En syg kat har behov for at holdes ren og have det bekvemt,
at forsikres om ens kærlighed og få tilstrækkelig opmærksomhed, der kan
opmuntre den til at komme sig, men man skal ikke pylre om den, da den
sandsynligvis har brug for masser af søvn til at genvinde kræfterne. Red en
behagelig seng med gamle tæpper og avispapir og anbring den et roligt og varmt
sted, der ikke er udsat for stærkt lys og er fri for træk. En varmedunk (der
hyppigt fornys for at man kan være sikker på, den altid er varm) hjælper også.
Skift sengetøjet, hvis det bliver snavset til. Sørg for, at
der står frisk drikkevand lige i nærheden og stil bakken, så den let kan nås.
Ældre og invalide og meget syge katte må måske bæres hen til deres bakke et par
gange om dagen og gøres rene efter brugen. Følg altid omhyggeligt dyrlægens instrukser.
Hvis man ikke er absolut sikker på, hvad man skal gøre, må
man bede ham gentage dem og forklare det, man ikke forstår, endnu tydeligere.
Noter omhyggeligt alle forandringer i kattens adfærd" og tilstand, hvor
ubetydelige de end kan forekomme, således at de kan meddeles nøjagtigt til
dyrlægen. Fortsæt behandlingen, selvom De mener, at katten er kommet sig helt,
ellers kan man risikere tilbagefald. Hold først op, når dyrlægen siger til.
Alle syge katte sætter pris på lidt ekstra soignering, der
hjælper på deres humør. Bad deres øjne og rens næsen med saltvand, hvis det
synes at være tiltrængt. Hvis næseskindet eller læberne revner kan man gnide
dem med lidt torskelevertran. Overhold den kost, dyrlægen anbefaler. Forkæl
katten med lidt af dens yndlingsspise (hvis den ikke er forbudt) for at vække
appetitten. Hvis man ved, at katten skal bedøves, må den ikke fodres fra
aftenen før den skal opereres.
Indgivelse af pille
Piller og medicin
Der er behov for kærlighed og omsorg ved en hvilken som
helst sygdom, men disse ting alene kan ikke kurere patienten. Der må gives
medikamenter enten som indsprøjtning eller som piller eller flydende medicin.
Pulvere er de letteste at give, idet man simpelt hen blander dem i kattens mad.
Hvis katten nægter at spise den og afviser flere måltider, må dyrlægen prøve en
anden måde. Nogle katte er det let at få til at tage piller, mange ikke. Indtil
man får øvelsen, må man finde en hjælper til at holde katten, mens de indgives.
Hjælperen må holde i patientens forben og støtte dens
bagparti let, mens du selv holder fast i kattens hoved ovenfra, som når man
holder på en bold. Flyt kraniet opad og tilbage, mens du klemmer forsigtigt med
fingrene på hver side af munden. Hold pillen i den anden hånd og pres underkæben
ned. Læg ikke fingeren mellem kattens tænder, men tryk på gummen, så munden
holdes åben, mens du lader tabletten falde ned langt tilbage på tungen. Luk
straks munden og stryg ned over halsen, indtil du er sikker på, at katten har
slugt pillen.
Slip ikke katten, før den har slikket sig om læberne, da den
kan beholde pillen i munden, parat til at spytte den ud, så snart man har vendt
ryggen til. Nogle piller har tilbøjelighed til at give fråde om munden, hvis de
ikke er slugt, hvilket katten finder meget ubehageligt; hvis pillen ikke er
sunket, så lad katten spytte den ud og prøv igen. Med øvelsen bliver man i
stand til at indgive piller alene. Man kan da holde katten ned mod et bord for
at mindske dens modstand.
Kunstigt åndedræt
Læg katten på siden og tryk forsigtigt på dens brystkasse,
let trykket og tryk igen rytmisk med cirka fire sekunder mellem hver bevægelse.
Man kan også anvende mund-til-mund-metoden.
Bandager
Da kattens sår læger hurtigt, er det ikke altid nødvendigt
at forbinde mindre sår, medmindre det er nødvendigt at behandle dem med salve,
som det vil være farligt for katten at slikke af, eller hvis katten bliver ved
at slikke dem og forsinker helingen. Det kan også blive nødvendigt at lægge
bandage på en kats poter" for at hindre den i at kradse et irriteret
område, der snart kan blive blodigt og forrevet. Hvis katten har brug for en
bandage, må den lægges godt, for ellers vil den bide eller kradse bandagen af.
Læg altid bandagen fladt og jævnt. Svøb den fast om, men
ikke så stramt, at den generer blodomløbet. Bind ikke enderne sammen eller hæft
dem ikke med en sikkerhedsnål. Brug i stedet for hæfteplaster, som bør
overlappe bandagen og til dels sidde på pelsen, så bandagen holdes på plads.
Almindelig gaze kan bruges, og en rundvævet bandage vil være af værdi, når
poterne skal forbindes for at hindre kradsning.
En krave, fremstillet af pap, vil kunne hindre en kat i at
slikke og irritere sår eller i at kradse dårlige øjne eller ører. Den kan fremstilles
af et stykke rundt pap på cirka 30 cm i diameter. Bortskær cirka en tredjedel
af cirklen og fjern en indvendig cirkel på cirka 10 cm i tværmål. Prøv den på
kattens hals, foretag de nødvendige tilpasninger, lav huller langs de
overlappende kanter og belæg inderkanten med hæfteplaster, så den ikke
irriterer kattens hals. Læg kraven om katten og bind kanterne sammen, idet der
afsluttes med en sløjfe så kraven let kan tages af, men uden at der sidder løse
ender, som katten kan trække i. Man må tage kraven af, når katten skal spise og
vaske sig-men hold øje med, atden ikke gør netop de ting, som kraven skal
forhindre. Lad aldrig katten bære en sådan krave udendørs, da den vil begrænse
dens synsfelt og kan medføre ulykker og gøre den meget sårbar over for angreb.
Temperaturtagning
Kattens temperatur tages ved at føre et lægetermometer ind i
endetarmen. Termometret bør være indfedtet og indføres forsigtigt, idet det
skal rulles rundt, ikke skubbes ind. Husk også at tage det forsigtigt ud igen.
Katten kan ikke lide dette foretagende, så tal beroligende til den og få en
anden til at holde fast på skuldre og forben, mens De selv støtter underlivet
med den ene hånd og stikker termometeret ind med den anden. Hvis man nærer
tvivl om sin evne til at gøre det rigtigt, så løb ingen risiko - og tag aldrig
temperaturen, medmindre det er nødvendigt.
Kattens normale temperatur er cirka 38,5-39,2 °C. Temperatur
på over 40 °C tyder på en eller anden infektion og kommer den under 38 °C er
det sikrest at konsultere sin dyrlæge.
Se bidsår, sår, temperatur.
Ejeren kan selv foretage mindre behandlinger efter dyrlægens
forskrift.