglen på hale synes ikke at påvirke manxkattens balancefornemmelse, men man har iagttaget, at de sjældent klatrer så godt som andre katte og ikke er ude efter fuglereder. Derimod er de som regel gode rotte- og musejægere og kan ofte blive fine fiskere.

Manxkatten har sin egen meget udprægede personlighed og kan blive et dejligt kæledyr. Men kromosom-defekten, som gør den haleløs, påvirker hele hvirvelsøjlen og selvom mindskelsen i længde og i antallet af hvirvler som regel er koncentreret i bagpartiet, kan der mangle hvirvler andre steder, som forvolder defekter. Jo større defekter des højere er dødeligheden blandt ungerne, og indavl hos manxkatte gennem flere på hinanden følgende generationer kan resultere i døde killinger. En misdannelse i endetarmens lukkemuskler er en af de abnormiteter, der undertiden er knyttet til manxkattens defekter. En »stumpy« er, uanset halens længde, sikret et normalt liv.

Standard

Manglende hale, forhøjet bagparti, kort ryg og dybe flanker er manxkattens vigtigste kendetegn, for den rigtige hoppende eller »kaninagtige« gangart hænger nøje sammen med disse egenskaber. Meget vigtigt er det også, at pelsen er dobbelt, dvs. blød og åben som en kaninpels med blød tyk underpels. Af største vigtighed er bagpartiets runding. Rund som en appelsin er idealet.

Bemærkninger

Hos et udstillingsdyr må haleløsheden være fuldstændig. Ved rygraden s afslutning, der hvor halen begynder hos andre katte skal der være et ud præget hul. Bagpartiet kan ikke være højt nok og ryggen ikke kort nok, mens flankerne skal være meget dybe. Hovedet er stort og rundt men ikke stumpnæset (persertype). Næsen er en smule lang, men fordi kinderne er stærkt udviklet, virker hovedet alligevel ikke langt og smalt (dette ville være en stor fejl).

Ørerne er temmelig åbne ved basis og let tilspidsede.

Øjenfarven er ikke vigtig og skal kun tages i betragtning i sådanne tilfælde, hvor to dyr står lige. I disse tilfælde skal den svare til standarden for europæisk korthår. Alle pelsfarver er tilladt hos manxkatte. Tegning og farve bliver, ligesom det er tilfældet for øjenfarven, kun taget i betragtning når to dyr står lige.

Gangarten, som hænger sammen med de tidligere nævnte egenskaber, er meget væsentlig.

Se halen, japansk bobtail.

Et kort, forhøjet bagparti giver manxkatten en kaninagtig gangart.

Manxkattens pels er dobbelt med en tyk underpels.