Terriere: Kerry blue terrier er en behagelig og
tilpasningsdygtig selskabshund i en aktiv familie
HØJDE: Hanner 46-48 cm. Tæver 44-46 cm.
VÆGT: 15-18 kg.
FARVER: Alle nuancer af blåt med eller uden sorte aftegninger
i hoved og på poter.
HJEMLAND: Irland.
INTERNATIONALT RACENAVN: Kerry Blue Terrier.
MENTALITET: Venlig over for alle mennesker og meget glad for
børn. En behagelig og tilpasningsdygtig selskabshund, som er meget afhængig af
menneskelig kontakt og kun nødigt viger fra sin familie. Modig, vagtsom og
forsvarsberedt. Voksne hanhunde, der ikke er blevet socialiseret tidligt, kan
få det svært i forholdet til andre hunde.
BEHOV: Den unge hund elsker at bevæge sig, men racen er ikke
specielt motionskrævende som voksen. Den trives som deltager i familiens
gøremål, og den er glad for nye oplevelser og udfordringer.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Den er livlig, glad og vil
gerne være med alle vegne, men den er ikke hyperaktiv. I besiddelse af nogen
jagtlyst, men med en god opdragelse fra tidligste hvalpealder kan den udmærket
lære at færdes uden line. Holder god kontakt med sine mennesker.
PELS OG PLEJE: Pelsen er silkeagtig og tætkrøllet. Den skal
børstes tit og grundigt og klippes i facon med to til tre måneders mellemrum.
Skægget friseres dagligt og vaskes efter behov. Pelsen fælder ikke, og racen
tåles derfor af mange allergikere. Hvalpene fødes sorte og bliver lysere med
tiden.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Kvik, har en
hurtig opfattelsesevne og er let at opdrage, blot man begynder tidligt. I
modsat fald kan den være tilbøjelig til at overtage føringen i familien. Til
forskel fra de fleste andre terriere er den glad for at apportere også fra
vand.
OPRINDELSE: I 1775 forliste et udenlandsk skib ud for
Irlands syd kyst. Det fortælles, at en hund svømmede i land i landskabet Kerry.
Den var blåsort med en blød og krøllet pels, som den gav i arv til sit
efterhånden talrige afkom med lokale hunde på egnens gårde. Historien kan naturligvis
ikke bekræftes, men netop farve og pels kunne tyde på et vist slægtskab med
puddel og andre vesteuropæiske vandhunde. I kampen for Irlands løsrivelse fra
England blev racen noget af en maskot for nationalisterne.