Kattegræs er vigtig for kattens fordøjelse. Efter
indtagelsen lægger det sig om slugte hår i mave og tarm. Virker afførende og
fremkalder opkastninger.
De forskellige »urter«, som man giver kattene at spise, er
ikke egentlige næringsmidler, men planter, som man erfaringsmæssigt tillægger
helbredende egenskaber. De spiller rollen som pirringsmiddel for mave og tarm
og er et virkningsfuldt afføringsmiddel eller udløser en frelsende opkastning,
der gør det muligt for katten at fjerne fremmedlegemer, specielt de hår den
slikker i sig under sin soignering. Indtil det 19. århundrede blev kattene
næsten udelukkende plejet med disse »urter«, og blandt disse var først og
fremmest kvikgræs.
Man kan købe potter med »kattegræs« hos de fleste
blomsterhandlere og gartnere. Man bør købe dem, for ellers gnaver katten i
lejlighedens prydplanter og kan risikere at blive forgiftet. Man kan også selv
dyrke »kattegræs« og plante nogle korn af byg, hvede eller havre i en potte.
Katten sætter overordentlig stor pris på de nye grønne skud, når de er blevet
en halv snes centimeter høje. Man må dog ikke forveksle de strengt nyttige
plantearter med katteurt (Nepeta cataria), som ikke har nogen medicinsk
virkning, men hvis duft udøver en mærkelig tiltrækning på vore katte. Den
vokser imellem murbrokker og tilhører læbeblomstfamilien, ligesom mynte og
melisse. Duften af dens blade er uimodståelig for kattene. Den hensætter dem i
en slags forelsket trance, der bliver til ekstase.
Baldrian (Valeriana), som der i øvrigt findes flere arter
af, indeholder en olieessens, hvis gennemtrængende duft er ubehagelig for
menneskers lugtesans, men virker særdeles tiltrækkende på alle katte. Man præparerer
ofte »kradsetræerne« samt legetøj, beregnet for katte, med disse dufte.
Se hårboller, opkastninger.