Slørhalet guldfisk
Sædvanligvis små arter, ofte meget farvestrålende, som trives tilfredsstillende i akvarier. Selve akvariet er lige så vigtigt som fisken, der skal leve i det, både af æstetiske grunde og af hensyn til bestandens trivsel. Akvariets form indvirker i høj grad på den iltmængde, der kan spredes i vandet. Det gammeldags, runde guldfiskeglas er, når det er fyldt til kanten, højst uegnet på grund af det meget lille overfladeareal i forhold til glassets dybde. Den bedste akvarietype er lavet af vinkeljern med glasbund og -sider. Længden skal være cirka det dobbelte af bredden, og bredden og dybden skal være cirka lige store. Herved sikres et tilstrækkeligt overfladeareal til spredning af ilten. I dybere akvarier samt i akvarier med mange fisk bør der anvendes en lille luftpumpe. Akvariet skal være overdækket, både for at udelukke støv og for at forhindre visse fisk i at springe op. Overdækningen udgør også en skærm, uanset hvilken slags belysning, der bruges til oplysning af akvariet. Den anvendte belysning er en smagssag. Nogle akvarister foretrækker forskellige typer lysstofrør, der efterligner dagslyset, mens andre hævder, at almindelige elektriske pærer i forbindelse med dagslyset er billigere og lige så gode. Det er vigtigt at huske, at lyset stimulerer algevæksten på akvariets sider (som kan skrabes rene med et barberblad eller tørres rene med vat fra tid til anden). Ligeledes er en mørkeperiode nødvendig for nogle fiske- og sneglearters trivsel, og konstant belysning skal derfor undgås.
Akvariets bund skal være dækket med ca. 4 cm groft sand eller grus, som er blevet steriliseret og meget omhyggeligt vasket i en spand under rindende vand (vandet bliver plumret, hvis sandet ikke er rent). Akvariet kan fyldes enten med regnvand eller vand fra hanen, men sidstnævnte skal henstå en tid, før fiskene kommes i. Tilplumring af vandet kan forebygges ved at dække sandet med et stykke brunt papir eller plastik, mens akvariet fyldes. Alle dekorationssten skal vaskes godt og steriliseres, før de anbringes i akvariet.
Et godt akvarium skal indeholde både fisk og planter, derved opnås en naturlig balance.
Akvariet er nu rede til planterne. Planter fra rent, men stillestående eller trægt flydende vand kan bruges, men planter fra hurtigt rindende vandløb overlever almindeligvis ikke længe i et akvarium. Akvarieforretningerne fører et stort udvalg r planter, hvoraf nogle egner sig til uopvarmede akvarier, mens andre kræver varmt vand. Det canadiske vandaks, Elodea canadensis, er en koldtvandsart, som tilpasser sig godt til opvarmede akvarier. Rødderne skal forankres dybt i sandet, og en lille sten kan anbringes over dem, hvis planten har tendens til at rive sig løs. Planterne har tre funktioner i akvariet. De spreder ilt i vandet, de giver fiskene skjul, og de bidrager meget til akvariets udseende. Man skal passe på ikke at sætte for mange fisk i akvariet. Det er en nyttig tommelfingerregel at give ca. 5 liter vand pr. 2,5 cm fisk. Over denne grænse tilrådes det at bruge kunstig gennemluftning.
Der findes tre slags akvarier: koldtvands-, varmtvands- og saltvandsakvarier. Den første type er på mange måder den nemmeste, den anden type er den mest dekorative og den tredje er den største udfordring til akvaristens dygtighed.
Blandt egnede fisk til et koldtvandsakvarium er den almindelige guldfisk, Carassius auratus, (men ikke de finere avlede varieteter), og mange af de europæiske og amerikanske karpelignende fiskearter, der lever vildt i langsomme vandløb. De har den store fordel, at de ikke er kødædende og trives udmærket på det let tilgængelige kommercielle fiskefoder (men ikke på standard-»myreæg«). I Europa holdes guldskallen samt suder, rudskalle og skalle almindeligvis i akvarier, men når man først har fået erfaring, kan man forsøge sig med mange flere arter. De nordamerikanske maller, tilhørende slægten Ictalurus, er en meget nyttig tilsætning til koldtvandsakvariet, fordi de lever af den føde der er sunket til bunds, og således holder akvariet rent. Nogle af de nordamerikanske solfisk kan også tilpasses akvarielivet. Imidlertid vil akvaristen uundgåeligt tiltrækkes af tropefiskene.
Tropearterne er unægtelig kønnere og mere forskellige end koldtvandsarterne. I tropeakvariet er det nødvendigt med et lille varmelegeme og en termostat for at holde vandets temperatur på omkring 22-25°C. Mange flere eksotiske planter kan dyrkes end i koldtvandsakvariet, men desværre har glasset også en tendens til hurtigere at blive dækket med alger. Der er nu et meget stort udvalg i fisk til tropeakvarier, og de fleste begyndere starter med et selskabsakvarium, dvs. et akvarium, der indeholder adskillige forskellige, men forenelige arter. De forskellige arters egnethed til selskabsakvariet er anført i de enkelte artikler i leksikonet, men i almindelighed er man sikker med de mindre fisk, så som ungefødende tandkarper (guppy, sværddrager, mollie og platy).
Disse fisk vil højst sandsynligt yngle i akvariet, forudsat at der er plantedække nok. Mange af de mindre karpelaks (neonfisk, lygtefisk og sort tetra) vil tilføre smukke, levende farver, især neonfisk, glødelystetra og kardinalfisk. De mindre barber er fredelige fisk, der passer godt ind i helheden ligesom også mange af Danio-arterne. Derimod bør cichliderne behandles med forsigtighed, da mange af dem angriber småfisk. Vigtige for tropeakvariet er de små maller, f.eks. medlemmer af slægten Corydoras, idet de søger deres føde på bunden og således holder akvariet rent.
Mallen Corydoras elegans, en nyttig akvariefisk, der holder bunden affaldsfri.
Endnu et nyttigt supplement til selskabsakvariets bestand er enten en sugesmerling, Gyrinocheilus spp, eller en af sugemallerne (Otocinclus eller Plecostomus). Disse fisk gnaver af de alger, der vokser på glasset eller på stenene, og de vil ligeledes hjælpe til med at holde akvariet rent. Hos disse fisk er læberne udvidet, så de danner en skive. Når de hænger fast på glasset, kan man se deres kæber gnave løs af algerne.
De store, og mere kostbare, tropefisk gør man klogt i at holde sig fra, indtil erfaring er samlet med de mindre kostbare. Man kan købe egnet foder i akvarieforretningerne, der forhandler udmærkede tørrede foderpræparater. Det tilrådes lejlighedsvis at supplere dette med levende foder som dafnier, Tubifex-orme eller fint hakkede regnorme. Tropeakvariet er ikke vanskeligt at passe, blot det holdes rigtigt opvarmet, rent og uden for mange fisk. Forskellige filteranordninger, der ikke koster meget og drives af luftpumpen, kan anvendes for at forhindre en ophobning af overskydende foder og ekskrementer på bunden. Kunsten er imidlertid at frembringe en afbalanceret enhed, hvor planterne leverer ilt, og fiskene holder algehinden nede på et minimum.
Saltvandsakvariet er det vanskeligste af dem alle. Problemet med at fremskaffe havvand kan løses ved at fremstille den rigtige opløsning ved hjælp af havsaltprodukter fra en forhandler. Ikke desto mindre er det bedre, hvis ægte havvand kan bruges. De almindelige, spiselige saltvandsfisk er ikke velegnede, da de bliver for store, men der findes mange pæne koralrevsfisk, der klarer sig godt i akvarier. Sammenlignet med ferskvandsakvarier, er interessen for saltvandsakvariet først opstået sent og artsantallet er stadig lille. De er dyrere at holde, og forhandlerne investerer sædvanligvis kun i arter, der er lette at passe. Månefisk og søheste er altid populære, og hvis småt, levende foder gives, er sidstnævnte ret lette at holde i live. Fisk er meget følsomme over for visse stoffer i vandet. Kobber og zink er stærkt giftigt, og man bør derfor undgå at bruge kobber- eller messingrør til fyldning af akvariet. Fisk er også tilbøjelige til at få forskellige sygdomme, og det er meget vigtigt at købe fisk, der er i god helbredsmæssig stand. En sund fisk svømmer jævnt og smidigt, hvorimod en syg fisk er sløv, uinteresseret eller uberegnelig, finnerne står ikke ret op, og kanterne er ofte forrevne. Undgå at købe fisk fra et akvarium, hvori lier er en syg fisk. Fisk er tilbøjelige til at få hvide pletter, Ichthiopthyrius, finneforrådnelse, vattersot og en mængde andre sygdomme, som måske kan kureres ved badning i en opløsning af kaliumpermanganat eller salt. Det vigtigste er at isolere angrebne fisk i et separat akvarium og stille diagnosen ved hjælp af en af de mange bøger, der findes om emnet.
Der findes vidnesbyrd om, at ægypterne holdt fisk ikke blot for at spise dem, men også for at have fornøjelsen at betragte dem. I Kina og det fjerne østen har man holdt akvariefisk i mange århundreder. I Europa og USA er det siden sidst krig blevet mere og mere populært at holde fisk, og følgelig er antallet af de arter, der kan købes, steget enormt. Med blot en smule pasning og sund sans kan et velafbalanceret selskabsakvarium bringe farve, interesse og skønhed ind i hjemmet.
.............................................................................................................