Soignering spiller en vigtig rolle i kattens adfærd.
At katten er renlig er en kendt sag. Dyret slikker sig i det
uendelige, som om den aldrig er tilfreds med pelsens glans. Hvis den grises
til, begynder den straks en omhyggelig rengøring. Hertil bruger den sin tunge
til alle de dele af kroppen den kan nå. Hvad hovedet angår, benytter den
poterne, som på forhånd fugtes med spyt.
Soigneringen spiller en vigtig rolle i kattens adfærd, idet
den er en afspejling af en vis sindsro. Et ængsteligt dyr tænker ikke på at
gøre sig ren. Killingerne er i reglen renlige meget tidligt. Deres instinkt får
dem til ikke at tilsmudse deres opholdssted, ligesom det ansporer dem til at
begrave deres efterladenskaber. Derfor vænner de sig let til katte-bakken, som
gør det muligt for dem at begrave deres ekskrementer. Nogle af dem forstår dog
ikke med det samme hvad bakken skal anvendes til.
Man må så anbringe dem på bakken, så snart de begynder at
forrette deres nødtørft, og de lærer meget hurtigt at bruge den. Med hensyn til
krops-soigneringen er det moderen, som ved uophørligt at slikke de små
indprenter dem renlighed.
Det er sandsynligvis ønsket om at skjule sine spor, der får
katten til at begrave sine ekskrementer.