Der er fundet ammonitter, der var mere end 1 m i diameter. Dette eksemplar er fra kampesten ved Englands sydkyst.
UNDERKLASSE: Ammonoidea. KLASSE: Cephalopoda. RÆKKE: Mollusca.
En gruppe af uddøde blæksprutter. Der vides meget lidt om deres bløddele, men deres skaller er ofte velbevarede og er ganske almindelige i visse geologiske formationer. Nulevende blæksprutter inddeles hovedsagelig efter antallet af gæller og arme eller tentakler, men sådanne oplysninger findes ikke om forstenede former, fordi bløddelene er rådnet bort. Derfor inddeles de efter skalstrukturen. De kan af bekvemmelighedshensyn inddeles i tre større grupper: underklasserne Nautiloidea, Ammonoidea og Coleoidea. Nautiloiderne omfatter den nulevende nautil, Nautilus, og en formrig gruppe af beslægtede, uddøde former. Coleoiderne omfatter de uddøde belemnitter og de nulevende ottearmede og tiarmede blæksprutter. Ammonoidea var tidligere inddelt i tre grupper: goniatitterne, ceratitterne og ammonitterne, så strengt taget refererer udtrykket ammonit kun til de ammonoider, som havde en særlig type skal konstruktion. Med den mere detaljerede viden har disse gamle inddelinger mistet det meste af deres oprindelige betydning, og »ammonit« bruges nu ofte ret løseligt om alle Ammonoidea.
Snit igennem ammonitskaller viser forskellen på evolut (venstre) og evolvent snoning.
Ammonitskallen havde de samme basislag som andre bløddyrskaller og bestod i levende live hovedsagelig af aragonit, en form for kaiciumkarbonat, skønt denne almindeligvis er blevet ændret under forsteningsprocessen ved tilføjelse af, eller udskiftning med, andre stoffer. Forstenede ammonitter er ofte tunge, men det er fordi skallens hulrum er blevet fyldt med aflejringer, selve skallen var sædvanligvis ret tynd. Hos de fleste ammonitter er skallen snoet i en flad spiral. Mindre almindelige former er skrueformet snoning, som et sneglehus, og former med en begyndende flad spiral efterfulgt af en lige eller endog krogformet afslutning. Nogle voksede til en betydelig størrelse, en snoet kridttidsart, Pachydiscus seppenradensis, nåede således over 1 m i diameter, svarende til en oprullet længde på over 10 m. Ammonitskallen begynder med et lille kugleformet kammer, som kaldes protoconch'en, og som menes at være blevet dannet af fosteret før udklækningen. Den første skalvinding er almindeligvis ganske snæver, ofte mindre i diameter end protoconch'en; de efterfølgende skalvindinger vokser støt i størrelsen hen imod skallens åbning. Nye skalvindinger kan helt dække de tidligere dele af skallen, så kun den yderste skalvind er synlig (= evolent snoning), eller den kan blot være fastgjort langs kanten af den foregående skal vinding således at alle skalvindingerne er synlige (= evolut snoning). Skalvindingernes udvendige overflade kan være glat eller have ophøjede ribber eller knastformede fremspring eller begge dele. Vækstlinierne kan være synlige, men bør ikke forveksles med de furer eller suturer, der beskrives nedenfor. Efterhånden som dyret voksede, afsondrede det nyt skalmateriale rundt om åbningen, bevægede sig fremad og udskilte indre tværskillevægge eller septa med visse mellemrum bag ved sig, idet det således afskar de ældre dele af skallen. En færdigdannet skal består derfor af fosterets protoconch og en lang, snoet skal, der består af en ældre del, inddelt af tværgående septa i et antal kamre, og den sidst dannede del, der kaldes legemskammeret eller levekammeret, som indeholdt dyrets krop, og hvortil det kunne trække sig tilbage. Denne sidste del optager sædvanligvis fra ½ til 1½ skalvinding. Fra dyrets inderste ende og til protoconch'en fandtes strengen, et tyndt bånd af blødt væv. Dette bånd gennem brød skillevæggene og løb imellem disse inden i et snævert tyndvægget rør af skalmateriale, siphoen. De første få septa, der dannedes, er svagt krumme, og deres kanter møder skallens indre flade i en simpel sutur. Senere septa blev bukket og rynket mere og mere, især hen imod kanterne, og suturlinierne blev tilsvarende komplicerede. Septa og suturlinier findes også hos nautilerne, hvor de altid er simple.
Da hver skillevæg er forbundet med skallens inderflade, er suturerne ikke synlige på et intakt eksemplar, men det er nemt at få dem frem, og de er ofte synlige på let slidte skaller uden præparering. Nogle ammonitter kunne lukke skallens åbning ved hjælp af enten en enkelt hornplade eller et par kalkagtige plader. Disse har sandsynligvis været forbundet med dyrets bløde del og ikke direkte med skallen, da de kun sjældent forekommer i fossilet. Skallens åbning er sædvanligvis beskadiget i nogen grad, men hos nogle velbevarede eksemplarer kan et lille, afrundet hak ses i kanten længst væk fra den foregående skal vinding. Dette hak menes at markere tragten, et organ som hos de nulevende blæksprutter bruges til at sprøjte vand ud til jetfremdrift.
Bortset fra tilstedeværelsen af strengen og tragten og nogle få muskel af tryk på legemskammerets inderside, ved man intet om bløddelene. På grund af den almindelige lighed imellem ammonitskaller og skallerne hos nulevende nautiler, har man sædvanligvis antaget, at ammonitter har haft to par gæller og talrige tentakler, men der findes i virkeligheden intet direkte vidnesbyrd herom, skønt der kun kan herske ringe tvivl om, at de havde samme generelle organisationstype som andre blæksprutter.
Ammonitternes evolutionslinjer i successive lag i liastiden (juratiden), der viser, hvorledes formen ændredes fra evolvent form (nederst) til forskellige evolute snoningsformer, med varierende ornamentering eller slet ingen (Øverst til venstre),
Ammonitter forekommer første gang i den nedre devontid, men disse former havde relativt simple suturlinier. Former, der viser de komplicerede ammonitsuturer , dvs. ægte ammonitter, findes i permformationer , og disse blev almindelige og udbredte i triastiden og vedblev at være det i juratiden og det meste af kridttiden. Kort før slutningen af kridttiden uddøde ammonitterne ret hurtigt, idet deres plads overtoges af coleoiderne.
Ligesom de nulevende blæksprutter synes ammonitterne udelukkende at have været havdyr og aldrig at have koloniseret ferskvand. Deres skaller var ret lette, og der er god grund til at antage, at dyrets totale vægtfylde blev yderligere reduceret til omkring havvandets vægtfylde ved udskillelse af luft i skallens kamre. De fleste synes at have været ret gode, aktive svømmere. De dyr, der havde strømlinjede, evolvente skaller var sandsynligvis aktive former i åbent vand. Arter med mindre strømlinjede, evolutte skaller var mindre effektive svømmere og kan have tilbragt noget af deres tid på eller nær ved bunden. Et lille antal med relativt tunge skaller levede sandsynligvis hovedsagelig på bunden.
Der hersker nogen tvivl om det nøjagtige antal kendte arter, men det er sandsynligvis over 5000. Fordi ammonitterne var havdyr, gennemgik en hastig udvikling med hurtig og udbredt spredning af nye arter, fandtes i stort antal og havde en hård skal, der forbedrede deres muligheder for forstening, har de været til stor hjælp for geologerne ved sammenligning af de relative aldre af havaflejringer. Perm-, trias-, jura- og kridttidssystemerne er opdelt i undergrupper hovedsagelig på grundlag af deres ammonitfaunaer.
.............................................................................................................